De levende lys i vinduet bør æres

Befrielsen er stadig med til at definere danskernes selvforståelse

Årets lysfest på Haderslev Kasserne her til aften den 04 maj 2010 i anledning af danmarks befrielse. Normalt deltager 2000 - 3000 i lysfesten men på grund af luknings rygter for kassernen var der mødt mange flere op end normalt. (Foto: Jesper Kristensen/Scanpix 2010)
Årets lysfest på Haderslev Kasserne her til aften den 04 maj 2010 i anledning af danmarks befrielse. Normalt deltager 2000 - 3000 i lysfesten men på grund af luknings rygter for kassernen var der mødt mange flere op end normalt. (Foto: Jesper Kristensen/Scanpix 2010). Foto: Jesper Kristensen/.

Der bliver færre og færre levende lys i vinduerne i danske hjem på den historiske dag 4. maj. Det kan man ved selvsyn konstatere ved at gå sig en aftentur på den dag i en hvilken som helst større dansk by. Lysene er der stadig, men 69 år efter, at besættelsen af Danmark hørte op, er der længere og længere imellem dem.

Sådan var det ikke i de første mange årtier efter krigen, hvor denne aften blev fejret på behørig vis med folkefester, hvor man jublede over befrielsen fra den nazistiske besættelse og de fem onde år. Danmark var atter frit. Man kan så begræde, at der bliver længere imellem de levende lys i vinduerne, men udviklingen er naturlig og forventelig, fordi den personlige erindring om besættelsen og befrielsen med tiden forsvinder og uddør med de personer, som dengang levede.

Men selvom de personlige erindringer fortager sig med tiden, præges vores nationale selvforståelse stadig af de historiske begivenheder fra verdenskrigen. Hvorfor var vi for eksempel så længe om at gøre oprør mod den nazistiske besættelsesmagt? Var vi som nation lidt for feje? Var vi en flok kujoner, der valgte tilpasningspolitikken, fordi den gjorde mindst ondt? Eller var det pragmatisk set den eneste rigtige politik at føre over for en militært set overlegen modstander?

LÆS OGSÅ: Missionsfolk gik ind i frihedskampen

Alle disse spørgsmål er vi langtfra færdige med at diskutere som nation. Og det er helt forståeligt, fordi svarene er med til at definere os som folk. Hvem er vi, og kan vi se os selv og vores allierede i øjnene uden at få dårlig samvittighed? I disse spørgsmål er der på ingen måde national konsensus.

Det blev for alvor klart under Anders Fogh Rasmussens (V) regeringsperiode (2001-2009), hvor værdipolitikken kom på dagsordenen på det kulturelle og historiske plan. Her lagde Fogh Rasmussen som bekendt afstand til de mange smagsdommere i en diskussion, der også handlede om den historiske selvforståelse. Og i kølvandet på den såkaldte Muhammed-krise talte Fogh Rasmussen ligefrem om at skille fårene fra bukkene. Han brugte her udtrykket til at skelne mellem de medier, der efter hans mening aktivt bakkede op om ytringsfriheden, og dem, der ikke gjorde det.

Men Foghs brug af udtrykket, der oprindelig stammer fra Matthæusevangeliet i Det Nye Testamente, kan også forstås i en lidt bredere forstand, hvor det nationalt rammer ned i en borgerlig dansk selvforståelse og selvransagelse, der for mange munder ud i en lidt flov historisk smag i munden. Måske var vi lidt for feje under Anden Verdenskrig? Måske hyggede vi os lidt for meget i smug? Måske trak vi ikke det læs, vi burde have trukket?

Den selvforståelse ville Anders Fogh Rasmussen gerne gøre op med og ændre på blandt danskerne, og derfor blev den danske udenrigspolitik da også langt mere aktivistisk end tidligere i de år med aktiv krigsdeltagelse i både Irak og Afghanistan. Sådan er det med historien. Fortolkningen og diskussionerne fortsætter altid, fordi de er med at til at definere, hvem vi er som folk. Det er værd at huske på også i dag, 69 år efter befrielsen.