Højesterets dom i Ribers-sagen (fortsættelse)

Det andet medlem af menighedsrådet, som der var røre omkring, sad frem til valgperiodens udløb i oktober 1996, hvorefter dette medlem frivilligt trak sig ud af menighedsrådet.

I begyndelsen af oktober 1993 — på tidspunktet hvor Mads-Bjørn Jørgensen havde lejlighed til at komme med kommentarer til korrekturarket vedrørende interviewet i "Arken" — havde han stadigvæk mulighed for at trække interviewet tilbage, såfremt Mads-Bjørn Jørgensens bemærkninger havde givet anledning hertil.

Mads-Bjørn Jørgensen har forklaret, at han vedstår sine forklaringer for landsretten, som de er gengivet i Østre Landsrets kendelse af 30. november 2001 og i Østre Landsrets dom af 15. april 2004.

Han tog som sognepræst initiativ til samtaler med Steen Ribers. Samtalerne var snarere sjælesørgersamtaler end egentlig vejledende samtaler. I samtalerne indgik imidlertid også en række andre mere tekniske emner, såsom administrative spørgsmål i forhold til biskop og domprovst samt kirkelige interne forhold.

Samtalerne var tilrettelagt som angivet i brevet af 30. september 1993 til biskoppen. I brevet redegjorde han over for biskoppen for, hvad han foretog sig. For ham var det væsentligt, at hvis sagen skulle ende i et eller andet resultat, så måtte det ikke skyldes uvidenhed, at sagen kom dertil. Det var derfor vigtigt, at Steen Ribers var klar over, hvad der foregik, og hvilke konsekvenser det kunne få. Han mener at kunne huske, at han gav Steen Ribers en kopi af brevet.

Foreholdt sin forklaring for landsretten som gengivet i kendelsen vedrørende hans modtagelse af korrekturark fra Steen Ribers' interview til tidsskriftet "Arken" forklarede han, at han ikke nærmere kan huske, hvornår han modtog korrekturarket.
Han kan ikke huske, om han kommenterede interviewudkastet over for Steen Ribers. Han modtog korrekturarket, som han først skulle læse igennem og overveje konsekvenserne af, men han husker ikke forløbet nærmere. Han husker ikke, om han i forbindelse med interviewet havde sagt til Steen Ribers, at Steen Ribers derved havde sat sig uden for folkekirken. Han tænkte ikke på at aflyse debataftenen den 11. november 1993, idet den allerede var plan-lagt og annonceret. Han opfattede ikke, at sagen havde fundet sit resultat efter hans gennem-læsning af interviewet i "Arken". Der var alvorlige ting til overvejelse i interviewet, men det lukkede ikke sagen for ham. Han ærgrede sig, fordi han indså, at samtalerne havde været spildte, men alligevel fortsatte han samtalerne.

Så vidt han husker, var det ikke hele interviewet, der blev gengivet i Kristeligt Dagblad. Der var ikke noget kontroversielt i gengivelsen, men han læste det ud fra det indtryk, han havde fået ved tidligere at have gennemlæst hele interviewet.

Foreholdt sin forklaring gengivet i landsrettens dom om sit interview bragt den 27. oktober 1993 forklarede han, at grunden til, at han ikke måtte vise, at sagen var gledet ham af hænde, var, at det var vigtigt for ham at markere, at der stadig var en løsning på problemet, således at der eventuelt kunne opnås et forlig. Udviklingen var gået hurtigt, og Steen Ribers havde ved sit interview til "Arken" grebet voldsomt ind og nærmest annulleret samtalerne. Han kan fort-sat vedstå de synspunkter, der kom til udtryk i hans interview af 27. oktober 1993. Samtidig måtte han tænke på sin tavshedspligt over for biskoppen. På daværende tidspunkt stod det ham helt klart, at biskoppen var appelinstans, og han skulle derfor tage sig i vare for, hvad han meddelte biskoppen.

