Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen bryder sig ikke om 1970'ernes bekendelseslitteratur. Herdis Møllehaves bog "Lene" om det såkaldt åbne ægteskab giver ham for eksempel en klam fornemmelse, for det er bare for meget at tale om ubegrænset åbenhed og tolerance over for en ægtefælles sidespring.
De socialdemokratiske mænd derude i Albertslund blev simpelthen sat i forlegenhed af kvindernes basisgrupper, og så fik mandfolkesammenholdet en ekstra tand.
Det kan man blandt meget andet læse i anden del af Nyrups selvbiografi, "Vokseværk – erindringer 1963-1993". Første del af erindringerne om barndommen og ungdommen hed "Rødder" og udkom for to år siden. Nu mangler vi bare bindet om hans tid som statsminister.
Det paradoksale er, at den nye bog i sig selv er noget af et bekendelsesskrift, især om hans privatliv. Historien fortælles kronologisk, fra den unge Nyrup ankommer på motorcykel fra Esbjerg til København for at forbedre sin studentereksamen, til han i 1993 bliver udnævnt til statsminister.
Det hele er vævet sammen med erindringerne fra privatlivet: ægteskabet med Helle Mollerup i 1966, deres datters fødsel i 1969, parrets skilsmisse i 1976, Nyrups nye forhold til Anne Hagendam i 1979, forholdets opløsning i 1987 år og endelig i 1992 hans forlovelse med den radikale Lone Dybkjær.
Et omskifteligt privatliv, der mere end noget viser omkostningerne ved at fylde næsten hele sit liv med arbejde. Det er det, Poul Nyrup Rasmussen har gjort. Arbejde er hans private og politiske ledestjerne. Den røde tråd. Hans "gud", om man vil. At have et arbejde er altafgørende, og det største politiske mål for ham er at forhindre arbejdsløshed.
Men det er en rød råd tråd med store personlige omkostninger. Igennem hele bogen vender han igen og igen tilbage til en bestemt person, den vigtigste i hans liv: Datteren Signe. Hun fik stadig større psykiske problemer og endte som voksen med at tage sit eget liv. Enhver forældres største mareridt, og man forstår, at han kæmper med skyldfølelsen over, at han ikke tog sig mere tid til datteren, fordi arbejdet fyldte så meget. Udefra set er det selvfølgelig slet ikke sikkert, at det havde ændret noget for hende, hvis Nyrup havde droppet karrieren, men overvejelsen kan nok ikke lade være med at presse sig på.
Som læser er det dog svært at forstå, hvorfor vi skal trækkes ind i så dybt personlige anfægtelser. Som Nyrup i sin tænkte om kvindelitteraturen, tænker man her, at det bare er for meget. Eller sagt på en anden måde skulle han have brugt nogle flere af sine anfægtelser på de politiske sider.
Især i sin beskrivelse af den politiske udvikling i 1970'erne savner man selvkritikken. På det tidspunkt var han ansat som økonom i LO og tager æren for meget af det, der foregik på den tid, både i fagbevægelsen og på Christiansborg.
Nyrup udtænkte forslaget til Økonomisk Demokrati, men det blev som bekendt aldrig til noget. Det var kriseår, og kombinationen af oliekrise, valutakrise, alt for høje løn- og prisstigninger og offentlig gældsætning sendte med finansminister Knud Heinesens ord Danmark på vej mod afgrunden. Enkelte indrømmelser er der: For eksempel vedgår Nyrup, at det var Socialdemokraterne og ikke regeringen, der skiftede udenrigspolitik i den såkaldte fodnoteperiode i 1980'erne. Han vedgår også, at han var med til at producere kampagnemateriale mod EF-pakken i 1986. Blandt andet med den begrundelse, at pakken gav Eurpa-Parlamentet for megen indflydelse. Ikke rart for et forholdsvis nyvalgt medlem af Parlamentet som Poul Nyrup Rasmussen, vedgår han.
Personer spiller en stor rolle i politik, men en af hans væsentlige pointer er, at det alligevel har været de politiske uoverensstemmelser, som gennem årene har delt hans parti. Der har groft sagt altid været to linjer, som senest har været afspejlet i "Nyrup-fløjen" og "Auken-fløjen", en højrefløj og en venstrefløj, en "produktionslinje" og en "fordelingslinje".
Nyrup har i hele sit liv bekendt sig til produktionslinjen, og hvis Socialdemokraterne skulle producere en statsminister, måtte han selv stille sig til rådighed i 1992, også selvom han dermed skulle udfordre Svend Auken. Måske var valget lettere, end det hidtil har været fremme. I hvert fald gør Nyrup meget ud af at understrege, at Auken ikke er hans ven og heller aldrig har været det.
Men hvad så med Mogens Lykketoft? Han bliver ikke specifikt nævnt blandt vennerne, og han spiller en mærkelig sekundær rolle i bogen, for eksempel i Nyrups version af formandsopgøret. Jo, Lykketoft og hans daværende kone Jytte Hilden havde nok opfordret ham til at stille op, men beslutningen var helt igennem hans egen.
Han har aldrig brudt sig om billedet af, at han skulle være en marionet for Lykketoft, men mon ikke beskrivelsen af hans nære samarbejdspartner gennem 30 år var blevet en kende mere positiv, hvis han havde skrevet den, inden Lykketoft væltede Nyrup som partiformand i 2002? Jeg tror det.
At have vokseværk gør ondt, og man fornemmer klart, at livet ofte har gjort ondt på Poul Nyrup Rasmussen, måske fordi der alligevel er noget, som er vigtigere end arbejde.
Vokseværk – erindringer 1963-1993
Af Poul Nyrup Rasmussen. 437 sider. 299 kroner. Lindhardt & Ringhof.