Allan Sørensen |
30. november 2005
LANDET ISRAEL: Det russiske mindretal i Israel har svært ved at integrere sig. Omgivet af en tåge af fordomme isolerer de sig og har i løbet af de seneste 15 år oprettet en slags stat i staten
korrespondent i Mellemøsten
Døren går op, og et dunkelt tilrøget lokale kommer til syne. En bartender har travlt med at skænke vodka til tonerne af tung russisk rockmusik, mens en gruppe let påklædte unge kvinder ser de nye kunder an fra nøje afmålt afstand.
Skilte og menukort er skrevet på russisk, og de livlige samtaler mellem kunderne ved bordene føres på flydende russisk. Men tag ikke fejl. Dette er ikke nogen hyggelig bar i Moskva.
Glasnost Bar, som stedet hedder, ligger midt i det israelske Jerusalem.
– Det er Moskva i Israel, siger en ung mand på gebrokkent hebraisk.
24-årige Igor præsenterer sig selv og siger, at han er overrasket over at se ikke-russere her i baren.
– Jeg troede ikke, dørmanden lod fremmede komme ind, siger han.
Glasnost Bar er et levende bevis på, at selvom der nu er gået næsten 15 år, siden en million russere påbegyndte deres emigration til Israel, er der stadig mange af de russiske indvandrere, der ikke føler sig hjemme på de almindelige israelske barer og cafeer, hvor de israelsk-fødte unge går i byen.
Skellet mellem mange af de russiske immigranter og de israelskfødte unge er tydeligt og mærkes ikke kun på Glasnost Bar blandt de russiske israelere, men også hos de israelskfødte israelere.
– Russerne er ikke andet end ludere, mafiabosser og halvkriminelle, siger Rafi Kobi, en 29-årig israelsk født jøde, hvis forældre stammer fra Marokko.
Selvom Rafi ikke repræsenterer den ganske israelske befolknings holdning, er disse fordomme over for russiske immigranter ganske normale blandt mange israelere. Endda også blandt den palæstinensiske befolkning, der ofte klager over, at russiske immigranter i den israelske hær, der ikke taler særlig godt hebraisk, bliver udstationeret ved de israelske kontrolposter i frontlinjen over for den palæstinensiske befolkning.
Når der ikke er ord nok til en dialog kommer det ofte til trusler, bandeord og voldelig opførsel, klager mange af de palæstinensere, der dagligt kører gennem de israelske kontrolposter på Vestbredden.
– De ønsker ikke at integrere sig og overøser det israelske samfund med vodka og prostituerede, siger Rafi Kobi, der mener, det er et stort problem, at omkring en tredjedel af de russiske immigranter ikke er jøder.
– De har ikke noget tilhørsforhold til den israelske stat, siger han og underbygger sit argument med historien om en russisk immigrant, der under israelsk værnepligt sprang ud af skabet som nazist.
– Hagekorset kom til Israel med den russiske immigration, fastslår Rafi Kobi, og henviser til 500 registrerede tilfælde af anti-semitiske tegninger og graffiti på husmure og på internettet i løbet af de seneste år.
Den 55-årige russiskfødte forfatter og meningsdanner Israel Shamir er enig i at fordomme omgiver de russiske immigranter.
Men Israel Shamir mener til forskel fra Rafi ikke, at immigranterne bærer skylden.
Som et svar på Rafi Kobis historie om den russiske nazist i den israelske hær, fortæller Israel Shamir historien om, hvordan de jødiske rabbinere ofte ikke er villige til at begrave døde soldater med russisk baggrund sammen med deres israelske militærkammerater, fordi der er tvivl om deres jødiske tilhørsforhold.
I disse tilfælde bliver den russisk fødte soldat begravet uden for hegnet, hvilket i bogstavelig forstand betyder, at der oprettes en særlig grav uden for den egentlige gravplads for ikke at blande jøder med mulige ikke-jøder, selvom alle ofrede deres liv for den jødiske stats hær.
– Russerne har haft det svært over for den israelske elite, der skubbede dem i modsatte retning af udviklingen, siger Israel Shamir.
– Denne metode har eliten allerede afprøvet på de orientalske jøder og palæstinenserne. Og samtidig beskrev de israelske medier russerne som en samling kriminelle og prostituerede. Immigranterne blev tvunget til at underskrive kontrakter på et uforståeligt hebraisk, og mange blev sendt på gaderne for at feje eller i plantagerne for at plukke appelsiner.
