Efter Ribers-dommen

Det var med lov om medlemskab af folkekirken naturligvis forudsat, at folkekirken er rummelig, og at medlemmerne ikke skal aflægge eksamen om deres tro.

Tvivl, usikkerhed og uvidenhed om, hvad evangelisk-luthersk kristendom er, er selvsagt ikke uforenelig med et medlemskab af den danske folkekirke. Men udbreder det enkelte medlem – som Steen Ribers – ligefrem i tide og utide en lære, der er uforenelig med folkekirkens, må medlemmet gå et andet sted hen. Folkekirkens særstilling gør det ikke til en menneskeret at være medlem af den danske folkekirke.

Det er klart, at mange i disse dage stiller sig selv spørgsmålet: Jamen, hvordan kan en pastor Grosbøll, der ikke tror på Gud, få lov at fortsætte i folkekirken, medens en kirketjener ekskluderes? Det stærkt forenklede svar er, at Grosbøll slap for en præstesag på grund af bevismangel og skiftende forklaringer. Ribers derimod har efter det oplyste stedse fastholdt sine synspunkter og udbredt en bestemt lære her og der og alle vegne.

Højesterets mindretal fastslår, at det har spillet en rolle for de kirkelige instansers eksklusion, at Ribers var medlem af et menighedsråd, og at eksklusionen havde til formål at få Ribers medlemskab af menighedsrådet bragt til ophør.

Det bør stå helt klart, at udbredelse af en lære, der kan medføre, at et medlem har sat sig uden for folkekirken, intet har med at gøre, om den pågældende er medlem af et menighedsråd. Da Riberssagen var på sit højeste, var der røster fremme om, at menighedsrådsmedlemmer skulle have en særlig tro og til en særlig eksamen for at blive medlem af et menighedsråd. Et sådant synspunkt strider aldeles imod menighedsrådsloven, der ikke spørger om lille eller stor tro, men nok forlanger, at ethvert nyt menighedsrådsmedlem afgiver en erklæring om at fremme kirkens liv og vækst, som man siger i daglig tale.

Ved en lovændring bør det klart af medlemskabslovens bemærkninger fremgå, at den lære, der kan sætte et medlem uden for folkekirken, intet har at gøre med, om det pågældende medlem tillige er medlem af et menighedsråd, men alene er afhængig af, om en alternativ lære vedvarende forfægtes offentligt.

Forpligtelsen som medlem af menighedsrådet, der fremgår af menighedsrådsloven, må ikke blandes sammen med medlemskabsloven. Men det er naturligt efter Højesterets dom også at overveje, om den erklæring, der afgives som nyvalgt menighedsrådsmedlem, skal ændres, og om erklæringen fortsat skal være en tilkendegivelse uden retlig betydning, eller om erklæringen skal have et egentligt juridisk indhold. Både en præcisering af medlemskabsloven og en præcisering af menighedsrådsløftet kræver nøje omtanke. Opgaven er meget vanskelig.

Folkekirken må på den ene side kunne værge sig som trossamfund, men det standpunkt skal ikke føre til, at vi kan rende og ekskludere hinanden i stedet for at tage diskussionen om, hvad evangelisk- luthersk kristendom er. Og en præcisering af en eller flere love må ikke rokke ved det grundsyn, at menigheden udgøres af alle døbte, og at det er denne menighed, der har valgret og er valgbar til menighedsrådet i sognet.

Birthe Rønn Hornbech er MF for Venstre og formand for Folketingets Kirkeudvalg