Populærmusik fra Gettrup

– De gamle træborde og stole blev kasseret og skiftet ud med et hvidt laminatkøkkenbord og billige krostole. Fra kun at have haft toilet med håndvask får vi badeværelse med fliser og badekar og bruser. Det var en fantastisk luksus. Jeg var vant til at blive vasket i en balje i stuen, og pludselig kunne jeg tage bruse- og karbade, siger Else Hviid.

Bortset fra de tidstypiske forbedringer – det moderne køkken og badeværelse – blev pengene brugt i landbruget. I dag kan hun se, at det var en fornuftig disposition fra hendes forældres side, men dengang registrerede hun knapheden på de materielle goder til hende og hendes søskende.

– Jeg fik min første cykel som syvårig, da jeg begyndte i skole. Den var ikke bare en gammel cykel, som nogle havde hældt en bøtte blå maling over, men også en alt for stor cykel. Da jeg og mine veninder blev lidt ældre og gik til guitar og sang "the answer is blowing in the wind", ønskede vi os en guitar i julegave. Jeg fik den allerbilligste. Det kan jeg huske, at jeg var ked af, siger Else Hviid.

Familiens første bil var en gammel blå Ford, men i 1963 skiftede de den ud med en Vauxhall Victor, som var en nyere og smartere model.

– Det var en fantastisk ting. Glæden var virkelig stor over den fine nye bil, som vi egentlig ikke brugte så meget. Vi besøgte familien på Mors og på Thyholm, og om søndagen kørte vi til Agger, et lille fiskerleje ved Vesterhavet. Her kunne man sidde på molen og kigge ud over havet, mens man spiste sin ispind, og på vejen hjem skulle vi så altid lige ud og se, hvordan de andres og ikke mindst vores egne afgrøder stod, siger Else Hviid.

I forhold til den øvrige del af familien, moderen og faderens søskende, som var veluddannede og havde sommerhuse og købte designermøbler, var det meget beskedent med 1960'er-statussymboler i familien Hviids hjem.

– Den slags kunne mine forældre slet ikke overveje at købe, men det betød ikke et stort skel mellem bankdirektøren i familien eller københavnerne. Det var altid hos os, familien samledes. Vi havde mest plads, og vi havde slægtsgården. Det, kan jeg se i dag, har været en form for status dengang og en rigdom i sig selv, ud over selvfølgelig hårdt arbejde.

– Og sådan, som vi levede, levede de fleste andre i Gettrup. Jeg kommer fra en meget homogen kultur, hvor der måske var to eller tre familier, som var velstående, men resten var nogenlunde ligestillede. Mine veninders forældre, som var købmænd og håndværkere, skulle ikke bruge så mange penge på vedligeholdelse, og der var derfor råd til lidt mere nyt tøj hos dem. Hos os bestod nyt tøj i noget, som en kvinde, mine forældre kendte, syede til os. Og man havde stadig søndagstøj til fint brug, og når vi havde fri, siger Else Hviid.

Forældrene var fra indremissionske hjem, og faren var engageret i menighedsrådet for Venstre.

– I mange landsbymiljøer interesserede man sig hundrede procent for det nære og lokale. Måske som et forsøg på at skærme sig mod den store verden, den opvoksende generation var så tiltrukket af. Den svenske roman "Populærmusik fra Vittula" handler lige præcis om det, og jeg føler, at forfatteren, Mikael Niemi, næsten er en bror i ånden. Han beskriver den afstandtagen og frygt for alt det nye, som blandt andet gav sig udslag i, at man foretrak kun at læse den gamle litteratur og helst Bibelen, siger Else Hviid.

Selv blev hun forsynet af sin faster med god – og gammel – litteratur, og sammen med tv og radio gav det et kig ind i en verden, der lå langt fra den i Gettrup.

– Jeg gik i KFUK's ungdomsafdeling, hvor vi sad og lavede mosaikspejle og cykelhjul med tråd omkring til smart dekoration i teenageværelset. Min søster, som var seks år ældre og røg pibe, hjalp med at sy kiler af blomstret stof i bukserne og moderigtigt tøj. Hun introducerede mig til dele af den ny verden, og især kan jeg huske hendes B & O 600-transistorradio som en fantastisk ting. Når hun ikke var hjemme, tog jeg den og lå og lyttede til popmusik og hørte julemusik, der ikke var julesalmer. Gennem radioen kom vi i kontakt med hele popkulturen og kunne sidde og drømme om den verden, som man havde lyst til at flytte ind i, siger Else Hviid.

Som de sidste i landsbyen fik familien Hviid fjernsyn, og hun husker lettelsen, da det endelig skete. Ellers var maskinparken både i landbruget og i husholdningen blevet forøget mærkbart op gennem 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne.

Traktoren var kommet til i 1960'erne, og den lille selvbinder og tærskeværket blev erstattet af en traktordrevet mejetærsker, og den unge pige og mand, som arbejdede hos familien, blev afløst af de nye landbrugs- og vaskemaskiner. EF hjalp også velstanden på vej, og ligesom mange andre familier i byen fik Hviids en "EF-altan" – en første sal, der blev bygget oven på stuehuset.

Ungdommens nye og eftertragtede forbrugsvarer, som sodavand, Bonanza-saftevand og cornflakes, måtte Else Hviid og hendes søskende kigge langt efter. I hjemmet holdt man fast i de gamle værdier og normer – hjemmedyrket og -produceret mad – og der blev ikke drukket vin til maden.

– Det er lige før, at jeg vil sige, at det var os børn, der lærte vores forældre at drikke. Mine forældre var præget af det indremissionske, og alkohol var ikke en del af deres kultur. Men da købmanden i Gettrup søgte om at få spiritusbevilling, var min far alligevel en af de få, der støttede ham, siger Else Hviid.

Når hun tænker tilbage på sin barndom, tænker hun tilbage på de store årgange.

– Vi var piger nok i min klasse til at lave et fodboldhold. At vi børn fyldte godt op i en lille landsbybefolkning på 4-500 mennesker, husker jeg som noget sjovt. Der var et leben på sportspladsen i Gettrup, der dengang var centrum for livet i byen. Jeg tror, vi levede vores ungdom der, siger Else Hviid.

– Jeg havde en god og tryg opvækst, men jeg havde også en stor trang til at forlade den lille verden for at blive en del af den store, som jeg vidste fandtes derude. Jeg husker tydeligt følelsen af frihed, da jeg flyttede i 1979 og tog til Århus for at læse, siger Else Hviid.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Barn i 1960'erne

I 1960'erne kom velstanden til Danmark. Men hvordan var det at være barn i et årti, hvor landbrugsjord måtte vige for parcelhuskvarterer, og familien Danmark fik tv og bil? Vi har interviewet fire mennesker om deres barndom i årtiet, hvor verden gik af lave. Dette er andet interview. Med et netabonnement kan tidligere interview læses på www.kristeligt-dagblad.dk.

Else Hviid

Født 1959, cand. theol. fra Aarhus Universitet. Tidligere ansat som sognepræst i Eltang og Sdr. Vilstrup ved Kolding og i dag ved Himmelev Kirke i Roskilde. Opvokset på en gård i landsbyen Gettrup i Thy og bor i dag i parcelhus fra 1960'erne i Himmelev.