Af Helene Moe |
Gitte Lunding Johansen, leder af Kulturcentret Assistens på Nørrebro i København, hvor Søren Kierkegaard ligger begravet, mener, at kirkegårde hører til en væsentlig del af det antropologiske feltarbejde
Trykker man på den rette knap, kan Gitte Lunding Johansen, leder af Kulturcentret Assistens på Nørrebro i København, tale i timevis. Vel at mærke ikke om sig selv, men om Assistens Kirkegård, hvor den engagerede dame i snart 10 år har været en efterspurgt omviser for grupper, der har ønsket at høre om stedet og særligt udvalgte gravsteders historie.
Ikke mindst to af sådanne har været fast programsat: H.C. Andersens og Søren Kirkegaards. Hin enkelte, hvis dødsdag den 11. november 1855, dagen i dag, markeres med forskellige aktiviteter over hele landet. På kulturcentret helt aktuelt med både udstilling om dødskulturer og en kontroversiel teaterforestilling, "Her kommer jeg". En forestilling, der med ord talt af en "lyslevende" Søren Kierkegaard sætter fokus på forskelligheden i de to forfatteres udtryk og holdninger. Lidt ovenfra slår Kierkegaard til lyd for, at "Andersen kender lykkens galocher, men at han selv véd, hvor skoen trykker", ligesom denne alvorsmand harcellerer over "fjolleriet" i nogle af digterens udtryk, som til eksempel sangens "kukkuk, kukkuk, faldera"...
I dag er Assistens med sine 300 års historie kombineret park, museum samt for- og nutidigt begravelsessted for kulturpersonligheder som Henry Heerup, Dan Turèll og senest Ebbe Kløvedahl Reich. En oase, der bryder med brogadens trafikale tummel, og hvor man kan nyde stilheden, naturen og synet af de prægtige monumenter, hvis historie Gitte Lunding Johansen naturligvis kan på fingrene og i søvne. Lad os prøve et tryk på knappen:
– Assistens blev oprindeligt anlagt i midten af 1700-tallet som kirkegård for de fattige, men som led i en omsiggribende modebølge udviklede den sig til et sted, hvor velhavende forretningsmænd og datidens åndspersoner ud fra ønsket om et sidste hvilested i det fri blev gravsat.
Personer tilhørende det ypperste samfundslag, og som ud fra hver deres storhed har sat deres eftertrykkelige præg – ikke alene på Danmarkshistorien. Enkelte har også, i kraft af deres genius, taget turen ud over den snævre nationale landegrænse. Og blandt disse navne er Søren Kierkegaard umulig at komme uden om.
– Men man skal se godt efter for at finde hans familiegravsten, som for en antropolog er specielt interessant, fordi den med sine datoer og årstal fungerer som et stykke bekendelseslitteratur. Den afslører nemlig at Søren Kierkegaards fader, Michael Pedersen Kierkegaard, ikke kunne overholde sørgeårsforpligtelsen efter sin første hustru. Et afdødt spædbarns data viser nemlig, at en kvinde, en ansat i huset, der blev hans anden hustru, må have været gravid, længe før sørge-året var udrundet, siger Gitte Lunding Johansen videre.
Hun lægger ikke skjul på, at hendes interesse for begravelsessteder stikker dybt. På rejser har hun altid opsøgt kirkegårde, ligesom hun i årene som underviser på Københavns Universitet har indskærpet de studerende, hvor vigtig en del af det antropologiske feltarbejde det er at overvære begravelser for at kunne inddæmme alle faser af det levede liv. Ingen tvivl om, at Gitte Lunding Johansen er kommet på sin rette plads.
moe@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad