Langt de fleste danskere føler sig stadig trygge. Men et voksende mindretal har så alvorlige problemer med utryghed, at det påvirker livskvaliteten i endnu højere grad end dårligt helbred, viser en ny undersøgelse foretaget af Huset Mandag Morgen for TrygFonden.
En tilsvarende undersøgelse fra sidste år viste, at hver sjette dansker føler sig utryg. Det tal er nu steget til hver fjerde. Forklaringen skal i høj grad findes i, at verden omkring os er blevet mere barsk og er kommet tæt på, mener sociolog Eva Steensig.
– Vi har nok været lidt naive indtil nu i vores lille boble af velfærd uden terror eller naturkatastrofer, vagter eller våben. Men den usikkerhed, som lande uden for Norden har levet med i årevis, er nu ved at blive en del af vores hverdag. Det giver sig udtryk i et mindre mentalt overskud, som især gør os utrygge omkring de nære ting: familien og arbejdet, siger hun.
Samme tendens ser krise-psykolog Anders Korsgaard fra Rigshospitalet.
– Vores illusion om at kunne sikre os mod alt ondt og styre uskadt gennem livet er tilsyneladende ved at krakelere. Det sker i en tid med terror, men også i en tid, hvor normløsheden råder, og intet længere er givet. Vi tror ikke længere på autoriteterne, og det skaber utryghed – også for autoriteterne. Stadig flere af dem, der kommer til mig for at få hjælp, er politimænd, lærere, læger og andre autoritetsfigurer, som føler sig utrygge i deres job, siger han.
Kendetegnende for de danskere, der ifølge undersøgelsen føler sig utrygge, er, at hverken alder, køn, indkomst eller uddannelse spiller nogen betydende rolle. Det, de er utrygge over, er primært de nære ting såsom familiens helbred, en presset privatøkonomi og frygten for at miste arbejdet, viser undersøgelsen. Derimod betyder det kun meget lidt, hvad man personligt har været udsat for, og hvad man opfatter som politisk vigtigt.
Ifølge sociolog Henrik Dahl er det også en meget personlig følelse, der uafhængigt af alle de normale faktorer kan forklare, hvorfor nogen føler sig utrygge.
– Hvis man virkelig undersøgte utrygheden til bunds, tror jeg, man ville finde, at følelsen af anerkendelse er den allervigtigste faktor. Føler man ikke kærlighed fra sin familie eller værdsættelse i sit job, og føler man i det hele taget, at det ikke gør en forskel, om man er der eller ej, skaber det utryghed. Det ser man hos arbejdsløse, ensomme og på anden måde socialt udstødte mennesker, og den gruppe, tror jeg, bliver stadig større, siger han.
Den tabte tryghed vil aldrig vende tilbage igen, mener Eva Steensig. Vi vil blot vænne os til at være på niveau med resten af verden.
– Den økonomiske optimisme, der er i øjeblikket, vil kunne aflæses på tryghedsbarometeret om et par år. Men vi vil ikke få samme tryghedsfølelse igen. Den uskyld er røget, siger hun.
henriksen@kristeligt-dagblad.dk