En totaliscenesættelse af forvandlingskuglen Asger Jorn

Museum Jorn i Silkeborg fejrer kunstnerens 100-års fødselsdag med en totaliscenesættelse af hans utroligt mangesidige virke. Det er lettere uoverskueligt og meget, meget Jornsk

Museum Jorn i Silkeborg åbner fredag den 28. februar sin nye udstilling i anledning af Asger Jorns 100 års fødselsdag.  "EXPO JORN - Kunst er Fest " hedder udstillngen hvor Jorns mange kunstneriske verdener samles,             og samtidige kunstnere præsenteres. Her ses Cobra rummet med en skulptur af Reinhoud d'Haese i forgrunden
Museum Jorn i Silkeborg åbner fredag den 28. februar sin nye udstilling i anledning af Asger Jorns 100 års fødselsdag. "EXPO JORN - Kunst er Fest " hedder udstillngen hvor Jorns mange kunstneriske verdener samles, og samtidige kunstnere præsenteres. Her ses Cobra rummet med en skulptur af Reinhoud d'Haese i forgrunden. Foto: Henning Bagger.

I Museum Jorns foyer mødes man af en mindre hær af kunstnere fra fortid og nutid, der byder en velkommen. De mange fotografiske silhuetter af Asger Jorns (1914-1973) venner, kammerater og kampfæller skal vidne om kunstnerens livslange dialog med andre om kunstens væsen og inspirationens veje.

Udstillingens primære sigte er at vise, hvordan Jorn forvandlede sin kunst i en ubrudt bevægelse og i en åben udveksling af idéer med andre mennesker. Ikke bare kunstnere i hans samtid, men også kunstnere fra en fjern fortid.

Jorn var lige så passioneret optaget af middelalderligt kalkmaleri som af den abstrakte ekspressionismes banebrydende skikkelser Miro, Kandinsky og Pollock. Intet kunstnerisk var ham fremmed.

Udstillingen Expo Jorn pointerer, at kunstneren var et både generøst og socialt menneske, der gerne, ja helst arbejdede sammen med andre og hverken opfattede kunsten som national eller international, men universel og dermed som en ytringsform, der overskred tid og sted.

Jorn arbejdede hvor som helst og når som helst: Danmark, Sverige, Frankrig, Tyskland, Italien, ja Cuba. Af samme grund kasserede han også det 20. århundredets mantra om avantgarden, altså om, at den moderne vestlige kunst skulle være særligt nybrydende. For Jorn var al kunst ny og i stadig tilblivelse. Kunsthistoriens forestilling om kronologi og evolution, blev hos Jorn erstattet med forvandling og tilfældighed. Jorn selv fandt aldrig som kunstnere ellers har for vane sin faste form og visuelle identitet, stoffet var flydende for ham. Begyndte han at gro fast i et bestemt udtryk, udsatte han sin kunstneriske bevidsthed for en tabula rasa, hvor tavlen blev visket ren, hvis lærredet da ikke blev hældt over med sort lak, så han kunne starte forfra.

Det betyder, at Jorns kunst konstant forandrer sig, og at han selv konstant skiftede mellem forskellige genrer og materialer: maleriet, muralmaleriet, tegningen, akvarellen, grafikken, collagen, keramikken, skulpturen og fotografiet. Og aktionen, ja situationen, hvor øjeblikket, rusen, euforien blev det egentlige.

LÆS OGSÅ: De blev forelsket i en Danmark, der ikke længere findes

Jorn var kommunist, endda af den temmelig fanatiske slags. Men det var ikke massernes ideologiske stormgang, der gjaldt, snarere anarkiet, den stadige opposition mod alt etableret blandt skarer af kunstnerisk ligesindede lige dér, hvor han nu var og arbejdede. Han må selv i sine unge dage have været enhver kommunistisk kommissærs mareridt. Totalitære ideologer arbejder nødigt med tilfældigheder og midler uden mål. Og Jorn selv kaldte folkelig og forståelig kunst til arbejderne for et bedrageri.

I stedet for politik satsede Jorn på en ekstrem form for æstetik. Som politik. I forordet til bogen Held og hasard fra 1963 kalder han den for triolektik. Det gjaldt ikke dialektikken hos Jorn mellem på den ene og på den anden side, det gjaldt en helt tredje og uset side af kunsten og æstetikken. Ikke det skønne eller det sande, ikke det harmoniske eller disharmoniske, ikke det gode eller det onde, men det yderste. Kunsten drevet helt ud, hvor den åbnede sig mod det ukendte.

