Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Gaza har tømmermænd til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Gaza har tømmermænd

En ældre palæstinensisk mand venter på at krydse grænsen til Egypten. Tusinder af palæstinensere har krydset grænsen for at besøge familie og venner i Egypten, som de ikke har været i stand til at se i mere end 10-15 år. Men den kaotiske situation har også gjort det muligt for væbnede terrorister at trænge ind i Gaza med store mængder af våben, siger Israel -- Foto: Scanpix

Kommenter Hold mig opdateret

ANARKI: Efter afslutningen på 38 års israelsk besættelse er Gaza på blot en uge kommet på vildspor. Kaos, mord, våbensmugling, vandalisme, ødelæggelse og internt anarki gør fremtidsudsigterne dystre for den nu rent palæstinensiske befolkning

Lov, orden og sikkerhed.

Ingen af disse tre ord giver i øjeblikket mening for Gazas 1,3 millioner store palæstinensiske befolkning. For der eksisterer hverken lov, orden eller sikkerhed i Gazas gader.

Håbet om, at den israelske rømning ville bringe palæstinenserne tættere på oprettelsen af en selvstændig stat, smuldrer i takt med, at væbnede grupper i stigende grad sætter dagsordenen i området mellem Egypten og Israel, der er på størrelse med Langeland.

Ifølge den palæstinensiske psykolog Eyad Sarraj befinder Gaza sig i øjeblikket på randen af somaliske tilstande, hvor magtfulde krigsherrer dominerer de forskellige områder.

Annonce
– Jeg vil ikke bebrejde nogen palæstinenser for at danne en lille væbnet milits for at værne om sin familie, siger Eyad Sarraj og antyder, at forholdene i Gaza er kastet ud i et lovløst kaos, som myndighederne har svært ved at forhindre.

Selv toppen af den palæstinensiske ledelse føler sig usikker blandt Gazas folkemængder. Onsdag eftermiddag aflyste præsident Mahmoud Abbas og mange af Gazas borgere af sikkerhedsmæssige årsager deltagelse ved fejringen af den israelske tilbagetrækning.

Som ventet tog væbnede grupper kontrol over begivenheden ved at oprette deres egne kontrolposter ved indgangen til de tidligere israelske bosættelser, inden de startede et skræmmende fyrværkeri af skudsalver.

Siden Israels rømning af de 21 bosættelser i området har de interne magtkampe spidset til. Mussa Arafat, tidligere sikkerhedschef for hærens efterretninger, er blevet likvideret af 110 væbnede palæstinensere, der trak ham ud i gaden i pyjamas, inden de rettede lange skudsalver mod hans krop. Ingen er endnu blevet arresteret i denne sag.

I de forladte bosættelser har de væbnede grupper sørget for at sætte tonen ved at afbrænde og vandalisere de efterladte synagoger. Selvstyrets politibetjente, der havde til opgave at forhindre, så ikke blot til, men hjalp i flere tilfælde med at tømme synagogerne for indbo.

I industriområdet ved Erez-kontrolposten i den nordlige del af Gaza, hvor israelere og palæstinensere i årevis har arbejdet sammen, har grupper af palæstinensere hærget og ødelagt maskiner og fabrikker. Hermed har 14.000 palæstinensere mistet udsigten til fast arbejde i den kommende tid.

I Gazas sydlige del, ved grænseovergangen mellem Gaza og Egypten, er tilstanden endnu mere kaotisk. Siden Israels tilbagetrækning i starten af denne uge har omkring 40.000 palæstinensere krydset grænsen fra Gaza til Egypten uden for paskontrollen. Omkring 3000 har krydset i retning af Gaza. For at få strømmen af mennesker til at glide lettere sprængte Hamas-bevægelsen i løbet af onsdag et stort hul i muren på grænsen til Egypten.

Den lokale Hamas-leder i Rafah, Abu Atiya, advarede de egyptiske og palæstinensiske sikkerhedsstyrker i området om ikke at blande sig i sagen.

– Hvis I lukker dette hul, vil vi åbne 10 andre, sagde Abu Atiya.

Israels Forsvarsministerium har klaget til Egypten over den manglende kontrol over grænseområdet. I sidste uge underskrev de to lande en aftale om sikkerhedsforholdene ved grænsen mellem Gaza og Egypten. Men den egyptiske sides implementering af aftalen er hidtil udeblevet.

– Det er en situation, folk uden for Gaza ikke kan forstå, siger 42-årige Abu Ali, en palæstinenser, der bor i Jerusalem.

– Forestil dig at være indespærret i mere end 12 år og så pludselig få åbnet portene foran dig. Ville du ikke også forsøge at flygte, spørger han.

Ifølge Abu Ali har de fleste palæstinensere krydset grænsen for at besøge familie og venner i Egypten, som de ikke har været i stand til at se i mere end 10-15 år. Men ifølge de israelske myndigheder har den kaotiske situation gjort det muligt for væbnede terrorister at trænge ind i Gaza med store mængder af våben. Blandt disse er jord til luft raketter, der kan nedskyde fly og helikoptere. Israel er især bekymret for, at det er lykkedes al Qaeda medlemmer fra Sinai at trænge ind i Gaza.

– Palæstinenserne behøver ikke længere at grave lange underjordiske tunneller for at smugle våben ind i Gaza fra Sinai-halvøen. Nu kan de uforstyrret gå over grænsen med dem, siger Amnon Lipkin Shahak, der er tidligere israelsk generalstabschef.

Den åbne grænse har allerede resulteret i drastiske prisfald på Gazas våbenmarked, samtidig med at der er en udbredt interesse blandt de væbnede grupper i Gaza for at komme i besiddelse af nyere og bedre våben efter Israels tilbagetrækning.

Hvad angår kampen mod Israel, sørger Hamas-bevægelsen for at holde alle døre åbne. Flere af bevægelsens Kassam-raketter er i denne uge landet i den israelske by Sderot, og talsmand Mahmoud Az Zahar truer nu med at fortsætte kampen mod Israel for at befri Yaffa, Haifa og Tel Aviv.

Efter den israelske tilbagetrækning er præsident Mahmoud Abbas kommet under amerikansk og israelsk pres for at afvæbne de mange væbnede bevægelser, og især Hamas-bevægelsen. Abbas siger, at der vil blive skabt ro og orden i Gaza inden årets udgang. Men observatører tvivler på Abbas' ord, fordi den palæstinensiske præsident hidtil har valgt at overtale de væbnede bevægelser i stedet for at bruge magt mod dem af frygt for at starte en borgerkrig.

– Tiden er inde til at genopbygge Gaza, og ikke til at starte en borgerkrig, siger Ismail Haniya fra Hamas-bevægelsens ledelse i Gaza. Men Haniya står fast på, at Hamas vil forblive en væbnet bevægelse. Også efter bevægelsens ventede deltagelse i parlamentsvalget i januar 2006.

– Disse er våben, som befriede vores land, og som vil fortsætte med at befri og beskytte i fremtiden, siger Ismail Haniya. Modstandsbevægelsen (Hamas, red.) er nødt til at forblive intakt, da vejen forude stadig er lang og sej.

Men denne holdning er lige netop en kæp i hjulet på de palæstinensere og israelere, der ønsker at genoptage forhandlinger om en endelig aftale, der kan føre til oprettelsen af en palæstinensisk stat.

Der vil ikke blive tale om flere rømninger, så længe palæstinenserne ikke er i stand til at bekæmpe terror-bevægelserne, siger Gerald Steinberg fra Bar Ilan Universitetet ved Tel Aviv.

Af den grund holder mange israelere og palæstinensere vejret for at se, i hvilken retning udviklingen i Gaza vil trække de to parter.

Om det bliver den ro og orden, Mahmoud Abbas taler om, eller den oprustning og fortsættelse af den væbnede kamp, som Hamas beskriver, vil de nærmeste måneder vise.

allan@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
splitblock
Mener du, at uligheden vokser i det danske sundhedssystem?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock