Allan Sørensen |
28. september 2005
Det Palæstinensiske Selvstyre ser afmægtigt til, mens Hamas forskanser sine tropper i de nyligt rømmede bosættelser og spiller med musklerne generelt
For få måneder siden havde samtlige palæstinensiske organisationer i Gaza travlt med at planlægge, hvad der skulle ske med de tomme bosættelser efter den israelske rømning.
Alle – både Fatah, Hamas og Islamisk Jihad – argumenterede for en retfærdig fordeling af jorden i overensstemmelse med den palæstinensiske befolknings interesser.
Mindre en to uger efter den endelige rømning er de gode hensigter begravet i kaos. Hamas-bevægelsen har indtaget flere af de forladte bosættelser og omdannet den tidligere Kfar Darom bosættelse til en militærkaserne og en slags krigsmuseum, hvor palæstinenserne kan blive guidet rundt i det, der i Gaza kaldes for modstandbevægelsens spor.
Hamas har givet den tidligere Kfar Darom bosættelse navnet Medinat Yassin (Yassin byen) opkaldt efter Hamas afdøde åndelige leder, sheik Ahmad Yassin, der blev likvideret i marts 2004 af israelske helikoptermissiler. På stedet udstiller Hamas nu mange af de våben bevægelsen selv fremstiller i Gaza.
Det Palæstinensiske Selvstyres ledelse følger udviklingen fra sidelinjen uden at være i stand til at skride ind over for den i stigende grad mere magtfulde islamiske modstandsbevægelse Hamas.
– Selvstyret fungerer næsten ikke, siger Yuval Diskin, der er chef for Israels sikkerhedstjeneste. Fatah-bevægelsen smuldrer og den palæstinensiske ledelse kan intet stille op over for de islamiske terrorbevægelser.
Den israelske sikkerheds-chef mener kun, det er muligt at forhindre Hamas i at tage magten i Gaza ved at styrke den nuværende palæstinensiske ledelse omkring præsident Mahmoud Abbas. Men det lader også til at være lettere sagt end gjort.
– Mahmoud Abbas er som en general uden soldater, og han er bange for Hamas, siger Yuval Diskin.
Men samtidig med, at Hamas spiller med musklerne over for selvstyret i kampen om fremtidens magtpositioner i Gaza, finder en vis opblødning sted blandt nogle af den fundamentalistiske bevægelsens medlemmer.
I et nyligt interview antyder professor Muhammad Ghazal, der er en af Hamas-bevægelsens ledere i Nablus-området på Vestbredden, at Hamas overvejer at ændre sit manifest fra 1988, der opfordrer til staten Israels ødelæggelse.
Israel opfordrer i øjeblikket det internationale samfund til at lægge pres på den palæstinensiske ledelse for at forhindre Hamas i at stille op til det kommende parlamentsvalg i januar 2006, med mindre Hamas lader sig afvæbne og ændrer sit manifest.
– Vores manifest er ikke som Koranen. Det kan godt ændres, siger Ghazali, og peger på de politiske omstændigheder som grundlag for en sådan ændring.
– Historisk set mener vi, at hele Palæstina tilhører palæstinenserne, men vi taler om en ny virkelighed og politiske løsninger.
Ghazali anses for at være en af de mere moderate talsmænd i Hamas, og hans udtalelser er allerede blevet modsagt fra Hamas-ledelsen i Gaza, der ikke vil høre tale om ændring af bevægelsens manifest.
udland@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad