Integration med integritet, tak!

Igen og igen hører vi om integrationsproblemer i Danmark – og andre europæiske lande. Flygtninge og indvandrere, der kommer med andre kulturer og religioner, har svært ved at blive integreret, og dermed skaber nydanskerne problemer for os gammeldanskere.

Integration er imidlertid et begreb, som ikke bare almindelige mennesker, men også mange politikere og mediefolk har svært ved at forstå. Det ville være tilrådeligt, om man ville slå op i fremmedordbogen og blive en lille smule klogere på, hvad integration egentlig betyder, nemlig "forening af to eller flere dele til et hele". Ligesom der altid skal to til en tango, skal der også to til integration. Både nydanskere og gammeldanskere må nødvendigvis begge deltage, hvis der skal opstå en ny helhed. Og det er det helt fundamentale og afgørende spørgsmål: Vil nydanskerne være med i denne helhed? Vil vi gammeldanskere åbne vort samfund for nydanskerne, så de bliver en del af den nye helhed?

De allerfleste udtalelser fra politikere og artikler i aviserne handler om nydanskeres problemer med at indgå i denne nye helhed. Vil de lære dansk, så vi kan kommunikere sammen? Vil de anerkende de demokratiske spilleregler for vort samliv? Vil de anerkende ligestillingen mellem kønnene?

Desværre er der eksempler på nydanskere, hvor det kniber med evnen eller viljen til at indgå i denne helhed. Her er der behov for at udfordre nydanskere på deres vilje til integration og for at give dem de redskaber, der sætter dem i stand til at kunne, og det sker da også i rigt mål dagligt i pressen og i det politiske liv. Endnu vigtigere for en vellykket integration er imidlertid, om vi gammeldanskere, som udgør det dominerende flertal i samfundet, overhovedet er indstillet på at åbne vort samfund for dem? Vil vi gammeldanskere lade os forene med nydanskerne, så vi tilsammen kommer til at danne en ny helhed? Det betyder ikke, at alt i samfundet skal laves om, men det betyder heller ikke, at alt bliver ved det gamle. Hvis vi ikke vil anerkende, at Danmark udvikler sig til et multietnisk og multireligiøst samfund, som giver plads til nydanskere som det, de er, nemlig tyrkisk-danske muslimer, tamilsk-danske hinduer, vietnamesisk-danske katolikker osv., så vil vi ikke integrationen. Når vi gør det meget svært og langsommeligt, og for nogle indvandrere helt umuligt at opnå dansk statsborgerskab, så kan man med rette spørge, om formålet er integration eller noget helt andet?

Når erfaringen viser, at en mørk hudfarve eller navnet Ali gør det vanskeligt for mange nydanskere at få arbejde, så er vi på arbejdspladserne ikke med til at fremme integrationen. Når vi i medierne og det politiske liv er tilbøjelige til at gøre sociale problemer blandt nydanskere til problemer med nydanskernes kultur og religion, er det måske også et udtryk for vor manglende vilje til at se indvandrerne som en del af vor sociale helhed. Det spørgsmål, der rejser sig til os gammeldanskere, er, om vi overhovedet vil integration, eller vi i praksis blot stiller nydanskerne over for valget om assimilation, det vil sige bliv nøjagtig som os gammeldanskere (hvis det overhovedet er muligt, man kan jo endnu ikke ændre hudfarve) eller segregation – enten ved at nydanskerne forlader landet eller lever et liv på kanten af det danske samfund. Skal integrationen lykkes, så vi som samfund bliver en ny helhed – ikke et "dem og os"- samfund, men et "os"-samfund, så må vi ville hinanden, nydanskere og gammeldanskere. Derfor må vi bede om integration med integritet, tak.

Mogens S. Mogensen,

konsulent og ekstern lektor,

N.J. Holms Park 55,

Christiansfeld