Latteren er en alvorlig sag

– Skrive er det eneste, jeg kan, bortset fra at spille, siger han, og henviser til sit "bifag" som medspiller i et rockorkester. Gennem musikken får han eksponeret en anden del af sin personlighed. Men at fortælle historier er for ham lige så nødvendigt som at trække vejret.

– Skulle jeg have fundet på noget andet at lave, ville jeg have været arkæolog. Men det at finde historien ved at bryde jordoverfladen er jo bare en anden måde at være forfatter på, siger han og fastslår uden tøven, at havde han ikke været bedre til at skrive end til at være musiker, var der ikke meget at gøre glade læsere med.

Historierne er tematisk forbundet med begreber som ensomhed, udnyttelse, misundelse, utroskab, skuffelse og længsel. Og om moral. Temaer, der er lige så knyttet til den moderne verden som til de første tider.

– Jeg skriver om øjeblikkene, de små og store, i menneskelivet. Øjeblikke, som ikke nødvendigvis er højtidelige eller dramatiske ... det er i de små øjeblikke, hvor man måske formes som menneske. Bagateller kan virke som jordskælv, når vi møder dem, og i disse livsøjeblikke – Saabye smager på ordet, godtager det og lader det glide ud og fortsætter – ligger latter, gråd, længsel.

Karen Blixen sagde, at længslen er et pant på, at det, man længes efter, findes!

– Hun sagde også, at "lykke er fravær af smerte". Også godt sagt. Men det er temaer, der ligger underdrejet fortællingen. Men mens den udvikler sig, indfinder alle de følelser, som du nævner, sig som en strøm af billeder.

De fleste af Lars Saabye Christensens tekster tager udgangspunkt i det miljø, han er vokset op i i Oslo-forstaden Skillebæk.

– Man kan se historierne som summen af alt det, jeg har oplevet, oplever, og som jeg måske skal opleve en dag ... drømme, musik, gader, mennesker, lugte ... altsammen tager sit udgangspunkt i barndommens sanseapparat.

Den dramatiske novelle "Djævelens interval" om drengen, der går til musikundervisning, men som af forskellige årsager – inklusive manglende talent – mister interessen, slutter med ordene: "Jeg kylede noderne over hegnet ved jernbanelinien og så vinden føre arkene med hen over sporene, mens jeg tænkte på denne historie, som jeg skulle skrive præcis 34 år efter."

– Som barn gik jeg til klaverundervisning, men det gik tidligt op for mig, at mine evner ikke gik i den retning. Allerede dengang vidste jeg, jeg ville være forfatter, men anede bare ikke, hvad jeg skulle skrive om. Nu ved jeg det ... disse mange år efter. Alle mennesker ved, at der er noget, de er gode til, nogle af dem lykkes det at gøre drøm til virkelighed. Jeg er blandt de heldige.

Flere af novellerne handler om børn?

– Jeg skriver ikke selvbiografiske bøger, men jeg bruger min egen erfaring, mit eget perspektiv, som ressource for alt, hvad jeg skriver. Jeg er optaget af barnet. Ikke bare som aktør i historierne, men også som "det uskyldige vidne til verden". Barnets måde at tilegne sig omverdenen på er så sensitiv og dramatisk og derfor grundlæggende for resten af tilværelsen. Det er her, det sker.

Men humoren, der sniger sig ind overalt i de 12 historier. Hvad med humoren?

– Humoren og latteren er et forsonende element. De færreste af de historier, vi fortæller hinanden, ender lykkeligt ... de fleste er triste. Jeg vil fortælle alvorlige historier, der også rummer latter, humor og komik. Jeg fortæller ved at blande humor og tragedie ind i de samme øjeblikke. Jeg kan ikke forklare det på anden måde, end at det ligger i min måde at se verden på. Det ligger i mit væsen. Jeg er sikkert meget morsommere i litteraturen end i virkeligheden, siger Lars Saabye Christensen, der her overrasker med et kremt, der kunne forveksles med latter.

Hvorfor er alle nordmænd så alvorlige?

Et spørgsmål, som Lars Saabye finder lovligt generaliserende. Og dog.

– Jeg møder ofte på mine rejser den samme påstand, og måske er der noget om den. Jeg tror, at alvor og melankoli er et udslag af den nordiske natur. Jeg er glad for statistikker, og ifølge statistikkerne er nordmændene det folk i Europa, der bruger flest penge på møbler. De er meget hjemme og bruger fritiden til at ommøblere, mens italienerne, der er udemennesker, bruger månedslønnen på tøj.

Vi forsøger at få svar fra en anden vinkel:

Er det ikke sådan, at folk, der beskæftiger sig med humor, ofte er alvorsmennesker? Jeg tænker på klovnen, på entertaineren, og i dette tilfælde på forfatteren?

– Det hænger nok sammen med, at vi tager latteren alvorligt. Mine historier er i bund og grund tragiske, så det at inddrage humoren er for mig et nødvendigt valg. For at mine personer kan overleve, må de le. Som barn lo jeg som pisket, når jeg så Chaplin-film. Men siden oplevede jeg manden som den tragiske figur, han var. En ensom, arbejdsløs stakkel. Latteren og komikken er jo på tilskuerens side. Derfor ler vi. Selvom vi måske i stedet burde græde, siger Lars Saabye Christensen med akurat det samme melankolske udtryk i øjnene, som da samtalen begyndte. Om det er en maske eller ej, ved vi ikke. Selv peger han på, at vi alle bærer skiftende masker til forskellige lejligheder. Så fik vi også dét sat på plads. Dét med maskerne, altså.

moe@kristeligt-dagblad.dk

Lars Saabye Christensen

Født i 1953, har siden debuten i 1976 udgivet en lang række digt- og novellesamlinger, romaner og skuespil. Gennembruddet fik han med generationsromanen "Beatles" (1984), som har klassikerstatus i Norge. For romanen "Halvbroderen" vandt han Nordisk Råds Litteraturpris 2002.

Lars Saabye Christensen har befæstet sig som en af Norges betydeligste nulevende forfattere. Novellesamlingen "Oscar Wildes elevator" er udkommet på forlaget Athene.