Kirkeministeren har politisk flertal til at stille skrappere krav til menighedsrådsmedlemmerne
Hvis man som folkekirkemedlem overvejer at stille op til det kommende menighedsrådsvalg, må man indstille sig på, at der til den tid stilles skrappere krav til ens personlige tro end i dag. Kirkeminister Bertel Haarder (V) er på baggrund af Ribers-sagen indstillet på at ændre loven, så folkekirken igen kan kræve af menighedsrådsmedlemmer, at de ikke må stå i modsætning til folkekirkens lære.
På et møde mellem kirkeministeren og biskopperne i går var der enighed om, at Bertel Haarder skal præsentere et forslag om skrappere kontrol med menighedsrådsmedlemmer for Folketingets kirkeudvalg. Det sker efter Ribers-sagen, hvor Højesteret tidligere på måneden underkendte præsters, biskops og landsrettens afgørelse om at smide kirketjener Steen Ribers ud af folkekirken, fordi han tror på re-
inkarnation. Højesteret mente, at der var tale om magtfordrejning, fordi Ribers kun blev smidt ud af folkekirken for at få ham ud af menighedsrådet.
Bertel Haarder vil foreslå kirkeudvalget, at Folketinget ændrer menighedsrådsloven.
– Eventuelt en tilbagevenden til før 1992, hvor der stod i loven, at et menighedsrådsmedlem ikke afgørende må være i modsætning til folkekirkens lære, sagde Haarder efter sit møde med biskopperne i går.
Og forslaget vil blive positivt modtaget. Et flertal af kirkeudvalgets medlemmer støtter lovændringen. Dansk Folkeparti og SF står bag, og det samme gør den konservative kirkeordfører Charlotte Dyremose, som dog helst så, at man ændrede medlemsloven, så alle folkekirkemedlemmer kan ekskluderes med teologisk begrundelse. Så langt vil Søren Krarup (DF) ikke gå.
– Men menighedsrådsmedlemmer har en repræsentativ opgave som valgte, og derfor kan man godt forlange, at de offentligt skal forsvare folkekirkens bekendelse, siger han.
Socialdemokraterne er imod forslaget med den begrundelse, at det er zapper-lovgivning om folkekirken, siger kirkeordfører Karen Klint.
Lektor i forfatningsret, Henrik Palmer Olsen, Københavns Universitet, mener, at den nye regel kan give folkekirken mere magt over medlemmernes tro.
– Men så skal det tydeligt fremgå af bemærkningerne til loven, der vedtages, at det er Ribers-sager, man ønsker at undgå, siger han.
benteclausen@kristeligt-dagblad.dkLæs mere under Kirke og tro, under Leder og under Debat