Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Hin enkelte anno 2005 til din ven.
Hin enkelte anno 2005
Kierkegaard-familiens gravsted på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København. På teologen, filosoffen og forfatteren Søren Aabye Kierkegaards gravsten står: "Født d. 5 Mai 1813/ død d. 11 November 1855." Hans ønske, som fremgik af hans efterladte papirer, om også at få et vers fra H.A. Brorsons salme "Halleluja! jeg har min Jesus fundet" (1735) skrevet på sin gravsten, er blevet opfyldt: "Det er en liden Tid./ Saa har jeg vundet./ Saa er den ganske Strid/ med eet forsvundet./ Saa kan jeg hvile mig/ i Rosensale/ og uafladelig/ min Jesum tale." -- Foto: Leif Tuxen.
KIERKEGAARD I DAG: Mondæne biskopper, lykken og egoismen. Her ville Søren Kierkegaard have sat ind, hvis han havde set, hvordan vi i dag indretter os. I dag er det 150 år siden, den danske teolog og filosof døde i en alder af 42 år
Søren Kierkegaard stiller spørgsmålet: Hvordan bliver man et menneske? Hans svar er: Ikke uden Gud.
– I dag ville han befinde sig i et radikalt modsætningsforhold til hele den nutidige forståelse af, hvad det vil sige at være menneske, siger Søren Krarup, pastor emeritus og medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti.
Det er i dag 150 år siden, at den filosofiske og kristelige tænker og forfatter Søren Kierkegaard døde, 42 år gammel. Hele hans forfatterskab, der har fået global udbredelse, drejer sig om den menneskelige eksistens i etisk og religiøs betydning. Han lagde sig også ud med sin samtid, folk og institutioner, og førte i 1855 inden sin død en polemisk og vittig kamp mod kirken og dens verdsliggjorte præsteskab.
Søren Kierkegaard skrev i 1848-1849 i "Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed", at "om jeg skulde forlange en Indskrift paa min Grav, jeg forlanger ingen anden end "hiin Enkelte"; er den nu ikke forstaaet sandeligen den vil blive det".
Annonce
Er Kierkegaards profeti gået i opfyldelse? Har tiden arbejdet for hans lære om, at et menneske kun kan træde i karakter som sig selv – den enkelte – i forhold til Gud. Og at det vil medføre kærligheden til – ikke sig selv – men næsten? Tænk, hvis han stod op fra sin grav på Assistens Kirkegård i København og bevægede sig ud i det danske samfund anno 2005. Hvad ville han så synes om tingenes tilstand?
– Det præger hele hans forfatterskab, at det at være menneske er at være en skyldig og ansvarlig skabning. I dag taler man i stedet om rettigheder og menneskerettigheder. Det betyder, at Kierkegaard ville befinde sig i et modsætningsforhold til den kulturelle politik og kirkelige nutid, siger Søren Krarup og fortsætter:
– Det, der førte til hans opgør med kirken og politik var katastrofen i 1848 med demokratiets indførelse. Det vil sige, at det at være mange og have flertal blev sat i stedet for hin enkeltes ansvar, som var Kierkegaards hovedtanke. Da han ser daværende biskop Mynster gå ind på hele demokratiets ide om menneskelivet som et spørgsmål om at være mange og have flertal, eskalerer hans kritik over for Mynsters måde at være kirkeleder på. Det er hans opgør med en kirke, der ikke tør gå imod den politiserende forståelse af mennesket, men i stedet snakker den efter munden. Havde han levet i dag, ville hans kritik have været endnu mere udbredt.
– I dag ville han befinde sig i et radikalt modsætningsforhold til hele den nutidige forståelse af, hvad det vil sige at være menneske, siger Søren Krarup, pastor emeritus og medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti.
Det er i dag 150 år siden, at den filosofiske og kristelige tænker og forfatter Søren Kierkegaard døde, 42 år gammel. Hele hans forfatterskab, der har fået global udbredelse, drejer sig om den menneskelige eksistens i etisk og religiøs betydning. Han lagde sig også ud med sin samtid, folk og institutioner, og førte i 1855 inden sin død en polemisk og vittig kamp mod kirken og dens verdsliggjorte præsteskab.
