Dengang Gud var ukendt for mig

De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det bærer ikke frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold."

Under sådanne betingelser arbejder hans menighed rundt i verden med ordet anvendt i lignelser under forkyndelsen af vor kristne tro. Men skønt der rent geologisk mest er klippegrund i Grønland, kan jeg forsikre om, at forkyndelsens ord altovervejende bliver sået i den gode jord.

I 1721 kom Hans Egede, Grønlands apostel, til os i Grønland. Han mødte folk, som han aldrig havde forestillet sig eksistensen af. Men han startede sin mission, og han kæmpede i 15 år for effektivt at få sået Guds ord hos befolkningen. Det lykkedes ham, skønt det bestemt ikke var nogen solstrålehistorie. Det var i en periode med problemer det ene år efter det andet afvekslende med en uhyggelig koppeepidemi, der næsten udryddede den lokale befolkning.

15 år efter sin ankomst holdt Hans Egede en afskedsprædiken, som vi hørte i dagens epistel, Esajas 49, vers 4; "Men jeg svarede: Forgæves har jeg anstrengt mig, på tomhed og vind har jeg brugt mine kræfter. Dog, min ret er hos Herren, min løn er hos min Gud." Men selvom Hans Egede forlod Grønland som en skuffet og sorgfuld mand, forkynder vi fortsat med glæde lignelsen om sædemanden deroppe i en kirke, der er en del af den såkaldte rummelige danske folkekirke og med samme bekendelsesskrifter.

Jesus, Guds enbårne Søn, Kristus, den salvede, passede ikke til sin samtids forkyndelse om Gud. Han blev korsfæstet og begravet, men stod op fra de døde. Med den opstandne Herre,

Jesus Kristus, lever den kristne menighed med de levende ord fra Gud, Vor Fader i himlene, med hans hellige dåb og med hans hellige nadver.

Den evangeliske lutherske kirke baserer sin forkyndelse på disse sakramenter: ordet, dåben og nadveren. Det er Guds gaver til os, der lever i en stund her på hans dejlige jord. I denne verden, på denne jord, føler vi os tit omgivet af en evig diskussion om, hvem af os er den største, den første. Det gælder i såvel politik som religion. I dagens evangelium møder vi også denne problemstilling. Og hvordan reagerer Jesus på det?

Selvom de tre evangelister beskriver Jesu ord lidt forskelligt, så er det bemærkelsesværdige, at et barn – et lille barn – er med i fortællingen. Og det lille barn bemærker man hos alle evangelisterne. Lad os holde os til evangelisten Markus. Han skriver; "Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men tager imod ham, som har sendt mig." Det er her, Jesus efter min mening rammer pointen, at det lille barn i den kristne tro kan være det mest værdifulde menneske målt med Guds målestok. I Guds målestok er det troen i det enkelte menneske, der tæller. I hele vort forhold til Gud må vi tage udgangspunkt i forholdet mellem barnet og faderen. Et forhold, der er karakteriseret ved tro, håb og kærlighed. Derfor indledes vore bønner: "Vor Fader i himlene".

I apostlenes gerninger møder vi en episode, hvor apostlene Peter og Johannes blev stillet for det jødiske råd, da Peter har sagt: "Man bør adlyde Gud mere end mennesker. Vore fædres Gud har oprejst Jesus, som I dræbte ved at hænge ham op på et træ. Ham har Gud ophøjet til fyrste og frelser ved sin højre hånd for at give Israel omvendelse og syndsforladelse. Og vi er vidner om dette, vi og Helligånden, som Gud har givet dem, der adlyder ham."

Så rejste en lovlærer sig i Rådet, en

farisæer, der hed Gamaliel. Han befalede, at mændene skulle føres uden for et øjeblik. Så sagde Gamaliel til de andre: "Israelitter! Tag jer i agt for, hvad I er ved at gøre mod disse mænd. For før vores tid optrådte Theudas og påstod, at han var noget. Han fik tilslutning fra omkring fire hundrede mand, men han blev dræbt, og alle, der havde fulgt ham, blev spredt og blev ingenting. Efter ham optrådte Judas fra Galilæa i folketællingens dage, og han fik folk til at følge sig og gøre oprør, men han omkom også, og alle de, der havde fulgt ham, blev spredt for alle vinde. I denne sag siger jeg jer: Hold jer fra disse mennesker og lad dem gå! For hvis dette er menneskers vilje eller værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem; kom ikke til at stå som mennesker, der kæmper mod Gud."

Den dag i dag står det kristne budskab der, hvor vi små mennesker står i dag. Gamaliels tale kunne vi gerne høre hver eneste dag, for det er tiltrængt som altid. For når det kommer til stykket, er vi ikke andet end Guds børn i liv og død.

Lad mig til sidst fortælle en beretning af en grønlandsk præst, Otto Sandgreen, der har tilbragt mange år blandt østgrønlændere, der så sent som for knap 100 år siden for første gang modtog det kristne budskab. Han udgav en bog – en selvbiografi af en åndemaner, Qaartsivaq, der kom til at hedde Georg Quppersimann ved sin voksendåb. Bogen hedder på dansk "Min eskimoiske fortid".

Egentlig skulle bogens titel ved en ordret oversættelse fra grønlandsk være; "Dengang Gud var ukendt for mig". Qaartsivaq voksede op under den dengang herskende blodhævn-mentalitet, der afstedkom mange tragedier. Det

begyndte med, at hans far og dennes bror blev dræbt af Isimmarteq, som var den, der oprindeligt var begyndt at myrde. Bogen er lige så spændende som en super kriminalroman.

Georgs møde med det kristne budskab ændrede totalt hans egen tilværelse. Jesu budskab om at elske sin næste som sig selv, at vi skal velsigne dem, der forbander os, ja, hele det kristne budskab om Gud, Vor Fader i himlene fik ham til at modtage sin dåb. En mand, der levede under en evig frygt for blodhævn.

Han slutter sin beretning om kontrasten mellem et liv uden Gud og sit liv med Gud fader i himlene. Han sagde; "Og nu! Det føles bare som en drøm – tiden da jeg var uvidende om Gud – ja, vi havde virkelig ingen viden om Gud, skønt vi dog levede. Hvor føler man sig taknemlig, at det nu kan føles som bare en drøm og ikke mere er virkeligt – at være uvidende om Gud." Således blev Georg, alias Qaartsivaq,"lille Guds barn." Amen.

Jonathan Motzfeldt (S) er formand

for Grønlands Landsting og præst