Bente Clausen |
24. september 2005
Formand for Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer, Ejvind Sørensen, mener, at krav til menighedsrådsmedlemmer kan være et skridt mod selvstændiggørelse af folkekirken
Kirkeminister Bertel Haarder (V) har efter et samråd med biskopperne annonceret, at han vil søge et bredt flertal i Folketingets Kirkeudvalg for en stramning af loven om menighedsrådsmedlemmers tro. Det sker i forlængelse af Ribers-sagen, hvor et tidligere menighedsrådsmedlem blev meldt ud af folkekirken på grund af sin reinkarnationstro. Steen Ribers fik tidligere på måneden sit medlemskab af folkekirken tilbage efter en højesteretsdom. Kristeligt Dagblad har spurgt formanden for Landsforeningen af Menighedsmedlemmer, Ejvind Sørensen, om hans syn på, hvad lovgivning på området vil betyde.
Hvad betyder det for folkekirkens selvforståelse med en lov om krav til menighedsrådsmedlemmers loyalitet over for folkekirken?
– Jeg har personligt svært ved at se en grænse for folkekirkens rummelighed, men der er behov for, at folkekirken profilerer sig. Vi er nødt til – også i lyset af Ribers-sagen – at gå efter en definition af, hvor grænserne for den åbne folkekirke går. Det kan have den konsekvens at nogle kan blive dømt ude. Men jeg vil vende det positivt: Måske ryger der en to-tre stykker, til gengæld vil andre måske ofre folkekirken mere opmærksomhed fremover, siger Ejvind Sørensen.
Hvad siger du til at skærpe kravene til menighedrådsmedlemmer?
– Det er ikke et spørgsmål, vi har drøftet i bestyrelsen. Men personligt synes jeg, det ville være rimeligt. Både i forhold til menighedsrådsmedlemmer og det kirkelige personale. Jeg så hellere, at det var en selvfølgelighed, at begge parter stod bag folkekirkens lære, men det er åbenbart ikke altid tilfældet. Og jeg ser frem til at være med til diskussionen om, hvordan loven skal udformes.
Kan man ikke sige, at folkekirkens ret til selv at råde over forkyndelsen nu udstrækkes til også at råde over menighedsrådsmedlemmernes tro?
– Det bør ikke være tilfældet. Vi skal ikke teste folks tro, men må på den anden side forlange, at menighedsråd og kirkeligt ansatte ikke aktivt modarbejder folkekirkens arbejde og indhold. Men det er da vigtigt at få afgjort, hvem der afgør sager om loyalitet. Uanset om det skal være præst eller biskop, må der være en form for appelmulighed. Vi skal ikke have kætterforfølgelser. På den anden side, så skal de, der tjener kirken som ansatte eller folkevalgte, katme heller ikke modarbejde sagen.
Er den bebudede lovgivning et skridt mod øget folkekirkelig selvstændighed?
– Den kan måske medvirke til det, men det bliver nok ikke lovgivning i sig selv, der kommer til at gøre kirken mere selvstændig i forhold til staten. Men det er klart, at hvis kirken selv får øget ansvar for at afgrænse kirkens indhold, er der selvfølgelig en ny situation. For hvem er så kirken i den sammenhæng? Der er en gordisk knude i det her. For hvordan afgrænser man en åben kirke, uden at den bliver en bekendelseskirke for de få? Jeg er uenig med sognepræst Thorkild Grosbøll, men uden ham i folkekirken havde vi ikke fået en meget væsentlig diskussion af, hvad kristendom er.
benteclausen@kristeligt-dagblad.dkwww
Med et netabonnement på Kristeligt Dagblad kan man på internetadressen
www.kristeligt-dagblad.dk læse alle artikler, vi har bragt om Riberssagen.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad