Hos Alvi fik fattigdommen arbejde

Fortiden bliver nærværende, når Alvi Alfort bladrer gennem de mange billeder. -- Foto: Leif Tuxen.

flexblock

Tema

Fattigdom

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Af Johanne Duus Hornemann | 2. november 2005

HER BOR FATTIGDOMMEN: – Jeg gav dem et værelse, hvis de manglede, lånte dem penge og fulgte de fleste i graven. Ja, lige bortset fra dem, som bare forsvandt, fortæller den nu 84-årige Alvi Alfort, der fra midten af 1950'erne drev en produktforretning i Københavns nordvestkvarter

14 øre for brød. 10 øre for ben og 15 øre for klude. Med en fyldt vogn af andres affald kunne det blive til en smule for de klunsere, som fra midten af 1950'erne og, indtil de forsvandt, drak sig ihjel eller døde af sygdom kørte rundt i København for Alvi Alfort og hans produktforretning.

I den lave ejendom på hjørnet af Frederiksborgvej og Blytækkervej i Københavns nordvestkvarter levede Sprit Villy, Højttaler Kristian, Viggo Plys og alle de andre nemlig et liv som klunsere.

De var fattige og subsistensløse, og de fleste af dem havde ingen anden indtægt, end hvad affaldet kunne indbringe.

– Jeg tog mig lidt af dem. Jeg var vel en slags plejefar, der samlede dem op, når de var faldet om af sprit. Jeg gav dem et værelse, hvis de manglede, lånte dem penge og fulgte de fleste i graven. Ja, lige bortset fra dem, som bare forsvandt, fortæller den nu 84-årige Alvi Alfort. Han bor stadig i hjørneejendommen, som han købte for mange år siden.

Annonce

Ingen af klunserne er tilbage, men Alvis minder fra dengang er stadig levende. Han lukker gladeligt døren op og inviterer indenfor til en times historiefortælling.

Men det er svært at komme fra hoveddøren, gennem entreen og ind til hjørnestuen. Porcelænsfigurer, små glasskåle, malerier og pynt, der hænger ned fra loftet, kæmper om både pladsen og opmærksomheden. Intet sted i vindueskarmen eller på væggen er der tomt.

– Ja, jeg har altid været lidt af en samler, griner han og sætter sig på en seng i stuen.

– Bentøjet halter lidt, så derfor har jeg sengen her, siger han.

Klunserne var for 50 år siden en del af det københavnske gadebillede. De cyklede rundt på deres vogne, og med metalkrogen "syvtallet" i hånden fiskede de gammelt affald op af skraldespandene og solgte det til produkthandlerne rundt om i byen.

Alvi Alfort drev i over 40 år jernhandel og produktforretning. Under sloganet "Alvi køber alt!" solgte klunserne brød, klude, ukurante flasker, metal og andet småt til Alvi, som sorterede og solgte videre. Kludene blev solgt til udlandet, brødet til landbruget og metallet til industrien.

Klunsernes liv var ikke misundelsesværdigt. De boede som regel i deres trehjulede vogne, og med dårlig ernæring, alt for meget alkohol og mangel på hygiejne var det de færreste, der blev gamle.

Viggo Plys var en af Alvi Alforts faste klunsere. Han klunsede mad, som folk havde smidt ud og havde det liggende i en gammel trækiste. Kisten var godt rådden, og maden blev hurtigt levende.

– En dag skulle Lille Frederik og Viggo Plys have noget mad. Så lavede de et opkog af maden fra kisten, og mærkeligt nok blev de ikke syge, men det blev også godt kogt igennem, fortæller Alvi Alfort, mens han finder billeder frem fra dengang, der var liv og ballade i klunsercentralen.

– Sprit Villy kunne godt lide at klæde sig ud i uniformer, som han havde klunset sig til. Han brugte dem også som dyner, når han sov i sin klunservogn. Når tøjet var blevet for ulækkert og stank for meget af urin, så smed han det ud og klunsede sig til noget nyt. Sådan var livet for klunserne.

De fleste af Alvi Alforts klunsere boede i deres vogne. Alvi havde ikke værelser nok til dem alle, så når den åbne himmel blev for hård, søgte de tilflugt hos Kirkens Korshær, der holdt til i nærheden.

Klunserne var også flittige gæster til kirkernes frelsermøder, for der var billig mad til de fattige, og det var som regel det eneste ordentlige måltid, de kunne få.

– Men Sprit Hans gik sgu som den eneste op i det med Jesus. En dag var han til frelsermøde i Thorsgade. Klunserkammeraterne havde bundet ham fast til bænken, uden han vidste det, så da han skulle rejse sig op, tog han hele bænken med sig, griner Alvi og roder videre i bunken af billeder.

Selvom ingen blev millionærer af at klunse sig til lidt håndører, så var det dog et arbejde. Og folk som Alvi Alfort kunne begå sig blandt de halvtossede drankere.

– Klunserne var dem, som var røget lidt ud af slaget. De havde ikke noget imod at kigge affald igennem, men der findes ikke den slags arbejde længere. Produktforretningerne er væk, og nok kom klunserne aldrig til at få et almindeligt liv, men de havde et arbejde og et fællesskab, siger Alvi Alfort, som har overlevet dem alle. For livet som klunser var hårdt og ubarmhjertigt, og for mange sluttede det også brat.

– Det skete også for Kristian Højttaler, fortæller Alvi Alfort.

– Han havde siddet på værtshuset på hjørnet, til det lukkede klokken et og var blevet godt drukken. "Jeg vil have en sidste bajer," sagde han og begav sig mod Løve-kroen lidt længere oppe ad Frederiksborggade. Men han så sig ikke for, da han gik over vejen og blev kørt ihjel. Han fik aldrig sin sidste bajer.

duus@kristeligt-dagblad.dk

Hjælpen fra det offentlige

Omkring 1900 blev A-kassesystemet indført, hvor man med en vis selvfinansiering kan modtage understøttelse, hvis man bliver arbejdsløs.

Med Steinckes socialreform i 1933 fik de fattige ret til økonomisk hjælp. Pengene kom hovedsageligt fra forskellige kommunale hjælpekasser.

Hjælpekasserne blev i begyndelsen af 1970'erne afløst af bistandsloven, som løbende er blevet justeret og udbygget til det system, vi kender i dag.

Kilde: Bodil Damgaard, Socialforskningsinstituttet

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock