En undersøgelse fra Center for Ungdomsstudier viser, at forældre og børn sjældent taler om tro. Kan du genkende det billede fra dit arbejde som præst?
Jeg har for ikke så lang tid siden oplevet en forælder rejse sig spontant ved et forældremøde i kirken for at sige tak til os præster og personalet ved kirken for konfirmandundervisningen. Vedkommende sagde, at den udfordrer de unge på vigtige eksistentielle spørgsmål, og børnene tager det med hjem til snakken ved middagsbordet.
Jeg skal være den sidste til at sætte spørgsmålstegn ved Center for Ungdomsstudiers arbejde, som jeg har stor respekt for. De har sandsynligvis ret i, at konfirmanderne mange steder ikke taler med deres forældre om tro, men jeg kan høre og se, at der er mange i mit sogn, der gør.
LÆS OGSÅ: Forældre går fejl af konfirmanders tro
Der er også en del forældre, som følger deres børn til gudstjeneste. Ikke et flertal, men en del. Og det er selvfølgelig ikke alle gangene, forældrene er med, men flere gange sker det. Jeg oplever, at forældrene et eller andet sted gerne vil have den konfirmation, deres børn får.
Mange taler, som om for-ældrene skal nå et bestemt intellektuelt niveau for at kunne tale med deres børn om tro. Men det er ikke et intellektuelt projekt. Måske står børn og forældre i virkeligheden samme sted og også samme sted som præsten. Det handler om, at vi skal finde ud af, hvad det er at være menneske, hvad vi skal med vores liv.
Undersøgelsen viser desuden, at 41 procent af forældrene angiver, at troen på Gud betyder noget for deres børns valg om at blive konfirmeret, mens det gælder for 56 procent af konfirmanderne. Oplever du, at konfirmandforældrene undervurderer de unges tro og grunde til at blive konfirmeret?
Der er ikke bare ét svar på, hvorfor man vil konfirmeres. Og penge, gaver, tradition, Gud og fest er jo ikke modstridende svar. Spørgsmålet er i stedet, om det overhovedet giver mening at spørge konfirmanderne, om de vil konfirmeres, fordi de har en fuldt og fast opbygget tro på Gud? Det kan de ikke svare på. De er midt i en lang proces. Flere ting spiller ind, når de unge vælger at blive konfirmeret, og derfor svarer forældre og børn også forskelligt i undersøgelsen.
Har folkekirken en del af ansvaret for at styrke samtalen mellem forældre og konfirmand?
Det kan kirken aldrig blive for god til. Jeg selv kan i hvert fald blive bedre. Så længe det bliver på et plan, hvor vi taler om dogmer, doktriner, og om man tror på jomfrufødslen, bliver det ikke til en oplevelse. Vi skal nå dertil, hvor både konfirmander og forældre kan sige, at det var en god gudstjeneste, som gav mig noget: Det kan godt være, at jeg ikke helt kan beskrive, hvad det gav mig, men det gav mig noget.
Det hænger også sammen med, at vi har en ordkristendom. Vi skal i højere grad have en handlingskristendom, så kirken gør det, den siger, og bliver troværdig for forældre og børn. Næsten hver søndag taler vi om næstekærlighed, men hvor mange kirker har tøjindsamlinger og deler ud til de mennesker i sognet, som har behov for hjælp? Hvis konfirmandforberedelsen er relevant og vedkommende, så hører forældrene også om den.