Barndommens baggårde

– Der duftede dejligt af brød i gården, og vi børn fik lov at komme ind i baglokalet og se på, at bageren bagte. Jeg kan huske, at han rullede grøn marcipan ud til træstammer, og skar det i stykker på et langt bord, og når der var nogle rester, der med vilje røg lidt for langt, grinede han, fordi vi fór hen for at samle dem op, siger Søren Falkenberg.

Forældrene havde ismejeri med to vinduer ud mod Finsensvej over for Lindevangsparken, og som dreng hjalp han med at hente brød hos bageren og fragte det hjem på Long Johnen. Ud over brødudsalg var der mælk og fløde, æg og smør, som stod i store trædritler og blev vejet af på vægten. Der var Mariekiks, som lå i metaldåser på hylderne, og isklumper, som hans far langede over disken i den lille forretning.

– Kunderne købte en kvart eller halv stang is til frysning og transporterede det hjem i et stykke uldent stof og kom det i køleboksen. Jeg kan huske de der enorme isstænger, som min far hentede på Krystalværket, som var en fabrik, hvor de lavede is. Han opbevarede dem i kølebokse og huggede dem i stykker på bordet, siger Søren Falkenberg.

De bedre lønninger og den generelle velfærdsstigning i 1960'erne var ikke noget, der satte forbruget i vejret hos familien Falkenberg.

– Det var Ota Solgryn hele min barndom og ungdom til morgenmad. Om aftenen fik vi som regel to retter. Noget grød med mælk, som man købte i pose, og så en varm hovedret. Min mor købte et halvt eller kvart pund hakket fars og lavede frikadeller med godt med mel i, og så var det to eller tre kartofler for hver frikadelle. Hakkebøf med bløde løg var det fine, ligesom det var ekstraordinært, når vi hentede morgenbrød hos bageren. Rosenbrødet var det absolutte højdepunkt, siger Søren Falkenberg.

Velfærdsstigningen kom snarere til at få en negativ betydning, fordi de nye supermarkeder og købmænd, som begyndte at dukke op i gadebilledet, blev ismejeriernes død. Forældrene måtte afvikle forretningen, og faren, der var uddannet mejerist, fik job som tankpasser.

– Han talte om, at han måske skulle have prøvet at blive kedelpasser ved kommunen. Det var underforstået et job, der gav godt. Vi led slet ikke nød, men der var ikke råd til luksus. Mine forældre havde ingen tanker om at flytte i hus. De drømte om et sommerhus, men vi kunne benytte et, som nogle af deres venner havde. Sommerferie til udlandet var der overhovedet ikke tale om og heller ikke camping. På den tankstation, hvor min far arbejdede, kunne man leje biler, og han fik lov til at låne en, som vi tog på sommerferie i. Vi var altid to uger på besøg hos familien på Fyn eller Jylland.

Telefon havde de, og når den blev taget, sagde man centralens nummer: "Fasan 5254". En del i ejendommen havde fået fjernsyn, og hos dem samledes man for at se "Flintstones" om lørdagen. Op til OL i Tokyo i 1964 købte Søren Falkenbergs far også en kæmpe fjernsynskasse med foldedøre, men ellers var det den store dampradio i stuen, som var centrum for nyhedsformidlingen i hjemmet. Fra den lød også giro 413-tidens populære sangere som Otto Brandenburg, Four Jacks og Blue Boys.

– Det var en dejlig tid, og jeg kan huske glæden, da min mor en dag pludselig kom hjem med min lillebror og lagde ham på sofaen. Nu var vi fire, og det betød, at vi kunne flytte til en to og et halvtværelses inde i passagen på Finsensvej. Jeg fik ikke opfyldt drømmen om eget værelse.

– Hos nogle af mine kammerater havde de sådan et monstrum, der var pladespiller, radio og fjernsyn i én stor kasse. Der var en stang midt i, så man kunne sætte flere plader på ad gangen, og det var jeg meget imponeret af. Jeg måtte vente, til jeg blev konfirmeret med at få grammofon, men jeg fik til sidst den ønskede racerbane.

De penge, han selv tjente ved at være bud og løbe med reklamer og med Lindevangsbladet og Vanløse Folkeblad, fik han ikke lov at bruge løs af.

– De blev sat ind på bankbogen, så jeg havde sparet 15 – 18.000 kroner op. Dem brugte jeg først langt senere, da jeg havde taget studentereksamen og var begyndt på min uddannelse som edb-assistent. Det var fornuftigt nok, men jeg kan huske, at det pinte mig, at jeg ikke fik lov at gå med mærkevaretøj som mine kammerater. De havde Wrangler og Levis, mens jeg gik i cowboybukser fra Daells Varehus, hvor min mor også købte fodboldstøvler.

På den lokale folkeskole, Lindevangsskolen, handlede det som dreng først og fremmest om at være stærk. Søren Falkenberg, der i dag er en stor mand på 1,80, var dengang en lille splejs.

– Der var et hierarki, som var benhårdt, og jeg var lavest. Den tids mobning blandt drengene i klassen var rent fysisk, og jeg måtte nogle gange gemme mig i Lindevangsparken på vej hjem fra skole for at slippe for at få bank. Da jeg blev lidt større, kunne jeg så banke ham, der var mindre end mig, men jeg fik alligevel tæv af de store, så meget hjalp det ikke.

I de små klasser marcherede de ind i to rækker til klasselokalet og sang morgensang i aulaen. Lærerne holdt øje med, om man kom for sent, og skulle tiltales "De" og "Hr." og "Fru". Revselsesretten var ikke afskaffet endnu, og Søren Falkenberg husker, at han enkelte gange fik stryg med både den runde pegepind og den store flade lineal, inden ungdomsoprørets opgør med autoriteter også nåede Lindevangsskolen.

– Efter tredje klasse var det slut med at få stryg, og de gamle traditioner med morgensang gik lidt i opløsning. Jeg tror, at det var de store elever, som på et tidspunkt fik arrangeret en sitdownstrejke, hvor alle elever nægtede at synge morgensang. Så fik vi lov til i stedet at høre tidens melodier. Beatles og popmusik.

– "Hey Jude" er en af de sange, som jeg virkelig husker fra dengang, siger han og henter singlesamlingen.

– Jeg fik endelig en grammofon, da jeg blev konfirmeret, og først senere lod jeg håret vokse, begyndte at gå i velourtøj og hænge ud på gadehjørnerne. Jeg var for ung til at være en del af ungdomsoprøret, men fik færten af det gennem musikken, som kom til at betyde meget for mig, siger Søren Falkenberg.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Søren Falkenberg

Født 1956, uddannet EDB-assistent og har været ansat i it-afdelinger i bl.a. Dansk Olie og Naturgas, UNISYS og Synoptik. Arbejder i dag som systemadministrator i Dalhoff Larsen & Hornemann i Taastrup. Opvokset i lejlighed på Frederiksberg i København og bor i dag i rækkehus i Virum.

Barn i 1960'erne

I 1960'erne kom velstanden til Danmark. Men hvordan var det at være barn i et årti, hvor landbrugsjord måtte vige for parcelhuskvarterer, og familien Danmark fik tv og bil? Vi har interviewet fire mennesker om deres barndom i årtiet, hvor verden gik af lave. Dette er andet interview. Med et netabonnement kan tidligere interview læses på www.kristeligt-dagblad.dk