Han husker ikke, om han havde meddelt Steen Ribers, at samtalerne var suspenderet efter Steen Ribers' interview til "Arken". Steen Ribers og han omgik hinanden dagligt og havde ikke nogen konflikt som sådan. Han erindrede ikke, hvorfor samtalerne i slutningen af november blev genoptaget. Han havde på tidspunktet for genoptagelse af samtalerne ikke besluttet sig for en afgørelse i sagen. Der kom dagligt læserbreve og skriverier i aviser, ligesom han modtog opringninger og personlige breve, herunder nogle anonyme, om at han skulle lade Steen Ribers udmelde af folkekirken. Han erindrede imidlertid ikke, om han modtog reaktioner møntet på Steen Ribers interview i "Arken".
Han mener, at Steen Ribers i perioden indtil afgørelsen vedblev med at udtale sig til pressen, men han husker ikke de præcise tidspunkter herfor.
Foreholdt sin forklaring gengivet i landsrettens kendelse om, at han gentagne gange havde sagt til Steen Ribers, at det kunne ende med, at han måtte gøre brug af lovens beføjelse til at udmelde ham af folkekirken, forklarede han, at han ikke erindrede, om det var før eller eller suspensionen af samtalerne, at Steen Ribers blev gjort bekendt med den mulige konsekvens. Han mener, at Steen Ribers var bekendt med konsekvensen, og at Steen Ribers ikke kunne være uvidende om, at sagen i sidste ende kunne havne der.

Ved brevet af 30. september 1993 til biskoppen forsøgte han at redegøre for, om lovgivningen gav ham ret til at foretage bortvisningen. Uanset dette brev til biskoppen mener han at kunne erindre, at Steen Ribers og han talte om perspektivet og de mulige konsekvenser. Han kan imidlertid ikke nærmere tidsfæste det, men mener at det fra første færd af var et relevant punkt. Han er sikker på, at Steen Ribers på et tidspunkt før den 30. september 1993 var klar over de mulige konsekvenser.

Han havde ikke fremsat noget tilbud over for Steen Ribers om, at Steen Ribers ved frivilligt at udtræde af menighedsrådet ville kunne undgå en udmeldelse af folkekirken. Steen Ribers havde tilsyneladende opfattet det som et tilbud, men han havde under samtalerne i november og december 1993 alene skitseret forskellige scenarier. Han havde ikke fremsat noget tilbud herom over for Steen Ribers.

Foreholdt Steen Ribers' brev af 13. december 1993 til ham og sin forklaring gengivet i lands-rettens kendelse, om at han indså, at der efter interviewet i "Arken" og ikke mindst Steen Ribers' ret hårde udspil i den forbindelse efterhånden næppe var meget andet at gøre, samt fore-spurgt om, hvorvidt det var Steen Ribers brev af 13. december 1993, han anså som det "ret hårde udspil", forklarede han, at det ikke var indholdet i dette brev, som han anså som "det ret hårde udspil", men Steen Ribers' udspil i "Arken". Brevet opfattede han som stående i et modsætningsforhold til det, der stod i "Arken". Steen Ribers giver efter hans opfattelse ikke ved sit brev af 13. december 1993, herunder navnlig pkt. 4, 1. afsnit, udtryk for sin kristen-domsforståelse.

Steen Ribers' udmelding i brevet af 13. december 1993 under punkterne 1 til 3 var hård, ligesom punkterne, der fremtræder som et referat af deres samtale, undrede ham og ikke var en korrekt gengivelse heraf. Han husker ikke, om han forud for modtagelsen af brevet havde talt med Steen Ribers herom.

Foreholdt sit brev af 14. december 1993 til biskoppen oplyste han, at han gik til biskoppen, fordi Steen Ribers' brev af 13. december 1993 til ham, så vidt han husker, gav anledning til, at han skrev et brev til Steen Ribers. Han drøftede fra tid til anden sine dispositioner med biskoppen, og han orienterede biskoppen om, hvad han ville foretage sig. Han drøftede imidlertid ikke selve sagens substans med biskoppen og modtog ikke biskoppens tilkendegivelser herom.

Hans brev af 20. december 1993 til Steen Ribers, hvori han anmodede Steen Ribers om at melde sig ud af folkekirken, var en reaktion på Steen Ribers' brev af 13. december 1993. Han havde ikke forinden rådført sig med biskoppen. Han husker ikke, om det møde med biskoppen, som i hans brev af 14. december 1993 til biskoppen fremgår at være planlagt til torsdag den 16. december, blev til noget.

