Et fundamentalt anslag mod friskoletanken

Afstandtagen fra praktiseret homoseksualitet har altså ændret status – fra at være et legitimt religiøst særstandpunkt til at være på linje med diskriminering af sorte eller rødhårede. Men man kan ikke undre sig over dette markante holdningsskift. Det er jo i samme periode, at såvel statsministeren som en folkekirke-biskop storsmilende er blevet kåret til "årets laks" af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske.

Undervisningsministeriet har med denne udmelding antastet ansættelsesretten for kristne friskoler (og dermed i princippet alle friskoler) og hermed deres mulighed for at drive en skole i overensstemmelse med deres overbevisning. For kan en friskole ikke ansætte lærere, der står inde for skolens formål og grundlag, er det ikke muligt at drive en holdningsskole.

Lad mig hindre et par misforståelser: Jeg ser intet problem i, at kristne friskoler ansætter homoseksuelle lærere. Der må nemlig skelnes mellem at have en homoseksuel orientering og så at leve denne ud i homoseksuel praksis. Mit synspunkt har derfor intet med homofobi at gøre.

Det handler heller ikke om, at praktiserende homoseksuelle mangler evner til at være lærere. De kan være glimrende lærere, men de står med deres liv inde for nogle holdninger, der vil påvirke eleverne imod skolens holdning. En praktiserende homoseksuel kan ikke være den rollemodel, som en lærer på en kristen skole skal være.

Sagen er imidlertid langt bredere end som så. Den vedrører andre forhold på kristne friskoler, og den vedrører friskoler med andre holdninger. Hvis en kristen skole kan tvinges til at ansætte en praktiserende homoseksuel, så kan den også tvinges til at ansætte lærere, som benægter, at der findes en dobbelt udgang på livet. For det er vel den ultimative diskriminering, når man som bibeltro skoler formidler det syn til børnene, at der er et evigt liv og en evig død, og at det enkelte menneske ender sin tilværelse det ene eller det andet sted!

Konsekvensen af ministeriets udmelding kan også blive, at en socialistisk skole skal tvinges til at ansætte en lærer, der med sit liv og færden lovpriser den stærkes ret og kommercialismen. Det kan han jo for eksempel hævde offentligt eller have et bijob, der viser. Når homoseksualitet ikke længere er et religiøst spørgsmål, er den stærkes ret og kommercialisme vel heller ikke et politisk spørgsmål!

Problemstillingen hviler imidlertid på en falsk præmis, nemlig, at det kun er religiøse eller politiske skoler, der forskelsbehandler ved læreransætttelser. Sagen er jo, at det gør alle skoler, og sådan må det være, så længe skolen ikke er en bolchefabrik, men en stærk holdningsleverandør. Ikke mindst folkeskolen leverer mange holdninger, særlig tidens stærkeste åndsstrømning: relativismen.

Selvfølgelig skal folkeskolen have lov til at sortere i ansøgerne – det gør den også, ofte implicit – så lærere, der ikke vil virke på relativismens betingelser, ikke får ansættelse. Men så må vi også bede om den samme frihed for de mindretalsskoler, som eksplicit har andre holdninger.

Der kan rejses nogle indvendinger mod det, jeg her giver udtryk for. Lad mig kommentere disse:

1) Selvom der ansættes praktiserende homoseksuelle lærere på kristne friskoler, er det da stadig i orden at påvirke eleverne med en bestemt kristen seksualetik! Kommentar: Det er et håbløst standpunkt, som al pædagogisk erfaring afviser, at man kan påvirke børn med ord, hvis den voksnes liv viser noget andet. Det er ikke rimeligt at forlange af nogen skole, at den skal ansætte lærere, som med deres liv modsiger skolens formål. Og for øvrigt er det uværdigt over for en praktiserende homoseksuel at blive sat i sådan en klemme.

2) Er det ikke en ligegyldig detalje i den kristne tro? Kommentar: Siden hvornår skal andre afgøre, hvad der er væsentligt og uvæsentligt i bestemte gruppers tro og overbevisning? Samvittighedsfriheden tilsiger netop, at mennesker meget langt på vej selv har lov til at definere, hvad deres samvittighed er bundet til. For øvrigt vil mange være enige om, at spørgsmålet om kønsidentitet er fundamentalt i menneskesynet. Nogle argumenterer også for, at heteroseksuelt samliv er det normale, mens homofilt samliv er unormalt, se for eksempel Birgit Hviid Lajer i Kristeligt Dagblad den 10. oktober 2005.

3) Skolerne må godt forskelsbehandle deres ansøgere, men så kan de ikke samtidig få statstilskud! Kommentar: Det er den mest brugte indvending – og den mindst brugbare. Staten støtter jo i vidt omfang talrige holdninger: Gennem sin folkekirke, med gavefradragsregler for alle mulige religiøse og politiske foreninger, via kunststøtte, gennem tips- og lottomidler. Der er lige nu ganske vist tilløb til statslig sindelagskontrol; men en sådan magtsyg, emsig stat tror jeg, de fleste af os vil betakke os for. I øvrigt bliver det en skueret, hvis man har en friskolepraksis, hvor kun dem med de "rigtige" holdninger får penge. I Frankrig har de tradition for den slags; men det har vi ikke i Grundt-vigs fædreland. Et demokrati skal kendes på, hvordan det behandler sine mindretal – ikke bare med en omkostningsfri holdning, men ved, at der sættes handling (i dette tilfælde penge) bag holdningerne. Lad mig i den forbindelse minde om, at friskoler stadig betaler mindst 15 procent af deres udgifter selv.

4) Hvad nu, hvis nogle friskolefolk siger, at deres samvittigheder er bundet til at påvirke eleverne til terror? Kommentar: Ingen friskoler må opmuntre til kriminalitet eller lovbrud. Men problemet i denne sag er, at ministeriet kriminaliserer et forhold, som er et legitimt religiøst særstandpunkt. Og for øvrigt er der vist ingen ved deres fulde fem, der vil beskylde kristne friskoler for at have hang til lovbrud.

5) Er der slet ingen grænser for, hvad man må påvirke børn til? Kommentar: Jo det er der: medmenneskelighedens grænser, men dem kan man ikke sætte på formel. De læres i en af de skoler, som Undervisningsministeriet ikke råder over: omsorgens og kærlighedens livslange skole.

Carsten Hjorth Pedersen er pædagogisk konsulent i Kristent Pædagogisk Institut i Hillerød