Efter Gaza

Rømning er positivt, men ensidigt er den farlig. Den israelske rømning af Gaza er et meget positivt skridt i den rigtige retning. Det er en modig politisk beslutning, der åbner for nye politiske tiltag og gennembrud. Også til trods for, at volden i løbet af de seneste 10 dage atter er blusset op i området.

Men det faktum, at rømningen var et ensidigt israelsk skridt, som palæstinenserne ikke var med til at koordinere, er en farlig præcedens for områdets fremtidige udvikling. Især fordi den israelske ledelse omkring premierminister Ariel Sharon nu for alvor er begyndt at tale om at tage flere ensidige skridt. Denne gang på Vestbredden.

Igen skal det siges: Israels rømning af bosættelser på Vestbredden er en nødvendig og positiv udvikling for hele regionen. Men hvis den palæstinensiske ledelse, ligesom i Gaza, vil blive holdt uden for beslutningsprocessen, kan sådan en rømning få katastrofale følger. Især for Det Palæstinensiske Selvstyre der for alvor vil blive overladt til sig selv.

En ensidig tilbagetrækning er den lette løsning for Israel. Det er en beslutning, der tages ud fra konklusionen, at der ikke findes en værdig forhandlingspartner på den anden side, og at Israel derfor må skabe sin egen virkelighed ved at tage sine egne skridt. Og ja, det kan til tider være svært at få øje på den palæstinensiske forhandlingspartner. I særdeleshed i en tid, hvor Hamas-bevægelsen har indtaget en mere markant og truende position i det palæstinensiske samfund, og hvor selvstyrets ledelse er fanget i en intern magtkamp. Men selvom det højst sandsynligt ikke er de interne palæstinensiske problemer, der holder Ariel Sharon vågen om natten, bør Israels ledelse gøre sit yderste for at styrke den nuværende palæstinensiske ledelse under Mahmoud Abbas, således at den forhåbentligt næste rømning fra Vestbredden kan finde sted i samarbejde med palæstinenserne og inden for en aftales rammer.