19. november 2005
Af Jørgen Steens
Der er "Jesus og Josefine", hjemmebagt kage og saftevand og en introduktion til nadveren med "kiks", som børnene kalder oblaterne, og alkoholfri altervin.
Og så er der "tro, håb og kærlighed", for det er nogle af de store etiske emner, der de sidste par gange har været diskuteret blandt midikonfirmanderne i Billund. Det er i alt knap 30 børn fra femte klasserne på byens to kommuneskoler, som ikke havde nok i minikonfirmandundervisningen.
– Både forældrene og børnene ville have mere, og spurgte, om vi ikke kunne fortsætte, og som kirke kunne vi jo ikke få et bedre spørgsmål, fortæller Lund Frederiksen, der har været sognemedhjælper i Lego-byen Billund, Grene Sogn, de sidste fire år, og i øvrigt er diakon og socialpædagog.
Han er samtidig den ekstra ressource, der har gjort det muligt at imødekomme behovet for den nye ekstra kirkelige dåbsundervisning, understreger den ene af kirkens to præster, Peter Hjorth Fredensborg. For ud over midikonfirmanderne er der også fem minikonfirmandhold at tage vare på i sognet.
Undervisningen af minikonfirmander er lagt på tredje klassetrin, og i stedet for blot at fortsætte valgte man at hoppe et år over.
– For det skulle ikke få karakter af en børnepasning eller fritidshjem, fastslår Lund Frederiksen.
Midikonfirmanderne er delt på to hold, som hver får tilbudt 14 ugentlige lektioner af to skoletimers varighed, og til april slutter man af med en weekendtur. Ordningen blev startet forsigtigt op sidste år, og ser nu ud til at være kommet for at blive.
– Det drejer sig jo kort og godt om, at børnene får større kendskab til kristendommen, og hvad det er, vi tror på, og de er nu så gamle, at vi også kan begynde at snakke om nogle af de store etiske emner som venskab, kærlighed, trofasthed og svigt, mens det i tredje klasse mest gik på, om man "troede på Gud eller Darwin".
Hver gang begynder man inde i kirken, der i Billund ligger som en del af Billund Centret. Børnene synger et par salmer, beder fadervor og fremsiger trosbekendelsen, og Lund Frederiksen læser et stykke fra Johannes Møllehaves børnebibel.
Derefter er der, denne eftermiddag hvor Kristeligt Dagblad er på besøg, introduktion til nadveren. Peter Fredensborg fortæller børnene, at nadveren er noget af det vanskeligste at forklare, men vanskeligt eller ej, så kan han ikke klage over et uinteresseret publikum. Børnene på knæfaldet er lydhøre og interesserede, og konstaterer sagligt, at den alkoholfrie druesaft smager som stærk saftevand. En enkelt skal dog lige have understreget af præsten, at det der med "Jesu blod" ikke skal tages alt for bogstaveligt, men forstås i mere overført betydning: – Det er altså vin vi drikker, det skal bare forestille blod.
Bagefter myldrer de ind i Å-fløjens menighedslokaler, hvor der er ægte saftevand og kage, som Astrid denne uge har med hjemmefra.
Næste punkt på programmet er et par afsnit af "Jesus og Josefine", TV 2's julekalender for et par år siden, der nu bruges som undervisningsmateriale – og klart foretrækkes af børnene fremfor Lund Frederiksens hjemmelavede spørgeskemaer, som han forsøgte sig med det første år. Det var for skoleagtigt, mente børnene.
Pigerne er i flertal, men der er denne torsdag et par drenge med. Den ene af dem er Christian, som ikke har været minikonfirmand, og derfor har valgt midi-tilbuddet. Det samme har Suhilaen. Han er hindu, men ville alligevel gerne være med, ligesom der også er en muslim på holdet.
steens@kristeligt-dagblad.dk