Af Henrik Hoffmann-Hansen |
5. december 2005
Skattemyndighederne går meget stille med, at borgerne kan trække bidrag til almennyttige formål fra i skat
Mindst 100.000 skatteydere bruger hvert år muligheden for at støtte et godt formål og derefter trække bidraget fra på selvangivelsen.
Det kan for eksempel være støtte til kirkelige organisationer, missionsselskaber, nødhjælpsorganisationer eller sygdomsbekæmpende foreninger. At man kan få skatterabat for støtte til almennyttige formål, er imidlertid ikke en oplysning, skattevæsenet rutter med på sin nye hjemmeside,
www.skat.dk.
En ellers omfangsrig ny oversigt over "skattesatser; bundgrænser, procenter og fradrag" viser en lang række relevante tal og procenter, for eksempel befordringsfradraget for pendlere over Storebælt og Øresund – men intet om, hvor meget man kan trække fra for velgørenhed. Det er dog muligt at finde frem til oplysninger om de to fradragsordninger på området, men det kræver en del navigering i lovtekster og cirkulærer.
Kontorchef Carsten Vesterø fra SKAT erkender, at det er en fejl, at man ikke oplyser om fradragsmulighederne for gaver til almennyttige formål.
– Det burde være med i den oversigt på hjemmesiden, og derfor vil jeg snarest tage kontakt til vores informationsafdeling for at få ændret det, siger han.
Der findes som nævnt to muligheder for at trække bidrag til velgørenhed fra i skat. Den mest anvendte er den, der tidligere kaldtes 5500-kroners-reglen, hvilket ikke giver den store mening i dag, fordi maksimumbeløbet for fradrag i mellemtiden er blevet sat op. I år kan man give op til 6400 kroner om året med fradragsret. Der er ikke fradrag for de første 500 kroner, så reelt bliver skattedraget 5900 kroner, hvis reglen udnyttes fuldt ud. Hvert formål, man støtter, skal dog have mindst 500 kroner for at det kan tælle med på selvangivelsen.
Man bør også gemme sine kvitteringer for gavebidrag, så de kan dokumenteres over for skattevæsenet. Endelig skal en organisation være godkendt af skattemyndighederne, før man kan få fradraget. De lokale myndigheder har liste på de omkring 1000 godkendte foreninger, fonde og trossamfund.
I 2006 sættes maksimumbeløbet yderligere op til 6600 kroner, mens de første 500 kroner stadig ikke kan fradrages. Tidligere blev maksimumbeløbet ikke reguleret hvert år, men det sker fra og med i år.
Den anden mulighed for at få fradrag er mere forpligtende. Her skal man indgå en kontrakt, en såkaldt gavebrevskontrakt, med den organisation, man vil støtte.
Kontrakten skal løbe i mindst 10 år, det vil sige, at man i hele perioden hvert år skal give en fast procentdel af sin løn eller et fast beløb til organisationen.
Fordelen er, at der er fradrag fra og med første bidragskrone. Forpligter man sig til at give for eksempel 1000 kroner om året til en godkendt forening, kan man trække alle 1000 kroner fra på selvangivelsen.
Man kan få fradragsret for gaver på helt op til 15 procent af sin indkomst.
Skatteministeriets hjemmeside fortæller ellers, at man maksimalt kan få fradrag for 15.000 kroners gavebidrag om året, men det er ikke korrekt.
De 15.000 kroner er det maksimale beløb, man under alle omstændigheder kan få fradrag for, også selvom det eventuelt skulle udgøre mere end 15 procent af ens årsløn.
Også på dette punkt lover Carsten Vesterø, at myndighedernes tekst snarest bliver rettet.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dkgaver til gavn
For de fleste humanitære og kirkelige hjælpeorganisationer er december en altafgørende måned. Op mod en tredjedel af organisationernes indtægter indsamles i december. Derfor har det også store konsekvenser for hjælpearbejdet, hvis danskernes giverlyst svigter. Kristeligt Dagblad sætter i den kommende tid fokus på gaver der gavner.
Med et netabonnement kan tidligere artikler i serien "Gaver til gavn" læses på www. kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad