Hvad er et korstog?
Korstog er ekspeditioner til Jerusalem for at befri den hellige grav. De fandt sted i Middelalderen. Sådan er den almindelige forestilling. Men i disse år rokkes der ved vores traditionelle forestillinger om korstog. "Danmark og korstogene 1400-1650" er således titlen på den ph.d.-afhandling, som historikeren Janus Møller Jensen på fredag forsvarer ved Syddansk Universitetscenter. Ikke alene har den unge forsker identificeret korstog nogle århundreder længere op i historien, end man normalt antager. Han opererer også med en ide om protestantiske korstog, altså korstog, der fandt sted efter Reformationen i første halvdel af 1500-tallet.
En så overraskende pointe kræver en forklaring. Den giver Janus Møller Jensen gerne. Han peger på, at en konge som Christian den Fjerde (1577-1648) gjorde dygtigt brug af centrale elementer fra korstogsideologien: "Der er en solid dansk tradition for deltagelse i korstog, der rækker helt tilbage til det første korstog i 1096-99, hvor den danske prins Svend faldt i 1097. Han genopdages på Christian den Fjerdes tid. Da kongen vil lave en billedserie om centrale begivenheder i danmarkshistorien, bliver et af billederne prins Svend. Det interessante er, at han bliver et forbillede for den protestantiske kongeideologi. Det viser, at tanken om krig for kristendommen er meget levende på den tid. Den grundlæggende korstogsideologi fortsætter. I Danmark genopdyrker man sin korstogsfortid på Christian den Fjerdes tid. Et eksempel er prins Svend. Andre er legenden om Dannebrog samt Elefantordenens oprindelse til dansk deltagelse i korstogene. Det er enormt stærke billeder på det tidspunkt, hvor religionskrigene bryder ud. Man bruger korstogsideologien, også efter Reformationen."
Korstog som fænomen
Når man kan kalde Christian den Fjerde for korstogskonge, hænger det sammen med, at Janus Møller Jensen – som flere andre moderne historikere – piller kraftigt ved forestillingerne om, hvilket fænomen, korstog egentlig er:
"En almindelig brugt definition på et korstog blandt historikere er, at det finder sted under pavelig ledelse, og at deltagelse giver aflad. Den definition holder selvfølgelig ikke i de efterreformatoriske protestantiske riger, men det betyder ikke, at korstogstankens tid er forbi. Jeg har prøvet at pege på nogle andre områder, hvor korstogsideologien fortsætter, også efter Reformationen. Man kan også blive martyr i protestantisk forstand," siger Janus Møller Jensen.
"Martin Luther vender sig mod tanken om korstogene som en bodshandling, en religiøs ting. Men hans måde at argumentere på er direkte knyttet til korstogsidealerne fra højmiddelalderen. Han gentager pavelige argumenter fra 1000-tallet og bruger samme bibelske legitimation, der ledte frem til korstogene. Det eneste, han ikke overtager, er forestillingen om pavens ledelse, og at man får aflad for korstog," siger Janus Møller Jensen.
Han peger på, at det store skifte i argumentationsmåden sker i forbindelse med det første korstog i 1095-99. Tidligere skulle soldater altid gøre bod efter krig – selv retfærdige krige. Med korstoget blev krigen i sig selv en bodshandling.
"Luther "brander" så at sige korstogene protestantisk. Hans tanke er, at man som god kristen har pligt til at deltage i en krig – med de rette intentioner. I den katolske kirke forudsætter man anger og bod, sand omvendelse, men Luther går egentlig et skridt videre. Han siger, at når man går i krig på sin herres bud, og krigen er retfærdig, så kan man med glad sind hugge løs. Den hånd, der bærer sværdet, er Guds hånd. De verdslige soldater udfører Guds gerning."
Janus Møller Jensen peger også på, at protestanter og katolikker er enige om kriterierne for den retfærdige krig, nemlig at det er en forsvarskrig, at den føres af den rette autoritet og med de rigtige intentioner. Luther bruger Daniels Bogen kapitel 7 i sin argumentation og tolker det sidste monster, hvis mund taler onde ting, som tyrken eller islam. Daniel skriver, at alle dem, der dræbes af uhyret, bliver martyrer.
"For Luther er intentionerne for at gå i krig vigtige, men han kommer tæt på at give martyrstatus til alle uanset deres intentioner for at deltage i krigen, mener Janus Møller Jensen. Han peger også på, at protestanter og katolikker er enige om kriterierne for den retfærdige krig, nemlig at det er en forsvarskrig, eller bliver ført for at tilbageerobre tidligere kristent land, at den føres af den rette autoritet og med de rigtige intentioner. Luther gør krigen til et verdsligt anliggende og skriver for eksempel i et skrift, at hvis han var soldat og så en korsfane i hæren, så ville han tage flugten, som om djævelen selv var i hælene på ham. Da Christian den Fjerde gik ind i 30-årskrigen i 1629, rejste han Dannebrog, en korsfane, midt i sin hær," påpeger Janus Møller Jensen. En fane, man i samtiden mente var givet af paven til den danske konge til at føre korstog under.
En af vanskelighederne ved at definere, hvad et korstog er, hænger sammen med, at der ikke findes en fast terminologi for korstog i samtiden. Det latinske ord for korstog, cruciata, dukker først op i 1200-tallet. Før det anvendte man ord som rejse, ekspedition, pilgrimsfærd, hellig krig eller hærtogt. I 1100-tallet var det mest anvendte ord "expeditio", ekspedition, et ord, der også var en almindelig betegnelse for den danske leding.
"Korstog betød forskellige ting for forskellige mennesker til forskellige tider," siger Janus Møller Jensen. Han er helt på det rene med, at det er en meget plastisk definition, som kritikere vil kalde bred og upræcis.
"Men det har også problemer at operere med en meget firkantet opfattelse af korstog som defineret primært ved aflad og pavelig ledelse. For eksempel falder fænomener som børnekorstoget, hyrdekorstoget og de militære ridderordener uden for definitionen, selvom de i høj grad er fænomener, der er udsprunget af korstogene. Hvis man holder fast i den såkaldt pluralistiske definition – at korstog sker under pavelig ledelse og giver aflad – så er der selvfølgelig ingen korstog efter Reformationen. Men som Luther siger, så har paven aldrig haft ret til at lede korstog! Grunden til at angribe tyrken er, at de står uden for naturretten. Tyrkerne har ingen rettigheder."
Den store modstander for korstogene er "tyrken". Men tyrken er ikke nødvendigvis de etniske tyrkere – heller ikke før Reformationen:
""Svensken er værre end tyrken", hedder det. Det er svenskerne, fordi de forhindrer den danske konge i at deltage i korstog. Når svenske Karl Knutsson ikke vil anerkende Christian den Første (1448-1481) som konge af Sverige og gør opstand mod Danmark, så står han i vejen for, at danskerne kan slutte op om indsatsen mod tyrkerne. Det skriver Christian den Første igen og igen til paven, som han også lover stor hjælp fra Norden," siger Janus Møller Jensen.
Han henviser til den engelske historiker Norman Housley, der har identificeret "tre tyrker" i forestillingen om tyrken som fjende. For det første er det "den eksterne tyrk": det er den etniske tyrk – og overhovedet alle, der angriber kristenheden. For det andet er der "den interne tyrk": det er de kristne kættere (for eksempel husitter og til tider også ortodokse). Og i Skandinavien er det altså ofte svenskerne, fordi de stiller sig i vejen for, at den danske konge kan yde det store bidrag i korstogene i et omfang svarende til den status, Danmark har som et af tidens førende kristne riger. For det tredje er der "den indre tyrk": den værste, vores alle sammens laster. Vi må overkomme vore egne laster, før vi kan være sikre på at bekæmpe den ydre fjende. Nederlag forklares med egne synder. Det mente man både før og efter Reformationen.
"Tidligere havde man en forestilling om, at korstog blev påduttet ovenfra, men det er ikke rigtigt. Alle var enige om, at tyrken var den store fjende. At også Danmark står i fare, siger man i samtiden. Korstogstanken var nærværende for folk, man havde daglig bøn for korstogets fremgang. Det har fyldt rigtig meget. For Luther var fyrsten den rette krigsautoritet. Kirken skal dog fortsat bidrage med det spirituelle artilleri. Det gjorde den med et multimedieshow med enorm betydning, siger Janus Møller Jensen og hentyder til prædikener, bønner, liturgi og kirkemalerier, hvormed korstogstanken, kampen mod tyrken, fik stærkt fodfæste i den brede befolkning både før og efter Reformationen."
Synet på korstogene skifter for alvor med 1700-tallets oplysningstid, og det er det syn, der også har præget de følgende 100 års historieskrivning om korstogene. Man har fokuseret på de politiske og økonomiske interesser i korstogene og set det religiøse aspekt som en slags fernis. I 1990'erne er det religiøse aspekt dog blevet rehabiliteret i udforskningen af korstogene og af religionskrigene 1500- og 1600-tallet:
"Der er en grund til, at folk legitimerer deres handlinger, som de gør. Det betyder noget. Man må tage de middelalderlige kilder alvorligt," mener Janus Møller Jensen.
"Hvis man skal drage en moderne parallel til korstogstankens kamp for troen, så er det kampen for demokrati og menneskerettigheder. Det er forestillingen om, at man har ret, at der er ting, der er værd at kæmpe for. De kristne har ret, hedningerne tager fejl. Og der er ikke nødvendigvis en modsætning i at kæmpe for troen og for politiske mål samtidig."
Historien om Danmark og korstogene viser Danmark som en korstogsnation, et rige, velintegreret i det kristne Europa. Måske derfor falder den almindelige interesse for korstogene efter det danske nederlag i 1864, hvor Danmark geografisk skrumper ind. Det er her, slagordet bliver, at "hvad udad tabes, må indad vindes".
"Fokuseringen på det særegent danske sammen med en antimilitaristisk radikal historieskrivning gør, at udforskningen af korstogene stopper omkring 1864. Først op i 1980'erne begynder historikerne for alvor igen at interessere sig for danmarkshistorien i europæisk perspektiv."
Et eksempel på, hvor godt integreret Danmark var i de europæiske strømninger, er det også, at man i 1519 klargjorde en flåde, der skulle drage på korstog til Grønland – for at finde vejen til Indien. Ud fra samtidens kartografiske forståelse gav det god mening, og ekspeditionen ses i konkurrencen med spanieres og portugiseres ekspeditioner over Atlanten.
"Uden tvivl var det ønsket om rig handel, der drev Christian den Anden (1513-23) til at udstyre flåden, men eftersom han var dybt involveret i den europæiske korstogsbevægelse, er der ikke grund til at antage, at han ikke skulle have set ekspeditionen som et korstog – med både pavelig autoritet og aflad. Argumentet var, at Grønland var gået tabt til hedningerne, og derfor kunne man legitimere det som korstog."