Ligesom Glasnost Bar er kommet til verden for at tjene det russiske publikum, er et væld af særlige delikatesseforretninger skudt op i de israelske byer, hvor russiske immigranter har slået sig ned. I modsætning til tidligere er det i dag en smal sag at skaffe svinekød i Israel. Takket være russerne vil nogle sige, mens andre snarere vil give dem skylden for at åbne for svineimport til den jødiske stat.
Sammen med delikatesserne og barerne sørger russisksprogede tv, dagblade og radio for, at det i dag er muligt at følge den israelske hverdag på tæt hold, også selvom man kun taler russisk og dårligt nok ved, hvad ja og nej hedder på hebraisk.
I den israelske badeby Ashkelon syd for Tel Aviv fejrer russerne jul til mange jødiske israeleres forargelse. Og forskellige kirker i de større byer har haft held med at lokke et pænt antal af de russiske immigranter over i den kristne fold.
Ifølge Israel Shamir er dette sket, fordi den seneste bølge af russiske immigranter ikke har et stærkt ideologisk forhold til Israel. I manges tilfælde er den jødiske baggrund blevet fortyndet med høj assimilering og en konstant nedtoning af religion i det tidligere Sovjet diktatur.
– Russerne har etableret en slags stat i staten, siger Israel Shamir.
– Russerne overlevede ankomsten til Israel og lærte spillets regler. De kloge vendte tilbage til Moskva. De eventyrlystne drog til USA, og de fredelige tog til Canada. Siden da har Israel først og fremmest modtaget ældre, enlige mødre og dem, der er desperate for at finde arbejde, siger Israel Shamir.
Ifølge den israelske sociolog Eliezer Feldman forlod 50.000 russere Israel mellem 2001-2003.
Men den russiske masseindvandring har også pumpet et stort antal professorer, læger og videnskabsmænd ud i det israelske erhvervsliv og bragt Israel i toppen af vestlige lande, hvad angår uddannelsesniveau per indbygger. Problemet er blot, at mange af disse veluddannede russiske israelere stadig ikke kan finde arbejde inden for faget, og derfor må tage til takke med at arbejde som dørvogtere på cafeer eller som altmuligmænd i stillinger, som den almene befolkning ser ned på.
Sådan en skæbne bragte 44-årige Viktor Kazovsky til Jerusalem. I Rusland arbejdede han med udvikling af særlige blomsterarter, som videnskabsmand. Han taler flydende russisk og persisk, men hans hebraisk halter stadig en smule.
Derfor er han nu endt med at male terrasser og tømme affaldsspande i Jerusalem i stedet for at fortsætte sin videnskabelige karriere.
Viktor Kazovsky klager ikke. Hver dag spiser han sin medbragte madpakke på de kolde trappetrin i en etagebygning midt i Jerusalem. Han er glad for at have et job og fortæller til alle dem, der har tid og lyst til at lytte, om dengang han udviklede blomster og lærte at tale persisk.
I Israel Shamirs øjne er både Viktor Kazovsky og de isolerede unge på Glasnost Bar et sørgeligt kapitel i den russiske immigration:
– Russerne er hårdtarbejdende og venlige, men de er også et frustreret samfund. De forstår dårligt nok, hvor de er landet og forsøger hele tiden at sammenligne deres situation i Israel med den de havde i Baku eller Tashkent.
allan@kristeligt-dagblad.dkDe russiske immigranter
Siden 1991 er der ankommet omkring 1,2 millioner russiske immigranter til Israel. Omkring 350.000 af dem er ikke jøder. Russerne udgør cirka 18 procent af Israels befolkning.
Vesti er navnet på det mest populære russisksprogede dagblad i Israel. Avisen har et oplag på 55.000 eksemplarer.
Den russiske befolkning er det største etniske mindretal i Israel. I løbet af de seneste 10-15 år er omkring 20.000 etiopiske jøder ankommet til Israel, og senest omkring 3000 fra Sydamerika og Frankrig.
Foruden de europæiske jøder, der ankom til Israel før og efter 2. Verdenskrig emigrerede de fleste mellemøstlige jøder til Israel i starten af 1950'erne. Blandt de største grupper er jøder fra Marokko, Irak, Iran og Yemen.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad