Skabelse og intelligent design

Som siden hen også med Freuds teorier giver Darwins tanker, der som al ægte videnskab først som sidst bygger på empirisk iagttagelse, os en ramme til at forstå verden som den ser ud i dag. Om livets første kim gjorde Darwin sig derimod ingen illusioner. Det var ikke et emne, der faldt ind under den victorianske biologis domæne.

Debatten drejer sig derfor i virkeligheden ikke så meget om en revision af Darwin. Men den sætter fingeren på et af den lutherske teologis ømme punkter. Hermed mener jeg den protestantiske eksklusivitet, som er udsprunget af Luthers ellers yderst fornuftige lære om de to regimenter, et i sin tid ganske uomgængeligt tiltag i kampen mod datidens pavemagt.

I sit forsvar for den rene lære endte protestantismen med at stille sig uden for oplysningstidens projekt, et fejlgreb som for eksempel den danske folkekirkes stadigt faldende medlemstal er et trist vidnesbyrd om. Og samtidig fortsatte den naturvidenskabelige revolution selvfølgelig uanfægtet op igennem det 20. århundrede. Til i dag, hvor den aktive og karismatiske kirke på højrefløjen nu fremstår som et bolværk mod moderniteten. Men kirkehistorien fortæller os, at kristendommen i sin tid ikke vandt sejr ved at stille sig uden for tiden, men tværtimod ved aktivt at gå ind i den.

Et af de mest ambitiøse og endnu i dag overbevisende forsøg på at skabe en universel syntese mellem naturvidenskaben og religionen, er den franske jesuiterpater og palæontolog Pierre Teilhard de Chardins arbejder fra forrige århundredes først halvdel, især i manuskriptet til bogen "Fænomenet menneske" fra 1938. De tanker, som Père Teilhard her fremlagde, var så dristige, at teksten endte på Vatikanets sorte liste. Først efter hans død sørgede en ven for at få udgivet alle hans efterladte manuskripter, idet kirkens tilladelse til udgivelse kun krævedes, når det drejede sig om en nulevende forfatter.

Fra officielt katolsk hold kom rehabiliteringen først i forlængelse af det Andet Vatikanerkoncilium 1962-1965. Men heller ikke herhjemme fik Père Teilhards teologi nogen blid medfart, idet den teologiske professor N.H. Søe førte an med en sønderlemmende kritik her i Kristeligt Dagblads spalter.

Men da Frankrig i efterkrigstiden blev hjemsted for den såkaldte nye teologi, blev Teilhard de Chardin en af de ledende kræfter (Martin Schwarz Lausten). Alene dette skulle være nok til at bringe såvel hans usædvanlige levnedsforløb som særprægede teologi i erindring.

Pierre fødtes i 1881 og blev som 10-årig alumne på et jesuiterkollegium. Her fattede han interesse for geologi og mineralogi. Under Første Verdenskrig, hvor han gjorde tjeneste som sygebærer, modtog han Æreslegionen. I 1923 tilbragte han et år i Kina, på det tidspunkt havde hans livsopgave allerede længe stået klar for ham: at bringe den religiøse erfaring i overensstemmelse med naturvidenskabens kendsgerninger.

Som repræsentant for den nye teologi sætter Père Teilhard i hvert eneste af sine skrifter Kristus i centrum, men samtidig bedriver han på grund af sin naturvidenskabelige dannelse en dennesidig teologi, der hverken ønsker at beskære videnskaben eller Kristus. For Teilhard de Chardin kunne og skulle Gud opleves gennem den skabte verden, som var den et andet Kristi legeme. Det er ingen tilfældighed, at hans værk "Le Milieu Divin", der i 1963 oversattes til dansk under titlen "Det guddommelige miljø", som sit motto bærer følgende vers fra Johannesevangeliets tredje kapitel "Sic Deus dilexit mundum" (Således elskede Gud Verden). I sin personlighed var Père Teilhard et beskedent menneske, og den officielle kirkes censur bar han med ydmyghed. Han døde i 1955 efter de sidste par år af sit liv at have fundet et ly i New York.

Teilhard de Chardins teologi tager form i en bestandig vekselvirkning med hans arbejde som geolog og palæontolog, der blandt andet i flere omgange fører ham på ekspeditioner til Java og Mongoliet. Det interessante bliver derfor ikke blot at opbygge en generel filosofi, der anerkender Gud som verdens skaber (kreationisme eller intelligent design), men derimod den langt mere ambitiøse at undersøge, hvorledes denne skabelse konstant lader sig aflæse i skaberværkets udvikling på alle dets forskellige stadier.

Afgørende er det, at skabelsen stadig langt fra er fuldkommen. Endnu venter den gennemgribende hominisering af planeten til et perfekt tænkende lag, af Teilhard de Chardin benævnt "noosfæren".

Et helt centralt element er her teorien om Omegapunktet, det konvergerende univers' plus de jordiske bevidstheders ideale brændpunkt. Ifølge Père Teilhard er dette centrum af centrer personligt, for det er stedet, hvorfra Gud gennem sin søn, Jesus Kristus, har valgt at drage sin skabning til sig. Med andre ord anser Teilhard de Chardin ikke nutidens menneske med sjæl og med krop som evolutionens endemål, og i "Fænomenet menneske" definerer han derfor selv Omegapunktets attributter som kærligheden og livets fortsættelse.

Man kan sammenligne Teilhard de Chardin med kirkefædre som Justin Martyr fra det 2. århundrede, hvis hele teologiske stræben drejede sig om at forene kristendommen med platonismen, datidens herskende livsanskuelse, eller Klemens af Alexandria, det store forbillede for, hvordan det er muligt at være kristen og leve i verden uden at foragte den. For som de største af kirkefædrene viser han os, hvordan kristendommen altid vil formå at møde verden og tiden på disses egne præmisser uden at måtte bukke under.

I sine bøger og arbejde peger Père Teilhard på tilstedeværelsen af Guds skabelse i verden, et synspunkt i allerhøjeste grad både ortodokst og kristent. Jeg tilslutter mig derfor hans sympatiske holdning, eller, hvis jeg her må tillade mig en sprogbrug, der måske snarere er poesiens end kronikkens: Nu ser jeg lyset, jeg ser ved.

Søren Elmerdahl Hemmingsen er cand.mag. i historie og dansk og BA i teologi