Jorn fandt, at hans triolektik kunne bruges på fodbold. Fodbold skulle ikke spilles af to hold a 11 mand imod hinanden, det var for ordinært. Nej, fodbold skulle spilles af tre hold, hvilket ville indebære den totale forvirring og kontinuerlige bevægelse uden noget egentligt mål. Det gjaldt ikke om at vinde i hans verden, det gjaldt om at være med. Hele vejen, indtil man segnede. Jorn var i den henseende ikke resultatorienteret, det var processen, der var det egentlige og radikalt væsentlige.

Som kunstner og forfatter var Jorn lidenskabeligt optaget af alt muligt andet end sit eget. Ikke fordi han manglede selvbevidsthed, men snarere for at understøtte den. Der er et kraftigt element af selv-iscenesættelse over Jorn og hele hans virke. Jorn samlede flere end 5000 kunstværker til det museum, som i dag bærer hans navn, herunder værdifulde arbejder fra det 20. århundredets moderne kunstneriske kanon af eksempelvis Max Ernst og Francis Picabia, men også geheimtipp som den danske jugendkunstner Johannes Holbek og kunstnerkeramik af Niels Hansen Jacobsen og Thorvald Bindesbøll. Og så fik han optaget flere end 25.000 fotografier af nordisk folkekunst til et planlagt bogværk, der imidlertid aldrig kom længere end til første bind.

Hvordan i himlens og Jorns navn få hold på dette enorme materiale og den rasende energi? På søsterudstillingen Rastløs rebel på Statens Museum for Kunst i København har man forsøgt sig med en stramt kurateret kronologi, der holder et sigte og kunstneren i ave. På Museum Jorn her i Silkeborg har man i stedet kastet en fragmentationsbombe. Hele museet spiller triolektisk fodbold med Jorn og hans kunstneriske kammerater, inspireret af ham og hans mangel på metode. Der er absolut igen dommer på banen.

Udstillingen er formelt delt op i seks temaer: arkitektur, abstraktion, materiale, politik, rødder og ekspressionisme men reelt er der tale om en totaliscenesættelse af forvandlingskuglen Jorn. Det gør rundgangen lettere forvirret og meget, meget Jornsk. Der er tale om et billedbombardement uden ophør, der i høj grad lever på myten om Jorn som dette lidenskabelige, selvantændende og forbrændende menneske. Kunstneren, der smed rundt med malingen samtidig med, ja måske endda før Pollock; kunstneren, der dyrkede japansk kalligrafi med kollegerne i Cobra; kunstneren, der tog livtag med kalkmalerierne og stenfigurerne på Gotland; kunstneren, der kørte på scooter igennem leret, når der skulle skabes et nyt mønster; kunstneren, der dyrkede automattegningen sammen med surrealisterne og blev uvenner med den eminent dygtige Richard Mortensen og finalt kunstneren stedt mellem figuration og abstraktion.

Et af de interessante spørgsmål, som udstillingen her og hele Jorn-fejringen i disse måneder rejser, er, om Jorn egentlig er en abstrakt maler, eller om han måske bare er en landskabsmaler, som maler noget oven på landskabet. Ikke ulig hans såkaldte modifikationer, hvor kunstneren har hærget hen over traditionelle og konventionelle trommesalsbilleder, altså landskabsmalerier af lettere romantisk tilsnit.

Jorn havde den lokale maler fra Silkeborg-egnen Martin Kaalund-Jørgensen som en slags lærer og mentor som ung, ligesom han dyrkede Jens Søndergaard og selvfølgelig Edvard Munch og Emil Nolde. Og egentlig kom Jorn måske aldrig helt ud over det, eller rettere dem: figurerne i landskabet. Verdensmennesket var paradoksalt nok rodfæstet og kunne måske aldrig løsrive sig helt fra udgangspunktet. Kunstneren, der ikke lod sig begrænse, havde måske alligevel nogle grænser, inden for hvilke han ytrede sig.

Men ekspressiv er der ingen tvivl om, at Jorn er. Kræfterne radierer fra hans indre og fra hans værker, og de truer på den aktuelle udstilling i Silkeborg med helt at tage magten fra museet. Igen meget Jornsk og institutionskritisk. Men en fest, som arrangørerne hævder? I så fald underlig arytmisk og præget af en musikalsk polyfoni, der kun glimtvis er genial. Men det er jo også en pointe, Jorns kunst er båret af et bevidst ønske om at mudre lydbilledet til.

Jorn-udstillingen Rastløs rebel på Statens Museum for Kunst blev anmeldt af Mai Misfeldt i Kristeligt Dagblad ved åbningen tidligere på foråret. Læs anmeldelsen og andre artikler i tillægget Tidens kunst, der udkom den 5. april og på k.dk/kultur