Søren Kierkegaard skrev i 1848-1849 i "Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed", at "om jeg skulde forlange en Indskrift paa min Grav, jeg forlanger ingen anden end "hiin Enkelte"; er den nu ikke forstaaet sandeligen den vil blive det".
– Det præger hele hans forfatterskab, at det at være menneske er at være en skyldig og ansvarlig skabning. I dag taler man i stedet om rettigheder og menneskerettigheder. Det betyder, at Kierkegaard ville befinde sig i et modsætningsforhold til den kulturelle politik og kirkelige nutid, siger Søren Krarup og fortsætter:
– Det, der førte til hans opgør med kirken og politik var katastrofen i 1848 med demokratiets indførelse. Det vil sige, at det at være mange og have flertal blev sat i stedet for hin enkeltes ansvar, som var Kierkegaards hovedtanke. Da han ser daværende biskop Mynster gå ind på hele demokratiets ide om menneskelivet som et spørgsmål om at være mange og have flertal, eskalerer hans kritik over for Mynsters måde at være kirkeleder på. Det er hans opgør med en kirke, der ikke tør gå imod den politiserende forståelse af mennesket, men i stedet snakker den efter munden. Havde han levet i dag, ville hans kritik have været endnu mere udbredt.
– Han ville også begynde et opgør med troen på at gøre samfundet og det sociale til guddommeligt begreb. I hele talen om rettigheder ligger en helliggørelse. Han ville være dybt uenig i selve grundlaget.
– Kierkegaards forfatterskab er utrolig afgørende og væsentligt for os, fordi det siger en for nutiden og eftertiden sandhed, som nutiden på alle måder prøver at frigøre sig fra. Nutiden dyrker andre guder end kristendommen i form af det kollektive, sociale, politiske og humanitære. Fortsætter det, vil det føre os tilbage til hedenskab. Så er der kun løgnen tilbage, siger Søren Krarup.
Søren Kierkegaard ville også være i opposition til den nyligt offentliggjorte undersøgelse, der viser, at danskerne er et af de mest lykkelige folk i verden.
Det mener Sørine Gotfredsen, journalist og præst i Mariendal Kirke, Frederiksberg, og forfatter til en romanbiografi om Kierkegaards forlovede "Regine", der udkommer den 16. november.
– Det er så fantastisk at læse Kierkegaard, fordi han hele tiden rammer ind i nutiden. Så jeg ville ønske, at han var her, siger Sørine Gotfredsen og fortsætter:
– Han mente grundlæggende, at man skal holde negativitetens sår åbent. Hvis mennesker går rundt i ubekymrethed og lykke, har de ikke kontakt til den modsætning i sig selv af det timelige og det evige. Han ville mene, at det er et helt oplagt tegn på, at mennesket er fortvivlet, når det selv tror, at det er lykkeligt.
– Så når han hørte om alle de lykkelige danskere, ville han blande sig og sige, at i et samfund som Danmark, der er så harmonisk, rundt og trygt, har mennesker fantastisk svært ved at komme i kontakt med sig selv. Jeg tror, han ville prøve at ryste os. Om dyrkelsen af hverdagen og de små nære ting i fjernsynet ville han sige, at vi omgiver os med så meget lykke og tryghed for ikke at opdage, at vi er ulykkelige over den modsætning i vores eksistens, at vi er skabt af Gud som et evigt væsen og sat på jorden som et timeligt væsen.
– Ifølge Kierkegaard må lykken først opstå efter, at man har været en religiøs udvikling igennem. Først da har man lov til at føle lykke. Kierkegaard ville synes, at Danmark i dag var fyldt med spidsborgere, der tror, de er lykkelige, og ikke ved, at de ikke er det. De tager på skiferie og fylder deres liv med alle mulige adspredelser, fordi de i virkeligheden er dybt fortvivlede, og det er det værste, fordi de ikke selv har opdaget det.
