Kierkegaards aktualitet bliver overset

En præst, der benægter troen på en skabende Gud. En kirketjener, som tror på reinkarnation. Det er vel disse historier om Thorkild Grosbøll og Steen Ribers, der fylder mest i vor tids diskussion om, hvad kirke og kristendom er. Nok er disse personer blevet kendt som noget særligt, men i folkekirken er det stadig muligt at finde en forholdsvis bred opbakning til dem. Eksempelvis har Grosbøll mødt stor respekt i sognet i Taarbæk, og biskoppen Jan Lindhardt har sammen med kirkeminister Bertel Haarder sagt god for, at han nu igen kan prædike i folkekirken.

Både Grosbøll og Ribers har gjort det forbavsende let at hævde, at folkekirken ikke længere repræsenterer Det Nye Testamentes kristendom. Samtidig er det måske også blevet for nemt for andre mere konservative prædikanter og præster at hævde, at de så repræsenterer den sande kristendom.

"Hvis vi virkelig er kristne, hvem er Gud så?" Sådan spurgte Kierkegaard. Han svarede selv i forhold til datidens kirke, at Gud måtte være det latterligste væsen. Spørgsmålet er, om man med de uklare og hinanden modstridende udmeldinger, som præsterne, biskopperne og politikerne kommer med, kan svare noget andet i vor tid.

Der var ikke plads til mange nuancer i Kierkegaards opgør med statskirken. Om det forhold, at de fleste præster fik børn, skrev han, at det skyldtes "den højeste grad af egoisme". Kritikken går både på, at præsterne bukkede under for det kødelige, og at konsekvensen blev, at "et andet væsen i måske 70 år skal sukke i denne jammerdal og straffe-anstalt, og måske senere gå evigt fortabt".

På en måde er det helt overraskende, at se en så nuanceret tænker kaste sig ud i en så ensidig kritik af kirken, som Kierkegaard gjorde i den sidste del af sit liv. Alligevel kan man med rette kritisere både hans samtid og eftertid for i alt for høj grad at overse de meget relevante og interessante kritikpunkter, som Kierkegaard også havde.

Selvom kirkekampen er nok så omfattende og aktuel, så er det forbavsende sjældent, Kierkegaard drages ind i diskussionen som en seriøs bidrags-yder. Hvis modpolen er en præst, der benægter Guds eksistens, så er det vel ikke helt umuligt, at der findes en gylden middelvej et sted imellem de to yderligheder?

I forhold til den situation, som kirken er i i dag, er det ikke så nemt at afvise Kierkegaard med en påstand om, at han er for ekstrem. Hvis ekstremer ikke skal tages alvorligt, så ville der nemlig ikke have været nogen Ribers-sag, og Grosbøll ville ikke have prædiket i folkekirken.

Kierkegaard er blevet folkeeje – måske for folkelig. Det kan under alle omstændigheder undre, at Søren Kierkegaard Forskningscenteret ikke bruger flere kræfter på at drage Kierkegaard ind i en helt aktuel debat. Desværre fremstår det, som om at størstedelen af kræfterne dér bliver brugt på privatpersonen Søren Kierkegaard og i mindre grad på de tanker hos ham, der stadig er relevante i vor tid.

De diskussioner, som centeret har ført i medierne, drejer sig primært om bagateller i Kierkegaards privatliv. Der skal selvfølgelig være plads til principielle diskussioner om kildefortolkning og videnskabelighed. Alligevel får man det indtryk, at det store fokus på de små detaljer i en afdød tænkers privatliv i sig selv er udtryk for, at der mangler blik for helheden.

På trods af mange stridigheder mellem Joakim Garff og Peter Tudvad er de tilsyneladende enige om at nedprioritere fortolkningen af Kierkegaards filosofi og teologi til fordel for andre emner. Joakim Garff har således skrevet den biografi "SAK", hvor 738 sider bruges på en beskrivelse af Kierkegaards liv. Dernæst har Peter Tudvad, inden han forlod centeret, skrevet 513 sider om, hvordan den almindelige københavner i samtiden så på Kierkegaard. Det burde ikke være nødvendigt at påpege, at Kierkegaard som teolog og filosof i denne sammenhæng er blevet stort set overset. Diskussionen er blevet ført med en lidenskab, som om den var afgørende for vores forståelse af Kierkegaard. Sagen er efter min mening lige præcis den modsatte. Begge debattører undviger nemlig det mest relevante i forståelsen af Kierkegaard, nemlig et kendskab til hans tankegang.

Det er vanskeligt at benægte, at Kierkegaards liv er interessant. Det udformer sig næsten, som om det var en spændende roman. Man kan endda argumentere for, at Kierkegaard selv iscenesætter sit eget liv. Alligevel er det beklageligt, at interessen i høj grad knytter sig til privatpersonen. I stedet for at fortolke hans tanker fortolker man hans liv, hvilket naturligvis forhindrer, at Kierkegaard kan fremstå som aktuel og afgørende for vor tids store diskussioner. Det gælder vel at mærke, selvom han er et glimrende eksempel på en person, hvor liv og tanke hænger tæt sammen.

Kierkegaards tanke var den, at i takt med, at kristendommen havde spredt sig ud i verden og ud i det danske land, så var indholdet af dens lære blevet fortyndet og udhulet. Det må forekomme meget svært at hævde, at vor tids kirke ikke er et bevis på den påstands rigtighed.

Når kirkeklokkerne ringede om søndagen i Vor Frue Kirke, så kunne man ofte se Søren Kierkegaard vandre demonstrativt ind i Athenæums læsesal, som lå lige ved siden af kirken. Den adfærd bliver naturligvis ikke mindre underholdende af, at der i datiden blev argumenteret for, at han skulle udelukkes fra kirkens rum.

Kierkegaard anbefalede de mennesker, der ikke forstod at gøre op med folkekirken, at tage et brækmiddel. Det skulle få dem til at skille sig af med vaner og kultur i deres forhold til kristendommen. Kierkegaard havde et håb om, at folk efter det sure opstød ville vende tilbage til en sandere kristendom.

Asbjørn Petersen er filosofistuderende

Læs kronikken i morgen:

"Den udødelige Kierkegaard"

af sognepræst Leif Bork Hansen