Velfærdens rejsegilde

– Fornemmelsen af, at det ormstukne køkkentræ engang havde været nyt, var besnærende. Vi boede i en ældre murermestervilla, som jeg gerne havde byttet væk for et lille parcelhus. Til gengæld byggede mine forældre til, så vi fik en kæmpe dagligstue, spisestue og spisekøkken og pejsestue og fuld kælder. Der skulle jo ske noget. Velfærden var en foræring, men også en forpligtelse, og man løb med tungen ud af halsen for at følge med.

– Annonceringen og hele kommunikationen er meget effektiv. Reklamer og demonstrationer af de seneste nye hjælpemidler og køkkenmaskiner, der skal gøre livet lettere, er en påmindelse og tilskyndelse til forbrug. Pludselig begynder man at spekulere i, hvornår den ting, som man havde haft i mange år, og som ikke var gået i stykker, skulle smides væk til fordel for en helt ny. Som barn i 1960'erne forestillede man sig forandringen til noget evigt uforanderligt. Det nye kunne ikke blive gammelt og ulækkert, og fra nu af var vi en del af det, som den nye tid havde velsignet os med.

– Den gamle brødmaskine blev erstattet af en Eva med rund savklinge. Vi fik en fantastisk upraktisk kartoffelskræller, hvor man ved hjælp af et håndtag kunne skrælle skallen af. Vi fik skiftet det gamle Atlas-køleskab ud med et nyt og en kummefryser, hvor vi kunne hælde den halve gris ned i, som vi hentede ude hos den del af familien, der stadig var bønder, siger Thomas Thurah.

I virkeligheden synes han, at der var tale om en meget demokratisk proces. De rige i deres store velhaverkasser nede ved søen blev rigere, og de dårligst stillede fik anstændige rammer. De flyttede fra det, der engang havde været husvildebarakker, og til betonbyggeriet, hvor de fik en lejlighed med altaner, skydedøre, to børneværelser og toilet. Men i skolen mødtes børnene fra de forskellige bolig- og socialkvarterer i den kæmpestore nye fabriksagtige bygning, som indeholdt alle velfærdens samfundsinstitutioner lige fra idrætshaller, der ikke lugtede af sure sokker, til sproglaboratoriet, skoletandlægen og skolepsykologen, biblioteket og kantinen.

I slutningen af 1960'erne fortsatte udbygningen hen over Ringvejen, og kvarteret voksede til det dobbelte i løbet af årtiet både i areal og befolkningstal. Overalt kunne man fra dag til dag se en ny krans dingle i toppen af taget på et af de mange flade huse, som fandtes i varianterne typehus A og B, fortæller Thomas Thurah.

– Det var en lang fest, for der var altid en eller anden lille entreprenør, der havde fået lagt tagspærene på og kunne holde rejsegilde, og det blev fejret med smørkage og sodavand til børnene. Og hvis der ikke var rejsegilder, så var der en eller anden åbning i centeret af den nye kiosk eller slagter, eller også var der indvielse i blokbyggeriet, hvor ejerforeningens formand holdt tale. Det var fællesskabets fejring af det sociale fremskridt. Vi var fælles om at få det bedre, siger Thomas Thurah.

I bogen fortæller han sin egen families historie med økonomisk optur, forældrenes ægteskab og skilsmisse, sygdom og død og spejler en af de mest dramatiske perioder i den senere tids Danmarkshistorie.

Faderen, som var vinhandler og havde en købmandsforretning i byen, øgede sin indtjening med endnu mere. Fra at have boet i en lejlighed oven på butikken flyttede han i stort hus med sin kone og fire børn og skiftede den gamle Opel Rekord ud med et stort amerikansk dollargrin, en Chevrolet Bel Air.

– Vi kaldte den "Blær Dollargrin", og den var da et statussymbol. Ham overfor havde en Buick, og så kunne de mødes om lørdagen og beundre hinandens biler. Men den var også noget andet. Min far, som er født i 1926, og hans generation havde oplevet virkelig fattigdom og var vokset op i en nøjsomhedskultur. Han var fra en meget indremissionsk familie, hvor det handlede om "at sætte tæring efter næring" og have lange arbejdsdage. Derfor følte han, at han havde ret til at få del i overfloden og konjunkturforbedringerne, siger Thomas Thurah.

Fra midten og til slutningen af 1960'erne havde han rigtigt travlt og udvidede sortimentet til det mere eksotiske for at leve op til den nye forbrugers forventninger. Chili-sauce, mangochutney til ristaffel, bønnespirer og bambusskud og kinesisk soja var nogle af de nye kolonialvarer, som den økonomiske vækst i samfundet og charterrejser sydpå havde åbnet de danske kunders øjne for. Men kunderne begyndte at udvikle dårlige vaner, og det blev gradvist sværere at hamle op med supermarkedernes kæmpe udbud.

– Han kan ikke pludselig tidoble sit varesortiment, men gjorde, hvad han kunne for de forkælede kunder, der kom for at få den specielle te og sherryen, men også spaghetti og mel, som han lod bydrengen hente i supermarkederne, hvor det var billigere. De nye boligkvarterer skulle have supermarkeder, og den affolkning fra bymidten, som man ikke længere behøvede at tage ind til, kan jeg tydeligt huske. I midten af 1970'erne lukkede min far forretningen og er i mellemtiden blevet skilt og har haft nogle anstrengende år, siger Thomas Thurah.

Lige så tidstypisk er moderens historie, fra hun gifter sig, og til skilsmissen i 1975 er en uundgåelig realitet. Hun er akademiker, cand.mag. i kristendom og engelsk, men går hjemme til slutningen af 1960'erne og passer det store hus og de fire børn.

I 1968 begyndte hun at undervise igen på seminariet. Det er året, hvor de historiske begivenheder står i kø, og verden ændres med begivenhederne i Prag og besættelsen af universiteterne i Paris og Berlin, og også i Silkeborg mærkes ungdomsoprøret og den ophedede debat mellem nymarxister og de gammeldags indstillede. Den verden, hun vender tilbage til, da hun gerne vil ud på arbejdsmarkedet igen, er en helt anden end den, hun forlod, fortæller Thomas Thurah.

– Dengang var hun iført plisseret nederdel og kom tilbage til elever og lærere i islandske sweatere med hår alle vegne, chillummer og frisind. Hun var rystet og forbløffet, men samtidig havde hun en fornemmelse af, at det var hendes verden, og at der i den var noget til kvindekønnet. Hun blev som mange kvinder dengang selvforsørgende og fik dobbeltjob, fordi hun samtidig skulle passe huset og børnene derhjemme. Mens hun trådte ind i og blev en del af den nye verden, så min far den på afstand med skepsis og en vis frygt.

– For ham var de "venstreorienterede" og "døgenigte", som sad på deres flade røv og røg hash og lå meget langt fra hans idealer om lange arbejdsdage og tæring efter næring. Han fornemmede, at han risikerede at miste hende til den kultur. En kultur og en åndelig trussel, som var den anden side af velfærden, og som stod i stærk kontrast til den eksisterende i provinsbyen. Kulturlivet var i de mindre byer meget snævert.

– Den kristne tro var stadig hans verden, for der fandtes ikke nogen modsætning mellem den kristne tro og den materielle fremgang. Men det gik mod enden, og udviklingen var ikke længere en forbundsfælle. Min far trak sig lidt tilbage. Han stillede op til byrådet, for det var igen noget, han følte, at man skyldte, når man var en dygtig forretningsdrivende. Man skulle lægge sin indsats og "virke for Guds rige".

– Men han fik et meget dårligt valg, og man kan sige, at han og andre af hans slags rammes af den nye kultur som en boomerang. De forstår ikke den kulturelle frigørelse, som også var en seksuel frigørelse, og forbandt den med noget forkert – med skyld, synd og elendighed, siger Thomas Thurah.

På samfundsniveau betød det et forsinket sammenstød mellem de gammeldags og de langhårede. I familien betød det et stadig voldsommere slagsmål mellem mand og kone.

– Min mor talte meget om den patriarkalske magt og om, at min far sad på en piedestal. Hun såede tvivl om, hvorvidt hans opfattelse af verden var rigtig, og det var et ømt punkt, især når man som min far havde fortsat et spor, ens forældre havde lagt ud. Han reagerede voldsomt med aggression og anfægtede ligeledes min mors fortolkning. Det førte til et helvede, hvor de for at overleve var nødt til at så tvivl om den andens synspunkter.

– Det var en grundlæggende uløselig situation, som skildres i mange af Panduros tv-spil på den tid. De handler om midaldrende mennesker, der midtvejs gennem livet får fornemmelse af, at tingene ikke er, som de skulle have været. De blev skilt i 1975 som 50 procent af forældrene i min klasse, og det blev et definitivt brud. Fra skilsmissen og til min far dør, nåede de ikke til nogen forståelse af hinanden.

– Min mor bliver præst og ender med at træde ind i et typisk mandefag og stå og snakke i Guds eget hus, og det er noget, min far absolut ikke syntes var sjovt. Hun vinder terræn, mens han trækker sig tilbage og lever et stille pensionistliv, så på den måde kan man godt tolke deres ægteskab og afslutning som den kønskamp, der foregik og fik nogle store konsekvenser, siger Thomas Thurah.

I virkeligheden lever kulturkampen fra 1960'erne videre i bedste velgående, mener [BR]Thomas Thurah.

– De to fløje er stadig fuldstændigt uforenelige, og debatten handler om en fortolkning af det, der skete dengang. Det handler om frigørelsen over for borgerligheden, om de kulturradikale over for de mere konservative støtter. Mine forældre var begge kristne, men udviklingen i 1960'erne trak nogle forskelle tydeligt op.

– Efter Anden Verdenskrig talte man om en kulturkrise, men det er en intellektuel og akademisk konstruktion. I min fars verden lå værdierne trods ungdomsoprør stadig fast, og de værdier handlede om kristentro og ordentlighed: Man gik i kirke hver søndag, sang før hvert måltid og bad aftenbøn, og derudover viste man de rene negle frem, lugede bedene og rev gruset. For min far var der tale om en ubrudt bevægelse fra afsavn og nøjsomhed i gamle dage til 1960'ernes velfærd – og om en moralsk arbejdsomhedens sejr over dovenskaben og umoral, siger Thomas Thurah.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk



Thomas Thura

Født i 1963 og mag. art. og cand. mag. i litteraturhistorie og filosofi fra Aarhus Universitet. Har arbejdet som journalist, kritiker og redaktør ved blandt andet Weekendavisen . Er forfatter til en række bøger om litteratur, deriblandt "Historien er ikke slut – samtaler med 36 europæiske forfattere" og "Begyndelsen", som er en personlig beretning om hans opvækst og familie, der spejler samfundsomvæltningerne i årene fra 1965 til 1975. Skriver og underviser som adjunkt på Frederiksberg Seminarium. Opvokset i hus i Silkeborg og bor i dag i lejlighed på Frederiksberg i København.

BARN I 1960'ERNE

I 1960'erne kom velstanden til Danmark. Men hvordan var det at være barn i et årti, hvor landbrugsjord måtte vige for parcelhuskvarterer, og familien Danmark fik tv og bil? Vi har interviewet en række mennesker om deres barndom i årtiet, hvor verden gik af lave.