Den udødelige Kierkegaard

Ifølge den tysk-amerikanske tænker Hannah Arendt er de værste forbrydelser i det 20. århundrede begået af mennesker, der var overbevist om deres egen ubetydelighed. Det var ikke den enkeltes ansvar at sige fra over for organiserede udryddelser af de anderledes. De værste forbrydelser er sket i den civile lydigheds navn. Men et menneske kan ifølge Kierkegaard aldrig "udparcellere" sig selv, gøre sig selv til flere, alt efter hvilken sammenhæng det indgår i.

I det antikke Grækenland blev bystaten (polis) holdt sammen af én fælles politik (polis-etik), som alle kunne se det fornuftige i. Man kunne ikke før Sokrates forestille sig, at der kunne opstå en reel modsætning mellem den enkelte og det almene (samfundet, staten). Menneskets liv fuldbyrdedes i bystaten.

Som en parallel hertil hævdede den tyske filosof Hegel, at individets liv fuldbyrdes i staten, der for Hegels vedkommende var den preussiske stat. Da Sokrates var blevet dømt til døden, svingede han festligt giftbægeret, hvormed han markerede sammenbruddet for denne græske tankegang. Sokrates var stødt på en anden instans end staten. Hegel betragtede i sin retsfilosofi den enkeltes samvittighed som "en moralsk form af det onde". Og hvis den enkelte fulgte sin samvittighed, ville det være udtryk for vilkårlighed.

I sit dramatiske værk "Frygt og Bæven" (1843) gennemgår Kierkegaard, ud fra Abraham som troens ridder, forholdet mellem den enkelte og det almene. Abraham får befaling af Gud til at ofre sin elskede søn Isak og stilles derved i konflikten mellem det almene, samfundet, repræsenteret af Sara og tjeneren Elieser – og Gud. Abraham er som troens ridder ikke underordnet det almene, samfundet, men er tværtimod overordnet samfundet, idet han er stillet i et absolut forhold til Gud.

Kierkegaard skriver siden i "Indøvelse i Christendom" (1850): "Hvorfor har Hegel gjort samvittigheden og samvittighedsforholdet i den enkelte til "en form af det onde" (jf. Rechts-Philo-

sophie), hvorfor, fordi han forgudede det bestående." Kierkegaard erklærer, at det er den enkeltes gudsforhold, der holder det bestående svævende, så det bestående ikke opkaster sig til højeste instans, til det totalitære for individet.

Kierkegaard indleder "Til Selvprøvelse, Samtiden anbefalet" (1851) med at henvise til Sokrates. Før retssagen mod ham modtog han en omhyggeligt udarbejdet forsvarstale. Selvom den var smuk og godt udarbejdet, afslog han at benytte den. Den 70-årige Sokrates ønskede ikke sit liv forsvaret af en talers kunst. Han ville ikke tilintetgøre indtrykket af sit liv ved at benytte en retorisk forsvarstale. Sokrates' tanker, som han havde været beskæftiget med tidligt og silde, var hans liv. Som en parallel hertil skriver Kierkegaard i "Forord" til "Dømmer selv!" (udgivet posthumt 1876), at det er til den enkelte, hver enkelt, eller enhver som enkelt, han henvender sig! Hvad er det at være den enkelte? Kierkegaard svarer: "Det er at ville have samvittighed."

Søren Kierkegaard var vokset op i et hierarkisk opbygget samfund, som man betragtede som guddommeligt sanktioneret. Det samfundssyn satte han i begyndelsen ikke spørgsmålstegn ved. Men som påpeget af Kierkegaardforskeren Kresten Nordentoft ændrede Kierkegaard sin opfattelse omkring året 1848: "Den historiske forklaring på Kierkegaards ny læsning har at gøre med det politiske 1848, med Kierke-

gaards stigende opmærksomhed over for det "ydre", med hans voksende kritik af kirkens rolle i det politiske spil, hvor han efterhånden ser, at den angler efter magt, og at dette er det egentlige indhold af dens såkaldte "myndighed."

Så læser han – og opdager overrasket, forvirret og anfægtet, at Det Nye Testamentes kristendom er alt andet end den "skjulte inderlighed", som han selv har propageret i forfatterskabet. Han opdager forfærdet, at den historiske Jesus ikke slet og ret var "Gud og menneske", men at han var Gud og det lidende menneske. Han opdager, at Kristus befandt sig i stadig polemik mod de etablerede magter i samfundet, farisæerne og de skriftkloge, og at disse henrettede ham som tak for polemikken. Han opdagede, at kristendommen ikke er en henvendelse til mennesket slet og ret, men at den historisk var en henvendelse til "de lidende, fattige,

syge, spedalske, sindssvage og deslige, forbrydere."

Kierkegaard slår tonen an i "Indøvelse i Christendom", hvor han konstaterer, at Jesus var født af en foragtet jomfru, hans far var tømmermand i slægt med andre simple folk af den laveste klasse, og han omgav sig med 12 stakkels disciple, tilhørende den simpleste klasse af folket.

Denne fremstilling fortsætter i "Til Selvprøvelse, Samtiden anbefalet" for at kulminere i anden del i "Dømmer selv!" Her gennemgår Kierkegaard fra begyndelsen og indtil det sidste, hvordan det ene etablerede sammenhold efter det andet brydes. Kristus lod sig føde i "armod og ringhed" på en måde, så han ved sin fødsel var udstødt af verden, "uden fader, uden moder, uden slægtregister". Han blev født som et uægte barn uden for samfundet, født i midnatten bag en busk i dølgsmål. Sådan var han født uden familie og familie-sammenhold. "Kongen i landet er blevet opmærksom, og den foragtede familie må flygte med barnet ud af landet." Nu har han heller intet "fædreland". Da familien vender tilbage må den leve "skjult". Og dommen lød til sidst på "dødsstraf". "Hans skyld var

– til efterretning for efterfølgere – kun at ville tjene én Herre, dette står uforandret fast i den menneskelige lovgivning, da almen-sikkerheden kræver det." I en verden, hvor alt er sammenhold, er han ubetinget fremmed.

Sådan er det, at Kierkegaard fremstiller Jesus, som forsoneren, der er et forbillede, som den enkelte skal spejle sig i og derved finde ud af, hvad han ubetinget skal gøre.

Det er i dag – fredag den 11. november – 150 år siden, Søren Kierkegaard døde. Hannah Arendt skrev i 1932 i Frankfurter Zeitung: "Kierkegaard taler med en samtidigs stemme; han taler til en hel generation, som ikke læser ham af historisk interesse, men af intense personlige grunde: mea res agitur." Det er min sag, det drejer sig om!

Leif Bork Hansen er sognepræst i Lyngby