Et yndigt land

Jo, den findes da, den smukke natur, som guldaldermalerne satte på lærredet i den første halvdel af 1800-tallet. De bløde bakker, de milde kyster og den gavmilde lysning i bøgeskoven dukker stadig op, når man rejser gennem det danske landskab.

Og så alligevel ikke. For finder man de bløde bakker, er de ofte kløvet på tværs af en linealstreg af en asfaltvej. Og kommer man frem til bøgeskoven, står den ikke sjældent som en persilledusk i et ryddet landskab af firkantede marker, intensivt lagt under plov af et stadig mere effektivt landbrug.

Spørger man danskerne, hvad der er den sande danske natur, er det dog stadig 1800-tallets skildringer, der dominerer. Det er det land, der tegner sig på nethinden, når vi synger om guldalder-digteren Adam Oehlenschlägers sang om det yndige land, der "står med brede bøge". Et land, som er renset for asfalt, gylletanke, elmaster og alt det andet, som 150 års teknologiske og økonomiske fremskridt har bragt med sig.

Det mener blandt andre forfatteren og kunsteksperten Hans Edvard Nørregård-Nielsen, direktør for Ny Carlsbergfondet, som har skrevet flere bøger om guldaldermalerne.

– Guldalderens malere gav folket deres land tilbage. Kunstens guldalder kom i kølvandet på stavnsbåndets ophævelse og i forløbet op til Grundloven, hvor kongen overdrog styret af landet til dets folk. Så når guldaldermalerne rejste rundt i landet, var det pludselig danskernes eget landskab, der blev foreviget. Derfor har guldalderens naturbillede, malernes skildring af jordens fedme og de rustfarvede høstmarker, sat sig i den folkelige bevidsthed som et billede af den ægte danske natur. Og med krigen i 1848 og nederlaget i 1864 blev billedet kun styrket, fortæller Hans Edvard Nørregård-Nielsen.