Morten Mikkelsen |
20. september 2005
FRISKOLER Ingen tilsynsførende er ude på at slagte en friskole, men man må stole på sin egen fornemmelse, siger Sten Nicolaisen, der som skolekonsulent i Københavns Kommune har ført tilsyn med Alkownain Friskole
I skoleåret aflagde Sten Nicolaisen, skolekonsulent i Københavns Kommune, fire besøg på den somaliske Alkownain Friskole i egenskab af skolens tilsynsførende. Skolen gjorde et meget blandet indtryk på ham. I nogle timer fungerede undervisningen udmærket, mens andre var præget af uro og undervisning på et temmelig tvivlsomt niveau. Spørgsmålet var, hvordan skolen samlet set skulle vurderes – og hertil havde han ikke andet at gå efter end sin egen fornemmelse.
– Jeg gav en vurdering, som var lidt på den ene side, lidt på den anden. Jeg ville gerne ydede gode lærere retfærdighed, men samtidig følte jeg, at jeg var nødt til at påpege det, som ikke fungerede. Ikke mindst af hensyn til børnene. Det er en frygtelig start for en gruppe børn, der hjemmefra kun taler somalisk, hvis den lærer, som skal undervise dem i dansk, ikke er tilstrækkeligt fagligt kompetent, forklarer Sten Nicolaisen.
Som omtalt på forsiden har Alkownain Friskole i det forgangne skoleår været underkastet et såkaldt "yderligere tilsyn" fra Undervisningsministeriet, og de tilsynsførende herfra har givet skolen og dens faglige niveau en ret hård kritik. Sten Nicolaisen har fra skolens oprettelse i 2002 og frem til sidste skoleår stået for det "almindelige" tilsyn, som alle frie skoler er underkastet. De første år har han forsøgt at tage højde for, at Alkownain var en ny skole, der skulle finde sine egne ben, men med årene er hans kritik taget til, og han er ikke overrasket over de hårde ord fra det udvidede tilsyn.
– Men det er altid en svær vurdering, om den undervisning, man overværer på en friskole, står mål med folkeskolen. Jeg kan tydeligt huske, at jeg måtte filosofere en del over dette begreb, da jeg skulle foretage mit første tilsyn, husker Sten Nicolaisen, der er uddannet lærer helt tilbage fra 1968, siden har videreuddannet sig til cand.pæd. og har været tilsynsførende med friskoler siden 1999.
Hans pointe er, at reglerne for, hvordan man skal føre tilsyn med en fri grundskole, er temmelig uklare. Til friskoleloven hører en vejledning, som rummer nogle forslag til, hvad den tilsynsførende kan gøre, for eksempel tage en samtale med skolelederen og overvære nogle undervisningslektioner, men kun meget få pålæg om, hvad den tilsynsførende skal gøre.
– Vejledningen er ikke knivskarp. Og når man ser på de forskellige tilsynsrapporter, vil man også hurtigt kunne se, at hver enkelt tilsynsførende griber opgaven meget forskelligt an. Nogle gennemgår detaljeret, hvad der er sket time for time, mens andre nøjes med at give en samlet opsummering, siger Sten Nicolaisen, som fører tilsyn med tre skoler og deler de københavnske friskoler med en halv snes andre kommunale skolekonsulenter.
– Jeg selv plejer at indlede et tilsyn med at tage en samtale med skolelederen. Derefter aftaler vi, at jeg besøger skolen to-tre gange i løbet af skoleåret for at overvære undervisningen, og jeg beder om at få tilsendt en oversigt over skolens karakterer fra det seneste år, en timefordelingsplan samt læseplanerne. Når jeg besøger en klasse, ser jeg på, hvordan læreren griber det an, men kan også finde på for eksempel at bede en elev læse en tekst op, fortæller Sten Nicolaisen, som understreger, at dette er hans egen metode. Fra Københavns Kommune er kravet stort set bare, at den tilsynsførende mindst to gange om året skal møde op på skolen.
Han vurderer, at i de tilfælde, hvor friskoler bliver underkastet et yderligere tilsyn eller ligefrem foreslået lukket, er de tilstnsførende så sikre i deres sag, at alle ville vurdere omtrent ens.
– Selv om rapporterne kan være meget forskelligt udformet, vil konklusionerne efter min vurdering ikke være det. For eksempel i sagerne om friskolerne Alkownain og Al Qud er der en stor opmærksomhed på, at sagerne skal køres sobert. Forvaltningen kan ikke leve med, at der fremføres en kritik, som kommunen ikke kan ledsage dokumentation for. Det ville være alt for pinligt og ubehageligt for den tilsynsførende, siger skolekonsulenten.
En friskoles forældrekreds kan ifølge loven selv vælge, hvem der skal føre tilsyn. Når en del skoler – og langt hovedparten af indvandrerskolerne – vælger at lade kommunen stå for tilsynet, er hensigten blandt andet, at ingen skal kunne anklage skolen for at omgå reglerne. Og selvom friskoler på en måde er en konkurrent til kommunens egne skoler, kan de ifølge Sten Nicolaisen trygt overlade tilsynet til en kommunal skolekonsulent.
– Jeg indrømmer, at jeg er folkeskolemenneske. Men når jeg er ude på en friskole, er jeg ikke ude for at slagte nogen eller for at missionere for en bestemt pædagogik. Jeg mener, det er frugtbart, at mennesker fra folkeskolen og friskoler kan mødes og udveksle erfaringer. Ofte føler lærere på friskoler sig fagligt isoleret, fordi de ikke har en vekselvirkning med en forvaltning eller andre skoler, siger Sten Nicolaisen.
mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad