Søren Kierkegaards betydning for det moderne menneske

I DAG ER DET 150 år siden, at en af Danmarks største tænker nogensinde, Søren Aabye Kierkegaard, åndede ud i den unge alder af 42 år. Kierkegaard boede i et København, der samtidig husede H.C. Andersen og N.F.S. Grundtvig, to herrer, som Kierkegaard i sin egen tid kom til at stå i skyggen af.

Med tiden er Kierkegaard dog kommet mere til sin ret. Ja, tiden har vist, hvor langt forud for sin tid, denne store, danske teolog og filosof i grunden var. For med Kierkegaard og hans forfatterskab blev grundvilkårene for det moderne menneskes eksistens trukket klart op, psykologisk og fænomenologisk.

Kierkegaard introducerer "hin enkelte", individet med det store univers af eksistentielle valgmuligheder omkring sig, hvor centrale og moderne begreber som subjektivitet, selviscenesættelse, selvbedrag og samvittighed bliver præcist formuleret. I dette univers portrætterer Kierkegaard nogle arketyper, som er blevet kaldt spidsborgeren, æstetikeren, etikeren og det religiøse og kristne menneske. Arketyper man stadig med lethed kan identificere blandt danskere i år 2005.

Det kan være svært at gætte, hvad Kierkegaard ville mene om Danmark og danskerne anno 2005. Man kan dog med rimeligt belæg i Kierkegaards egne tekster hævde, at Kierkegaard ville undre sig over moderne menneskers travlhed og stress. Travlhed var for Kierkegaard et vidnesbyrd om overfladiskhed, der viste, at man ikke var grebet af "evighedens alvor".

Han ville ligeledes satirisk spidde vor tids snak og mange sociologiske undersøgelser af de materielt set "lykkelige danskere", i en nation, hvor fortvivlelsen i form af depression er i hastig færd med at blive en folkesygdom. Fortvivlelsen hænger hos Kierkegaard tæt sammen med angsten, der med individets valgmuligheder er blevet et alment eksistensvilkår.