– Teologen og religionsfilosoffen K.E. Løgstrup skrev i 1968 i et opgør med Kierkegaard, at så lad da folk være lykkelige! Nej, ville Kierkegaard have svaret. Der skal være en som mig, der siger, at du skal realisere det, som Gud har ment, du skal realisere. Du har pligt til at bruge den mulighed, Gud har givet dig, ellers er det et halvvejs og misbrugt liv. Det er en tankegang så verdensfjern fra i dag, hvor vi er tryghedsnarkomaner og materialistiske.
– Når vi har ophævet pligten til Gud, har vi også ophævet den platform, vi står på, som er at udføre det ærinde. Det er at blive sig selv og elske næsten som dig selv. Først må man igennem en meget lang refleksion. Men det kan kun ske, når man har opdaget, at man er fortvivlet, og dér tror jeg, han ville mene, at vi står nu. Der er ikke megen pligt-diskussion af, hvad det gode liv er. Kierkegaard mener, at pligten rækker ud over at få tilfredsstillet sine behov, siger Sørine Gotfredsen.
Hans-Edvard Nørregård-Nielsen, kunsthistoriker, forfatter og direktør for Ny Carlsberg Fondet, fortsætter i samme spor.
– Der er det hos Kierkegaard, at han vil have redelighed. Jeg mener, at hans angreb mod det danske samfund ville gå på, at vi ikke har en egentlig nation mere. Vi er blevet en lidt mere ulækker omskrivning af den med, at få har for meget og færre for lidt til, at der er en hel del, der har for meget, og ikke for mange, der har for lidt.
– Folk, der havde for meget på Kierkegaards tid, var qua det forpligtet til at udrette noget. I dag skal de være gode ved sig selv og have bragt det, de har tilovers, ned til deres fjerde hus i Provence. Og dem, der har for lidt, vil ikke være interesseret i, hvordan de selv kunne formindske mangelsituationen. Samfundet er opretholdt af et stort og relativ tålmodigt mellemborgerskab, som man holder gående ved ikke at stille nogen egentlige etiske eller moralske krav. Det er tre ikke-sammenhængende grupper, som har bragt os langt væk fra, at vi er en egentlig nation. Der ville være brug for en lille insisterende stemme, der i modsætning til, hvad politikerne tør byde os, krævede redelighed. Det ville have været Kierkegaards.
– Redeligheden er det vigtigste i forhold til, hvordan tingene er. Redeligheden trodser det der evindelige kujoneri, når vi alle sammen, 80 procent i hvert fald, siger et og synes noget andet om samfundet og hele den værdikrise, der præger det. Du tør ikke insistere på værdier, som ikke er korrekte ud fra en eller anden fornemmelse af korrekthed. Jeg taler om alle de etiske værdier, en form for medmenneskelighed, hvor du beskæftiger dig med interesseområder, der ligger uden for dine egne. En vilje til at påtage dig byrder, hvis heldige udfald du ikke selv får en andel i.
– Redeligheden ville efter min mening ikke gå ud på at kigge på den ene gruppe og sige, at de er nogle nasserøve, og om den anden, at de er nogle afstumpede et eller andet. Redeligheden ville være uden at skele til personlige omkostninger og hensyn at ville påtage sig at være parat til at leve sig ind mod hjertet i det åbenlyse problem, at vi ikke længere er en nation. Jeg er mig, du er dig, og så er den historie ikke længere.
– Men det vil man ikke. Statsministeren er blevet halvvejs socialdemokrat for at bevare regeringsmagten og i stedet for at føre politik omkring sådan nogle ting som de her, så laver han en forskrækket gallupundersøgelse for at finde ud af, om befolkningen, der er gennemsyret af egoisme, vil være parat til at påtage sig konsekvensen af ændringer. Og når han har brugt fire-fem millioner kroner på det, vender han tilbage til at være halvvejs socialdemokrat. Man kunne sige: og omvendt. Når det er en socialdemokrat, der optræder som halvvejs liberal, slår man automatisk ind på en middelvej, og det er i og for sig meget fornuftigt. Men hvis de hele tiden går bevidst uden om problemerne, bliver alting så konturløst, som vi oplever det i dag. Igen: Vi er ikke nogen nation, men ligner mere og mere en flok sammenrendt egoisme.
– For den fortrolige Kierkegaard-læser ligger der et underlag i det. Han ville sige, at vi må tilbage til den redelighed, der optræder i forlængelse af både jordiske og kristne love. Så man ligesom forstod, at frihed ikke er det samme som en holdningsløs måde at gøre alt ligeværdigt på. Man må stille krav til sig selv og forventninger til de andre. Altså: før du, de andre.
– Hvis Kierkegaard mødte en mand på gaden, der sagde, giv mig fem kroner, ville han svare: så må du bære mine bøger hjem. Hvis manden så sagde, gu' vil jeg ej, ville Kierkegaards svar være: så får du ikke den femmer! Men sådan er det ikke i dag, siger Hans Edvard Nørregård-Nielsen.
Hvor ville Søren Kierkegaard ellers have sat sit angreb ind over for nutiden? Det kommer an på, hvilken Kierkegaard, man spørger, siger Bo Kampmann Walther, lektor på Syddansk Universitet i Odense, medieekspert og forfatter til "Øjeblik og tavshed. Læsninger i Søren Kierkegaards forfatterskab".
– Han havde mange kasketter på, når han talte. Nogle var ironiske, nogle dybt alvorlige og andre designet til at få folk i tale. Han var en yderst sammensat person, så det er ikke lige til at få et svar.
– Noget af det, han ville have korset sig over, tror jeg, er nogle af de modsætninger, vi nærmest uden at blinke, lever med i dag. Vi taler om omstillingsparathed, karriereplanlægning og om at sige sit job op, så man kan komme videre, på den ene side og om at leve langsomt, flytte på landet og indrette sit hjem Feng Shui på den anden. Hvorfor det? Er det ikke bare overflade, skin og gemen æstetik for masserne og en flugt fra det egentlige, det handler om. Vi får mere og mere travlt og klumper os sammen i byerne samtidig med, at forlagene udsender bøger om det lækre liv på landet, om at få mere tid og mere og mere overfladekonsum. Kierkegaard ville sige, at det var noget pjat.
– Jeg tror samtidig, at han ville være meget fascineret af de moderne medier og alle de kanaler, der er til at få folk i tale. For lige så meget han skrev om det gode og om at lytte til vinden i træerne, lige så fascineret var han af, at han kunne iscenesætte sig selv ude i offentligheden. Han kunne både sidde derhjemme og kende sig egen hemmelighed og lægge en plan om at forføre. Men han gjorde jo også det ret opslidende, at han gik i byen om dagen og i teatret om aftenen, og når han kom hjem, sad han og skrev sine taler og prædikener. Hvem er mest Kierkegaard? Ham, der soler sig i offentligheden eller ham, der sidder derhjemme i ydmyghed og skriver om Gud?
– I dag ville han have mulighed for at kanalisere sit budskab ud på langt flere vidtrækkende måder. Hvis Kierkegaard var en kulturpolitisk person i vor tid, ville man se en, der kørte med i begejstring over alt det, der kunne lade sig gøre og en anden, der slår sig selv over fingrene. Så han ville både have flere muligheder for at ytre sig, men også flere muligheder for at blive misforstået, siger Bo Kampmann Walther.
Et andet moderne fænomen, som Kierkegaard ville være kritisk overfor, er den nye såkaldte åndelighed.
– Jeg tror, at han ville være sarkastisk over for new age og hele bølgen af åndelighed. Han ville have hån til overs for, at selverkendelse og åndelighed er noget, man shopper, lige som man køber en ny skjorte. Det ville han have sagt "pjat og snak" til. I stedet burde vi stræbe efter den samme åndelighed, som da han levede. Det er ikke sikkert, at han selv opnåede at omforme den. Han ville jo gerne have sluppet for alt det skriveri og tilbage til den tavshed, der ligger i bønnen. Men jo mere fyrværkeri han brugte til at få folk i tale, jo mere fjernede han sig fra det.
– Han ville skrive, at vi lever i en tilbudsreligiøs tid og ville komme med syrlige angreb på medier, men i en storstilet gøren brug af alle de medier, der er i gang. Jo mere er faren også for, at Kierkegaard i sin kritik af det ene og det andet selv ville blive et tilbud. Men han mente jo, at man skal lokke publikum ind i løvens gab for at introducere dem for springet væk fra overflade, æstetik og tilbudsåndelighed og forsøge at se os selv i øjnene. Når han gjorde det, mente han, at det var troen, der var næste skridt.
– Det er vigtigt at understrege, at jeg nægter at tro, at Kierkegaard bare ville være forstokket og sætte sig hen i et hjørne og surmule over, at det hele bare var negativt. Jeg tror, han ville kaste sig over de uendelige muligheder af medier og blinkende lygter. Det ville være Søren Kierkegaard på charterrejse og grib verden, siger Bo Kampmann Walther.
Kierkegaard ville heller ikke have været færdig med sin kirkekamp, men fortsat, hvor han slap i 1855, mener folketingsmedlem Søren Krarup (DF).
– Kierkegaard ville være meget kritisk over for det, der skal forestille at være evangelisk forkyndelse i folkekirken. Kritisk over for hele den snak, der gør kristendommen til et spørgsmål om succes, at blive mange og at underholde i stedet for at forkynde evangeliet til fordring og besindelse af den enkelte. Men han ville have uendelig sympati for den enkelte folkekirkegænger, der holder fast i kirken, som han har fået den overleveret af sin far, siger Søren Krarup og tilføjer:
– Jeg tror ved Gud, at der var mange i vores tid, som Kierkegaard ville kaste sig over. Deriblandt biskopper, der er mere optagede af at være mondæne end at sige en ubehagelig sandhed.
remar@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
Seneste Liv&Sjæl
- 26. maj Den videnskabelige teolog og den teologiske videnskabskvinde
- 26. maj Brunkulsbørster er historiens oversete helte
- 25. maj Kommentar: Sundhedisme er blevet den nye religion
- 25. maj Jeg bevæger mig til smertegrænsen
- 25. maj Billedserie: Lykken er at komme sidst
- 25. maj Nys bare – pollen-sæsonen er over os
- 25. maj Han kimer pinsen ind
- 25. maj Kronisk depression og søvnproblemer
- 25. maj Helligånden er blevet sat i skammekrogen
- 25. maj Jagten på Helligånden
Stillinger
-
A-kassekonsulenter søges i Roskilde og Kolding
-
Salgschef søges til Krifa forsikring i Aarhus
-
Leder søges til ny juridisk afdeling i Aarhus
-
Børnekonsulent søges til LM Kids
-
Chef søges til KFBU, Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge
-
Forstander/forstanderpar søges til Vesterbølle Efterskole
-
Sognepræst søges til Bramdrup Kirke
-
Københavns kommune søger Centerleder til Plejeboligcenter Fælledgården
-
Projektmedarbejder søges til Folkekirkens Skoletjeneste Fredensborg-Helsingør provstier
-
Ny forstander søges til Løgumkloster Højskole
-
Leder søges til Kirkens Korshær Esbjerg
-
Præst søges til Ubberup valgmenighed
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce
Debat
Seneste debatindlæg
| 6 |
Sv. Den videnskabelige... |
Christian
4 min. siden |
| 3 |
Sv. Afkristning er den egentlige... |
Nederby...
3 timer siden |
| 8 |
Fostre, der lever efter... |
K.L
4 timer siden |
| 3 |
Det er vel "bedre", |
Kirsten
4 timer siden |
| 1 |
Menighedsrådsfor mand: Jeg... |
E.
6 timer siden |
10 vigtigste ting at vide om...
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
Læs også
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
