18. oktober 2005
I går blev det forsvarets tur i den amerikanske retssag om Gud versus Darwin, hvor en gruppe forældre har stævnet en skolebestyrelse for at indføre undervisning i intelligent design
Af Ulla Poulsen
Efter tre ugers retsmøder med masser af argumenter for, hvorfor undervisning i intelligent design ikke hører hjemme i biologitimerne, blev det i går forsvarets tur til at overbevise distriktsretten i Harrisburg, USA, om det modsatte: at teorien om intelligent design ér videnskab og som sådan bør supplere undervisningen i Darwins udviklingslære.
Sagen om Gud versus Darwin, som den populært er blevet døbt i offentligheden, bliver ført af 11 forældre mod skolebestyrelsen i Dover, en overvejende konservativ, kristen lille provinsby i staten Pennsylvania. Forældrene er utilfredse med, at skolebestyrelsen har givet ordre til, at skolens niendeklasse-elever skal præsenteres for intelligent design som en modvægt til Charles Darwins udviklingslære.
Efter forældrenes mening er teorien om intelligent design en religiøs overbevisning, fordi den hævder, at der står en "intelligent skaber", en form for guddommeligt væsen, bag livets opståen. Som sådan strider undervisning i teorien efter deres opfattelse mod forfatningens krav om at adskille religion og politik, og de hævder, at den bør forbydes på samme måde som kreationismen, der peger på Gud som livets skaber, blev forbudt af den amerikanske højesteret i 1987.
For skolebestyrelsen i Dover gælder det om for enhver pris at undgå at få hæftet betegnelsen "religiøs" på teorien. Sker det, vil det blive umådeligt svært for teoriens fortalere at argumentere for, at den kan indgå i skolernes biologiundervisning om livets oprindelse.
– Vi vil vise, at intelligent design er videnskab. Og vi vil vise, at det var sådan skolebestyrelsen opfattede det, da de traf deres beslutning, sagde Patrick Gillen, en af de advokater, der repræsenterer Dovers skolebestyrelse forud for retsmødets begyndelse i går.
En af forsvarets vigtigste vidner i går var Michael Behe, professor i biokemi ved Lehigh Universitet.
Han er en af USA's varmeste fortalere for teorien om intelligent design og forfatter til bestselleren "Darwins Black Box" (Darwins sorte boks).
Behes hovedpointe er, at Darwins udviklingslære ikke er i stand til at forklare livets biologiske kompleksitet, men at det må være resultatet af en intelligent agents bevidste design, skriver den amerikanske avis The Patriot News.
Der forventes at falde dom i sagen om cirka to uger.
upoulsen@kristeligt-dagblad.dk