Klokken er halv 12, og det officielle program for Arbejdernes Internationale Kampdag er endnu ikke fløjtet i gang. I den nordligste del af Fælledparken står en stor scene helt for sig selv. Der sidder kun nogle få grupper af mennesker i det dejlige solskinsvejr. Men inden længe afbrydes parkidyllen af slagsange ude fra hovedvejen.
På det banner, som leder en forsamling på cirka 100 mennesker ind på pladsen, står der Hver dag er en kampdag. Banneret tilhører den venstreradikale gruppe Antifascistisk Aktion, som har skjult sig i et afsides hjørne af Fælledparken.
Derfra leder en bro over mod hovedpladsen, hvor blandt andre statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skal holde tale på den store scene klokken halv to. På broen går det midaldrende ægtepar Jørn og Tove Jensen, som for nylig er flyttet til København. Det er første gang, de er til 1. maj i Fælledparken.
Vi er her mest af interesse og for oplevelsens skyld, men vi er her også for at støtte op om Helle (Thorning-Schmidt, red.), for hun har ikke fortjent alle de hug, siger Jørn Jensen med henvisning til de mange tiltag, som regeringen har gennemført i Helle Thorning-Schmidts regeringstid, der har gjort statsministeren upopulær hos flere af de røde partier.
Det er måske heller ikke så harmonisk i år, som det plejer, og derfor vil vi gerne bakke statsministeren op, siger han.
Ikke så langt derfra sidder fire gutter på en bænk og kigger ud på den store plads, som begynder at blive fyldt med mennesker.
Vi går på Teknisk Skole på Frederiksberg, og vi venter egentlig på bare på bussen, siger den ene, mens en af de andre supplerer:
Selvom det faktisk ser ud til at være en dag mest for de unge, siger han og kigger på uret.
Klokken har rundet 12, og 1. maj er officielt i gang. Nede i det område, som i dagens anledning hedder Faglig zone, har de forskellige fagforeninger deres boder. Fra Københavns Lærerforenings telt lyder en akustisk guitar, og på pladsen sidder rigtigt nok mange unge. Men der sidder også mødre med deres børn og veteraner, som givetvis ikke er til 1. maj for første gang. Hvis solidariteten lever, så skal den findes i en broget flok.
Helt nede bagved lidt uden for det officielle område sidder nogle af dem, der har været med mange gange. Det er Dan, Per og Ben fra APK Arbejderpartiet Kommunisterne. På et banner over deres scene står der Den Røde Plads. Dan fortæller, hvad han forstår ved solidaritet.
Folk, der normalt ikke kan komme til orde, får mulighed for det i dag. Vi er ikke nødvendigvis enige, men alle skal have en stemme. Solidaritet handler ikke kun om enighed, siger Dan.
Og helt enige det er de ikke, dem fra APK.
Hvis man skal skære helt ind til benet, så er det efterhånden lidt ligegyldigt, hvem man stemmer på. Det røde og blå er flydt sammen. Det er også derfor, vi kun har én politiker på talerstolen. Resten er almindelige folk. Folkets stemme er den vigtigste, siger Dan, mens de to andre nikker.
Fra småvejene, der leder op mod den store plads, hvor talerne går i gang kl. 13, begynder de røde faner at marchere ind. To unge mænd i 20'erne, Troels og Svend, sidder på græsset med en øl hver og kigger på fanerne.
Jeg bor i nærheden, så jeg kan lige så godt få det sociale med, siger Svend og indrømmer, at de begge to nok mere er observatører end aktive deltagere i 1. maj.
Og så er vejret jo godt, siger Troels.
På den store plæne foran scenen, hvor der ikke er længe til, at den første tale går i gang, står en lille familie på tre. Far, mor og datter. De kigger på, at de røde faner nærmer sig den store scene. Men det er ikke selvindlysende for alle, hvorfor 1. maj er en vigtig begivenhed.
Det lille barn spørger sine forældre:
Hvorfor er vi her bare for at glo, og hvorfor er fanerne røde?
Der bliver stille et par sekunder, inden faderen svarer, at fanerne er røde, fordi de symboliserer, at man støtter folket.
Men man kan godt forstå den lille piges spørgsmål. For jo tættere klokken kommer på halv to, hvor statsministeren skal holde tale, desto mere kan man mærke, at noget ulmer. Lorte regering står der på et brunt banner, mens skilte med sure smiley-ansigter begynder at dukke op i hundredvis.
Og præcis klokken halv to lyder den første fløjtelyd så. Inden længe akkompagneres den af et tågehorn, og en mand med høreværn maser sig frem i mængden, mens han blæser i sit jagthorn. Helle Thorning-Schmidt taler videre den øredøvende larm til trods.
Da talen er forbi og larmen aftaget lyder der klapsalver fra langt de fleste. Men man efterlades med et indtryk af, at solidaritet er noget, der skal arbejdes for. Susanne, en midaldrende kvinde, som står med den socialdemokratiske rose i den ene hånd og en fadøl i den anden, forklarer, hvorfor hun synes, at solidaritet er vigtig.
Arbejderne har historisk set haft ringe vilkår, men i kraft af solidariteten holdt de sammen. I dag er vi stadig alle sammen arbejdere på en eller anden måde, og derfor må vi stå sammen. Det gælder både mænd og kvinder og ung og gammel, siger hun og kigger ud på de tusindvis af mennesker, inden hun skyder en bemærkning ind.
Selvom 1. maj måske er blevet en fest, så har dagen stadig et vigtigt budskab. Og hvis de unge hører det, når de sidder her, så er det lige meget, om de misser en halv dag i skolen.