Når 70-års fødselaren Per Aage Brandt udgiver digtsamlingen Tidens tand, mørkets hastighed, er det forudsigeligt, men også forstemmende, at det ikke giver anledning til større opmærksomhed i den danske litterære offentlighed. For Brandt er faktisk en af de mest originale og markante digtere, vi har overhovedet. En årsag til den manglende interesse for denne digter er pressens ofte ensidige fokus på unge digtere samt på nogle få magtfulde agenter i den litterære offentlighed som Gyldendal og Forfatterskolen.
Hvorfor er Per Aage Brandt da en mere interessant digter end talrige af tidens yngre lyrikere? Fordi hans digteriske repertoire er langt større. I Brandts nye digtsamling er der digte med politiske, sociale, religiøse, eksistentielle og poetologiske emner, og der er et væld af forskellige stilarter og stemninger.
LÆS OGSÅ: Granat til forsvaret blev en dannelsesrejse
Lad mig starte med de politiske og socialt kritiske digte i Tidens tand, mørkets hastighed, som ingen nulevende dansk digter efter min opfattelse laver bedre. Brandt har i de seneste mange år opholdt sig i Ohio som gæsteprofessor, og vi får herfra følgende rapport, hvor tidens diskussion omkring våben blandt borgerne spiddes i den følgende absurdistisk-surrealistiske tekst: her sælges romantiske dobbeltsenge med aflåselige metalbokse,/ oplukkelige på ti sekunder og med plads til femogtredive rifler/ og halvfjerds håndvåben, så her kan man sove med fred i sindet/ (bedbunker).
Brandt har desuden evnen til at skrive politiske digte med en helt afdæmpet, isnende kold og minimalistisk stil. Her er et digt om børnesoldater eller selvmordsbombere, der nok kan få hårene til at rejse sig på selv den mest forhærdede læser: drengene omfavner deres lærer,/ før de bliver kørt til stedet,/ så starter sangen, og når den slutter,/ ved de, hvad de har at gøre/ (jihad).
Digtsamlingen rummer imidlertid også tekster, der forholder sig satirisk til den danske kulturelle offentlighed og en række klassiske centrallyriske digte, hvor et jegs eksistentielle spleen udlægges med et par prægnante billeder. Titeldigtet lyder: morgentorden, så dagslys, så rasende nerver,/ hjælpeløs aften, så tavshed og stilhed, så selve/ mørket, hvorfra vi er kommet og hvortil/ (mørkets hastighed).
Endelig er der i digtsamlingen nogle uimodståelige metapoetiske digte, hvor sprogets sanselige potentialer udforskes. En lille perle lyder: må vi så få ro / den eneste sætning jeg husker fra skolen/ fonetisk set ret smuk.
Der er i Brandts Tidens tand, mørkets hastighed ikke mindre end 400 digte. Men hvilke digte! Denne poet burde have langt mere plads i såvel universiteternes litteraturforskning, skolernes litterære pensum og pressens litteraturdækning, hvor han indtil nu stort set ikke har figureret. Lad mig derfor slutte med den følgende enkle opfordring, kære læser: Prøv denne bog!