Loyaliteten skal tilbage i menighedsrådene

– I 1992 troede man i kirken ikke, at det ville komme så langt som til en Ribers-sag. Ligesom man heller ikke senere troede, at der ville blive problemer med at skelne mellem indre og ydre anliggender.

– I dag taler man om, at folkekirken skal profileres, så man kan kende den fra andre organisationer, også hvad angår menighedsrådet. Men systemet er skrøbeligt, fordi så få stiller op til menighedsrådsvalget, og et mandat i et menighedsråd kan købes for en kasse øl. Derfor er vi nødt til at have et krav om loyalitet over for folkekirken i menighedsrådene, gerne den gamle garanti, siger Raun Iversen.

Han tilføjer, at man eventuelt kan følge op med et kirkeligt nedsat udvalg til valgs prøvelse i tvivlstilfælde. Til gengæld understreger han, at der ikke bør stilles særlige loyalitetskrav til almindelige folkekirkemedlemmer, som stadig skal kunne føle sig hjemme, uanset deres personlige tro.

Da menighedsrådene blev oprettet i 1903 afviste kultusminister I.C. Christensen, som stod bag loven, at stille krav til menighedsrådsmedlemmer. Man kunne vel ikke forestille sig, sagde han, at folk stillede op, hvis de ikke var loyale over for folkekirken.

Det kunne I.C. Christensen muligvis have ret i. Ikke desto mindre gik der kun ganske få år, før den første strid om menighedsrådsmedlemmers loyalitet landede på ministerens bord.

Det var i forbindelse med præstesagen mod sognepræst Arboe Rasmussen, der begyndte i 1910. Præsten havde i en bog afvist jomfrufødslen og andre kirkelige dogmer, men blev i en efterfølgende retssag frikendt af Højesteret.

Da han søgte embede på Lolland, nægtede biskoppen ham kollats, men menighedsrådet ønskede ham alligevel som præst. Præsten blev ansat, mens en særlov flyttede tilsynet med præsten fra biskoppen til kultusministeren.

– Den kirkelige højrefløj, som vi kalder dem i dag, stiftede i den anledning Kirkeligt Landsforbund, som blandt andet krævede garanti for menighedsrådsmedlemmers loyalitet over for folkekirken. De kirkelige garantier kom ind i billedet, fordi man fandt ud af, at man altså ikke kunne regne med den loyalitet, der tidligere blev taget for givet, siger kirkehistoriker, dr.theol. Martin Schwarz Lausten.

Han beskriver sig selv som lidt gammeldags, når han mener, at man bør tilbage til garantierne.

– Det er i mine øjne ikke helt skeløjet at gå tilbage til "garantien", når man i dag ser menighedsrådsmedlemmer, der ellers aldrig sætter deres ben i kirken, stille op til valg, fordi de er utilfredse med et nyt kirkebyggeri, eller fordi en upopulær præst skal have støtte og hvad andre grunde, der kan være, siger han.

Kirkehistorikeren er godt klar over, at han dermed træder på den rummelige folkekirkes selvforståelse med plads til alle, og at den ikke er en klub for de særligt fromme – uanset om der er tale om kirkebænk eller plads i de demokratisk valgte organer.

– Der er en spænding indbygget i det, og jeg har ikke et bedre alternativ end menighedsråd, siger han.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk

Lov om medlemskab af folkekirken

1. Personer, der døbes i folkekirken, bliver ved dåben medlem af folkekirken.

2. Stk. 2: Medlemskabet ophører, såfremt et medlem slutter sig til et andet trossamfund eller på anden måde, for eksempel ved at lade sig gendøbe, stiller sig uden for folkekirken.

Lov om menighedsråd:

15. Stk. 4: Et medlem, som vedholdende undlader at opfylde sine pligter som medlem af rådet, skal udtræde af rådet.