Vikingerne kommer!

Vikingerne: En roman om vikingetiden for unge er blot et af de seneste udtryk for en stigende interesse for vikingetiden, der også afspejler sig i vikingegrupper, vikingemarkeder og kampgrupper

-- Tegning: Peter M. Jensen
-- Tegning: Peter M. Jensen.

Vikingeskibe, vikingereligion, vikingegrupper, vikingemarkeder, vikingeromaner – der er fritidsvikinger overalt i Danmark, og interessen for vikingerne lader til at være i stadig vækst. Er det en nostalgisk længsel efter en glorværdig fortid, eller har vikingerne noget at sige os i dag?

En af dem, der er grebet af vikingerne, er pianisten og organisten Susanne Clod Pedersen. Hun udsendte tidligere på efteråret vikingeromanen "Arnulf", en sanselig og dramatisk historie om en 16-årig dreng, der lever på Svend Estridsøns tid.

– Vikingetiden var eventyrenes og sagaernes tid, inden samfundet blev så komplekst. Man var mere herre i sit eget liv, end man er i dagens samfund. Verden var mere simpel.

Susanne Clod Pedersen har prøvet at gøre historien om Arnulf så realistisk som muligt. Undervejs har hun konsulteret faglitteraturen og en række eksperter, blandt andre en historiker, en arkæolog, en skibsbygger, en asatroende og en skjald.

– Tiden har været meget barsk og karsk. Det her er meget en teenagehistorie om vilde unge mænd, der har våben i hænderne. Arnulf kan ikke begå sig i sit eget miljø. Det er en nutidig konflikt, som jeg har prøvet at lægge i vikingetiden.

Hun drager en parallel til nutidens rockergrupper, der skaber deres egne regler:

– Her er en reminiscens af lovløsheden i vikingetiden.

Susanne Clod Pedersen mener, at vikingerne har noget at sige os i dag:

– Stå på egne ben, vær glad for livet og respekter hinanden. Det gjorde vikingerne for eksempel i deres kvindesyn. Da jeg talte med en asatroende, fortalte han, at vikingerne ikke knælede, de så guderne lige i øjnene, de var ligeværdige. Det handler meget om selvrespekt. Vi kan godt være stolte af og glade for vores fortid, det er vigtigt i denne globaliserede tid.

Susanne Clod Pedersen har givet sine fire børn vikingenavne for at minde dem om deres rødder.

Er man interesseret i vikinger, kan man finde masser af læsestof i tidsskriftet "Viking – Magasinet om ind- og udlængsel", der er udkommet årligt de seneste par år. Redaktør af og initiativtager til bladet er journalist Michael Borgen i Hammel. Ligesom Susanne Clod Pedersen mener han, at forklaringen på vikingefascinationen kan findes i den moderne verden:

– Vi søger en identitet i en globaliseret verden. Der rodes rundt i gryden med hensyn til vores gamle billeder af at være menneske og dansker. Det kan være en fordel at vide, hvem man selv er. Vikingerne er oplagte, fordi de er grundlag for kongeriget Danmark, de indførte kristendommen, og de er klart det mest kendte både i Danmark og på verdensplan. Vikingerne har alle hørt om. De er gode til at skabe identitet, også over for omverdenen, siger Michael Borgen.

Selvom moderne danskere bruger vikingerne til at finde et kulturelt fodfæste, mener han ikke, at vikingeinteressen behøver føre til en isolation over for omverdenen:

– Vikingerne repræsenterer et enormt møde med det fremmede – hele Europa, noget af Asien og Nordamerika – men vi mistede jo ikke vores identitet i vikingetiden, og samtidig grundlagde vikingerne de skandinaviske lande, vi har i dag. De viser, at man kan møde noget meget fremmed og bevare sin identitet. I dag er man bange for, at det hele bliver én international grød, men sådan behøver det ikke være.

Helt uproblematisk har fascinationen af vikingerne dog ikke altid været. Adolf Hitler interesserede sig for vikingerne, og derfor kan de være problematiske i dagens Tyskland. De danske nynazister var ligeledes de første, der anmeldte tidsskriftet "Viking":

– En naturlig interesse for identitet og kultur er den bedste beskyttelse mod en ekstrem udnyttelse. Vikingerne er for stor en gave at give til ekstreme mennesker, siger Michael Borgen.

En af de grupper, der mødes for at dyrke deres interesse for vikingetiden finder man i Nordjylland. Vikingegruppen Lindholm Høje har omkring 80 medlemmer og er bygget op omkring oldtidsminderne på Lindholm Høje Museet ved Nørresundby, hvor gruppen hver sommer afholder et stort vikingemarked. I sommer var der 4000-5000 gæster, heriblandt mange børnefamilier.

– Mange af dem, der kommer, er faste gæster, og mange kommer på grund af den historiske interesse. Vi gør meget ud af det autentiske, så det ikke bliver en skuffelse – det eneste nutidige, der er tilladt, er briller. Folk skal føle, at de kommer ind på en vikingehandelsplads, fortæller vikingegruppens formand, VVS-mand Thomas Lorentzen.

Omkring 250 fritidsvikinger deltager på det årlige marked. Ud over vikingegruppen selv, der beskæftiger med forskellige former for håndværk, er der kampgrupper, hestefolk, der lavede opvisninger med islandske heste, en historiefortæller, der fortalte historier fra sagaerne, og en tatovør.

For Thomas Lorentzens vedkommende er det den historiske interesse, der driver værket, og det håndværksmæssige spiller også en rolle. Gruppens bronzestøbere eksperimenterede for eksempel længe med at finde ud af, hvordan man laver støbeforme. De første forme af ler duede ikke, men først da de fandt ud af at blande hestepærer i, virkede det. Nu kan bronzestøberne lave arkæologisk korrekte afstøbninger af vikingesmykker og spænder, mens andre i gruppen arbejder med at smede guld, sølv og jern, binde nåle (en gammel form for hækling) og fremstille tekstiler.

11 kvinder i Vikingegruppen Lindholm Høje er i gang med et helt specielt projekt. De er ved at lave en kopi af Bayeux-tapetet, der viser normannerfyrsten Vilhelm Erobrerens invasion af England i 1066. Projektet startede i 1999, da kvinderne syntes, at de havde syet telte og vikingedragter nok.

– Vi regnede med, at det kunne vi gøre på 10 år, men nu har vi sat det til 15 år, fortæller gruppens leder, Birgit Højbjerg Nielsen, der er pensioneret lærer.

Bayeux-tapetet er 70 meter langt. Gruppen er nu færdig med den første af fire ruller, der er 18 meter og anbragt sikkert i en bankboks sponsoreret af Nørresundby Bank. I alt er der nu syet omkring 25 meter. Gruppen mødes et par timer en gang om ugen og en hel dag om måneden. Den er blandt andet blevet inspireret af Lars-Henrik Olsens roman "Dværgen fra Normandiet" (1987). Tapetet er allerede blevet vist frem flere steder, blandt andet i Aalborghallen.

– Når det bliver færdigt, håber vi, at der kan blive plads til det i Nordjylland i udvidelsen af Lindholm Høje Museet, siger Birgit Højbjerg Nielsen.

Vikingernes kampe er hovedsagen for Vikingekampgruppen Ulfhednir (ordet betyder "klædte som ulve"), som blev oprettet i 1994. Gruppen laver opvisninger for skoler, børnehaver og museer og vikingeaftener for firmaer. Dens medlemmer laver deres eget tøj og økser; sværdene køber man i England. Der er kamptræning en gang om ugen. Om sommeren mødes Ulfhednir med andre vikingekampgrupper på vikingemarkederne og kæmper mod dem. Kampene er ikke indstuderede, men følger nogle regler, blandt andet slår man ikke på hoved, knæ og arme. Man bruger våben, der ikke er skarpe, og der er sjældent skader, højst blå mærker.

– Det er en kampsport for hold. Det er ikke show, men krig for alvor – men i leg, siger tv-billedjournalisten Nanna Sarauw, der har været medlem af gruppen siden 1997. Hun blev intereseret i Ulfhednir, da hun lavede en dokumentarfilm om gruppen.

Det er ikke kun vikingernes håndværk og kampteknik, der har moderne danskeres interesse. Det samme gælder også troen på aserne – de gamle, nordiske guder. Forn Sidr, Asa- og Vanetrossamfundet i Danmark, blev stiftet i 1997. Det har 488 medlemmer og blev i 2003 godkendt af Kirkeministeriet som trossamfund. Forn Sidrs formand er Martin Peter Hansen i Randers.

– Jeg føler mig hjemme i den tankegang, der er i nordisk mytologi. Jeg sætter stor pris på, at der er en stor individuel frihed; der er ikke nogen synd, skyld eller skam. Der er det enkelte menneske og de konsekvenser, dets handlinger afføder, siger Martin Peter Hansen.

Forn Sidr hylder guderne og bringer ofre til dem (for eksempel korn, hyldesaft, roer og brød) ved blót, hvor alle deltagere er involveret. Trossamfundets filosofiske grundlag er Edda-digtet Hávamál. Martin Peter Hansen forklarer:

– Det er gode råd, som Odin har givet menneskene om, hvordan man opfører sig som gæst, i krig og så videre. Nogle af leverådene er selvfølgelig svært forældede. Man ser på det med et gran salt. Hávamál handler om at opføre sig ærefuldt – som et alment anstændigt menneske.

Han understreger, at asatroen ikke nødvendigvis hænger sammen med vikinginteressen:

– Vi er et trossamfund – hvad folk har af fritidsinteresser, må de selv om.

historie@kristeligt-dagblad.dk