Mortensgåsen, der blev en and

Gåsen er et af de ældste tamdyr og vigtigste slagtedyr, omend den altid har været mad for de velstillede. Den almindelige bondefamilie kunne nok opdrætte gæs, men solgte de fleste i byerne, dog efter man havde taget vinger og fjer (til koste og skrivetøj) og dun (til dyne og pudefyld). Ligeledes beholdt man hoved, hals og kro til kråsesuppe. Beholdt man en hel gås, blev brystkødet gerne taget af og røget til pålæg for gæster.

Men hov! – hvad skal al den snak om gæs til? Hvis man skal tro supermarkedernes reklamer i denne tid, er der ingen, der spiser mortensgås. Til gengæld er der fuldt af mortensænder. Men hvordan blev gåsen en and? Det har nok mange grunde: Gæs (og andre stege) har altid hørt til de bedrestilledes kost, da de kræver en god økonomi, en stor ovn og brændsel. Før sendte man dem til bageren (som i julesangen), mens de komfurer, der blev almindelige fra sidst i 1800-tallet, bedre kunne rumme en and. Husholdene er også gennem 1900-tallet blevet mindre. En gås rækker til 8-10 personer, mens en and er som skabt til den moderne kernefamilie. Og endelig er anden langt mere industrialiseret end gåsen. En gås skal man til slagteren eller direkte til opdrætteren for at bestille og hente, og sådan køber de færreste ind. Så der er sket en langsom glidning, hvor kølediskens logik har været med til at naturliggøre mortens-

anden, der altså engang var en gås.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

På sporet af kristendommen

"På sporet af kristendommen" skrives på skift af etnologen Tine Damsholt, litteraten Johannes Nørregaard Frandsen og kirkehistorikeren Carsten Bach-Nielsen. Læsere er velkomne til at komme med kommentarer eller gode ideer til emner til de tre skribenter. Send et brev mærket "På sporet af kristendommen" til Kristeligt Dagblad, att. Liv & Sjæl, Rosengården 14, 1174 København K eller en mail til adressen: livogsjael@kristeligt-dagblad.dk.