Heidi Dachs |
24. oktober 2005
En muslimsk bøn lagt ud på internettet opfattes som en opfordring til at myrde den tyske forfatter og Mellemøstekspert Hans-Peter Raddatz. Statsadvokat går nu ind i sagen
Det største tysksprogede internet-forum for muslimer er
www.muslimmarkt.de, hvor praktiserende muslimer kan finde råd og vejledning på næsten alle områder, der har med deres religion at gøre. Nu undersøger den tyske statsadvokat om det er muligt at rejse sag mod de ansvarshavende for internetsiden for at have opfordret til mord.
Grunden er, at de to brødre Yavuz og Gürhan Özgus har offenliggjort en opfordring til bøn, der retter sig imod den kendte forfatter og mellemøstekspert Hans-Peter Raddatz.
I bønnen stod oprindeligt følgende:
"Hvis islam er sådan som hr. Raddatz altid forestiller sig det, så gid Den almægtige Skaber må udslette alle tilhængere af religionen. Hvis hr. Raddatz derimod er en hadprædikant og en løgner, så gid Den almægtige Skaber må straffe ham for sine forbrydelser og ligeledes straffe dem, der – selvom adskillige har gjort dem opmærksomme på det modsatte – fortsat tror på disse usandheder."
Hans-Peter Raddatz var nævnt ved navn i teksten hele seks dage, indtil fjernsynsstationen ARD lavede et program om sagen. Nu har brødrene Özguz erstattet navnet med "hr. XXX" og tilføjet følgende forklaring: "På det sted, hvor der nu ikke længere står noget navn, var efternavnet på en forfatter, der er kendt og berygtet for sine had-prædikener mod islam og muslimer. Vi fjernede navnet for at forhindre, at personer, der hader islam, skal gøre den pågældende noget og derefter kaste skylden på muslimer."
Den 64-årige Hans-Peter Raddatz tager bønnens indhold meget alvorligt.
– Det er en mordtrussel, som er pakket meget smart ind i en bøn, siger han.
Den tyske anklagemyndighed har fået mellemøst-ekspert Tilman Nagel til at lave en rapport om sagen, og han er blandt andet kommet til den konklusion, at brødrene opfordrer muslimer til at yde selvtægt og slå Hans-Peter Raddatz ihjel.
Han får støtte af så kendte islameksperter som Ursula Spuler-Stegemann fra Marburgs universitet. Hun siger:
– Bønnen er helt klart en opfordring til mord.
Yavuz og Gürhan Özguz nægter derimod, at deres anti-Raddatz-bøn skulle opfattes som en opfordring til at myrde Hans-Peter Raddatz.
– Der er tværtimod tale om det såkaldte mubahala-princip, som vores profet i sin tid brugte som et forbillede for, hvordan man med fredelige midler og igennem indre oprigtighed kan gøre en hykler opmærksom på hans eller hendes eget hykleri. Bønnen skal betragtes som en del af vores traditionelle, gensidige forbandelser, siger Yavuz Özguz.
De tyske medier ser anderledes alvorligt på sagen. For eksempel finder avisen Süddeutsche Zeitung lighedspunkter mellem internetbønnen og mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh for et år siden.
"Raddatz er ligesom van Gogh kendt for at være en polemisk kritiker af islam, der ikke altid udtaler sig diplomatisk. Sådan en person tiltrækker sig hurtigt hadet fra muslimer, som vil være mere end blot fromme," skriver avisen i en leder.
Hans-Peter Raddatz er en kontroversiel person, og han har såret mange muslimer med bemærkninger som:
– Løgn er en vigtig bestanddel af den islamiske trosdoktrin, og derfor bør det være muslimers vigtigste borgerpligt at gøre sig selv troværdige.
Ifølge Hans-Peter Raddatz er der opstået muslimske kolonier i de europæiske storbyer, og for ham er islam i bund og grund en aggressiv religion.
– Det er naivt at søge dialog med muslimerne. Når vi viser tolerance overfor islam, er det det samme som at ødelægge vores demokati og legitimere vold. Før vi giver fanatiske islamister religionsfrihed, bør de først acceptere, at alle muslimer har religionsfrihed, selv muslimske kvinder. Kvinderne skal have ret til frihed uden at føle sig truet af deres egne mænd, siger han.
Anti-Raddatz-bønnen på internettet har fremkaldt vrede reaktioner hos tyske politikere. For eksempel beskylder Kristina Köhler fra det kristeligt-demokratiske regeringsparti CDU brødrene Özguz for at pervertere landets grundlovssikrede religionsfrihed.
– Islamister misbruger religionsfriheden til at indskrænke andre borgeres frihed. Derfor bør alle muslimer i Tyskland tage klart afstand fra disse internetsider, forlanger hun.
Det er ikke første gang, at brødrene Özguz kommer i kontakt med det tyske retssystem.
Yavuz og Gürhan Özguz er begge ingeniører og opvokset i Tyskland. De understreger ofte på deres internetside, at de respekterer og overholder den tyske grundlov. Men for et år siden kom de for retten, fordi de satte spørgsmålstegn ved, om jøder nogensinde var blevet dræbt i gaskamre under Hitler. Dengang endte sagen med, at de skulle betale 7500 kroner for at have fornægtet jødeforfølgelserne, hvilket er ulovligt i Tyskland.
Den tyske efterretningstjeneste holder øje med brødrenes aktiviteter. De har været med til at støtte den iranske revolution med teknisk bistand, og i øjeblikket samler de penge ind til den libanesiske terrororganisation, Hizbollah.
Hans-Peter Raddatz lever nu med politibeskyttelse døgnet rundt, og truslerne mod ham på internettet har kun gjort ham motiveret til at forstærke sin kritik af islam.
– Hvis ikke vi sætter en stopper for denne udvikling ,vil dele af det muslimske samfund i EU blive mere og mere radikalt, siger han.
dachs@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad