Det er på alle måder usædvanligt, når den katolske kirke på søndag helgenkårer Johannes Paul II og Johannes XXIII. Dels er det første gang, at to paver bliver helgener på samme dag, dels er de gængse normer ikke blevet fulgt i forløbet op til kåringen.
Pave Johannes XXIII bliver for eksempel helgen, selvom han kun er tilskrevet et officielt mirakel og ikke to, som det ellers kræves. Og Johannes Paul II bliver helgen allerede ni år efter sin død, fordi hans efterfølger, Benedikt XVI, satte arbejdet frem mod en kanonisering i gang med det samme i stedet for at vente fem år, som normalt er minimum. Det er den hurtigste helgenkåring i historien.
Vatikanet taler i disse dage meget om, at de er forbilleder og understreger, at det ikke er kirken, der skaber helgener. Den godkender dem som de mennesker, de også var. At de to paver nu bliver helgenkåret, betyder nemlig ikke, at de var mennesker uden fejl, siger Slawomir Oder, der som såkaldt postulator har stået i spidsen for processen med at kanonisere Johannes Paul II:
Han var selv helt klar over sin emotionelle karakter, forklarer Oder ifølge det katolske dagblad Avvenire om den polske pave med fødenavnet Karol Wojtyla og siger, at han kunne være både opfarende og for sensitiv, men fandt ud af at arbejde med sig selv, så han blev mere rund hen ad vejen.
Processen har ifølge postulatoren været lige så omfattende som i alle andre sager, hvor den katolske kirke skal vurdere, om en person er hellig nok til at blive anerkendt som helgen. For vedkommende skal både kunne udvirke mirakler og have levet og overgivet sig til Gud på heroisk vis for at gå igennem det teologiske nåleøje, der i folkemunde bliver kaldt helgenfabrikken, men officielt hedder Kongregationen for salig- og helligkåring.
Det er en slags departement i den romerske kurie, der har til huse i et palads lige over for Peterspladsen, og her har man fundet mange santi de seneste årtier. Pave Johannes Paul II helgenkårede 483 i sin tid, hvilket var flere end forgængerne sammenlagt igennem århundreder. Også Benedikt XVI føjede mange nye navne til listen over helgener, ligesom pave Frans har gjort det, især fordi han lige efter at være blevet valgt kanoniserede 813 middelaldermartyrer fra den syditalienske by Otranto på én gang, ganske vist efter forgængerens beslutning.
Før en person kan blive helgen, skal han eller hun igennem en proces, hvor hver en sten ord og gerning endevendes. Forløbet starter for det meste i et lokalt område, hvor befolkningen for eksempel begynder at ære og henvende sig til en afdød, som anses for at være hellig. Så bliver sagen taget op af det lokale bispekontor, som forsøger at afdække kandidatens liv og levned blandt andet gennem interviews.
Når den lokale biskop synes, at han har en god sag, sender han den til kongregationen i Rom, der udpeger en postulator en slags undersøgelsesadvokat, som skal stå for resten af forløbet og sørge for, at der både bliver sagt for og imod. Det gør han blandt andet ved at læse alt, hvad kandidaten har skrevet, og tale med alle, der kendte eller på anden måde ved noget om ham eller hende. Det er også på dette tidspunkt, at kirken sikrer sig relikvierne fra kandidatens grav.
Når postulatoren mener, at vedkommende er egnet, beder kongregationen paven om at tage det næste skridt og erklære kandidaten ærværdig. Og så må de troende begynde at gå i forbøn hos vedkommende blandt andet i håb om et mirakel, som kræves, før det næste skridt, saligkåringen. Og normalt skal der altså endnu et mirakel til efter saligkåringen, før det kan komme på tale at helgenkåre.
Johannes XXIII, der siden sin død i 1963 har haft tilnavnet den gode pave, bliver nu også kaldt helgenen uden mirakler, fordi han på søndag får titlen, selvom der kun er tilskrevet ham et enkelt. Men det er uretfærdigt, siger kardinal Angelo Amato fra kongregationen, som afviser, at pave Frans har givet rabat. Kardinalen siger ifølge den kirkelige avis Osservatore Romano, at kongregationen kender til mange tilfælde, hvor paven fra Bergamo har spillet en rolle på mirakuløs vis. For eksempel i 2002, da en dame i Napoli kom til at indtage blåsyre, men reddede sig og kunne leve videre uden mén efter at have påkaldt hans hjælp.
Det officielle mirakel, som kirken har tilskrevet den italienske pave med fødenavnet Guiseppe Roncalli, handler om en nonne, der tilbage i 1966 var ved at dø af et blødende mavesår. Efter at have bedt til ham havde hun et syn, hvor han stod frem for hende, og bagefter var hun øjeblikkeligt helbredt. Efter at kongregationens læger havde undersøgt sagen, erklærede de, at det var uforklarligt, og det blev godkendt som mirakel. Der siges at være omkring 2000 andre sager, hvor troende mener, at pave Johannes XXIII har vist sig for dem eller helbredt dem.
Men ingen af de nye mirakler, som kongregationen kender til, er altså endnu tilskrevet den tidligere pave officielt. Når pave Frans alligevel har valgt at kanonisere ham nu, hvad han som pave kan gøre, som det passer ham, skyldes det ifølge flere iagttagere, at det skaber balance at helgenkåre en pave, der af konservative blev set som meget progressiv, sammen med Johannes Paul II, der af venstrekræfter blev kritiseret for at være for konservativ.
Den politisk smarte pave Frans er helt klar over, hvordan de to bliver opfattet, så den dobbelte helgenkåring er en invitation til venstre og højre om at samle sig. Hvis de var blevet kanoniseret hver for sig, kunne det være blevet set som en sejr for den ene eller anden side, skriver for eksempel vatikanisten John Allen i Boston Globe.
Selvom mange katolikker har ønsket og krævet en hurtig kanonisering af Johannes Paul II, er der også andre, som mener, at det er gået for stærkt. En kommentar i New York Times i onsdags erklærer, at kanoniseringen er en forkert beslutning, blandt andet på grund af pavens tætte tilknytning til Opus Dei, mistanken om, at han kendte til problemerne i den skandaleramte organisation Kristi Legionærer og hans manglende indsats for at stoppe præsters misbrug af børn. Andre kritikere siger, at Johannes Paul II banede vejen for sin egen helgenkåring ved i sin tid at afskaffe den såkaldte Djævelens advokat, som skulle stille alle de kritiske spørgsmål under kanoniseringsprocessen i kongregrationen.
Men det bliver også afvist af Vatikanet. Ifølge postulator Slawomir Oder er Djævelens advokat nemlig afløst af mange og klogere eksperter, for eksempel læger, som ikke nødvendigvis har tilknytning til Vatikanet på forhånd. De bliver konsulteret og betalt for at kontrollere, om mirakler virkelig er det eller kan forklares på lægefaglig vis. Oder fortæller således, at det andet mirakel, der nu tilskrives Johannes Paul II en kvinde i Costa Rica, der blev helbredt for en aneurisme i hjernen efter at have bedt ham gå i forbøn er blevet kontrolleret af læger både i Mellemamerika og Italien, og at ingen af dem kan forklare helbredelsen.
Det første mirakel, som banede vejen for en saligkåring af den polske pave, var en fransk nonne, der led af parkinson med svære smerter. To måneder efter Wojtylas død bad hun og hendes medsøstre intenst om hjælp i hans navn, og natten efter vågnede hun og var rask. Ifølge Vatikanet en uforklarlig helbredelse, et mirakel.
Efter at have rejst verden rundt og talt med hundreder af mennesker fra tidligere kansler Helmut Kohl til Dalai Lama om pave Johannes Paul II afleverede Slawomir Oder den endelige rapport, en såkaldt positio til pave Frans. Den var på 2700 sider. Og for Oder er der ingen tvivl.
Han er en helgen, sagde han onsdag aften på et møde i en kirke i Rom med unge katolikker og besvarede retorisk spørgsmålet om, hvad man skal med den slags helgener: Værne om arven efter dem, have dem i vores hjerter og lade dem åbne døren for os til Gud.