Debataftenen den 11. november 1993 blev offentligt annonceret, og det er formentlig korrekt, at der deltog op imod 150 personer. Hans rolle i forbindelse med mødet var, at han var ordstyrer. Det var hans indtryk, uden at han dog kunne vide det, at en del af deltagerne på mødet udgjorde Steen Ribers' "bagland". Det var ligeledes hans indtryk, at Steen Ribers modtog impulser fra sit bagland, men han ved det ikke og kan heller ikke dokumentere det.

Han havde læst, men husker ikke hvor, at "Vandrer mod lyset" sigter mod at undergrave folkekirken indefra. Ved undergravende virksomhed forstår han, at man modarbejder den organisation/forening, som man er medlem af og burde have loyalitet for. Han mener, at Steen Ribers' interview i "Arken" er et eksempel på, at Steen Ribers har lavet undergravende virksomhed, og han opfatter interviewet i "Arken" som illoyalt over for folkekirken. Når Steen Ribers som menighedsrådsmedlem gjorde sig til talsmand for et helt andet budskab end det, der er indeholdt i folkekirken, da må det anses for at udgøre undergravende virksomhed. Dette er interviewet i "Arken" et eksempel på.

Foreholdt Steen Ribers' og Lisbeth Rybergs forklaringer om, at det var ham, der havde fore-slået, at Steen Ribers ved at melde sig ud af menighedsrådet kunne undgå en eksklusionssag fra folkekirken, fastholder han sin erindring om, at forslaget kom fra Steen Ribers selv.

Lisbeth Ryberg har forklaret, at hun har været ansat som kordegn i Skt. Andreas Kirke i perioden fra januar 1990 til omkring år 2000.

Hun kan fortsat vedstå indholdet af sin skrivelse af 20. januar 1994 og sin erklæring af 3. marts 1995. Hun kan stadig tydeligt huske hændelsesforløbet.

Højesterets begrundelse og resultat

Tre dommere — Marie-Louise Andreasen, Niels Grubbe og Jon Stokholm — udtaler:
Det følger af ordlyden af § 2, stk. 2, i lov nr. 352 af 6. juni 1991 om medlemskab af folkekirken m.v., at der kan blive tale om ophør af medlemskab som følge af, at et medlem stiller sig uden for folkekirken på anden måde end ved tilslutning til et andet trossamfund eller gendåb. Det må imidlertid kræves, at der er tale om en handlemåde, der kan sidestilles hermed.

For at der kan træffes afgørelse om eksklusion i medfør af denne bestemmelse, må der på grund af afgørelsens karakter og betydning være klart og sikken holdepunkt i hjemmels-grundlaget for en fortolkning, hvorefter et medlem på grund af en given handlemåde anses for at have stillet sig uden for folkekirken, jævnfør også kirkeministerens udtalelse om, at der kræves "meget klare og ekstraordinære forhold" (Folketingstidende 1990-91, tillæg B, sp. 598). Ifølge bemærkningerne til lovforslaget har bestemmelsen siden dens indførelse i lov nr. 280 af 30. juni 1922 om menighedsråd aldrig eller i hvert fald ikke i nyere tid været anvendt, og bemærkningerne indeholder ikke eksempler på tilfælde, hvor den kan anvendes. Det forhold, at man — uanset at man heller ikke forventede den anvendt i fremtiden — bevarede bestemmelsen af hensyn til folkekirkens selvforståelse som trossamfund (Folketingstidende 1990-91, tillæg A, sp. 2336), giver ikke nogen nærmere vejledning om bestemmelsens anvendelsesområde. Kravet om klart og sikkert holdepunkt i hjemmelsgrundlaget støttes også af, at man ved indførelsen af bestemmelsen i menighedsrådsloven af 1922 undlod at følge et forslag om, at udelukkelse endvidere skulle kunne ske efter administrativt fastsatte regler (Rigsdags-tidende 1921-22, tillæg A, sp. 6082).

Ifølge § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, i den dagældende lov nr. 616 af 1. december 1983 om valg til menighedsråd var et medlem af folkekirken valgbar til menighedsrådet, medmindre den pågældende "stiller sig i afgjort modsætning til folkekirken ved åbenlyst at fornægte kristentroen". Det anføres i bemærkningerne til forslaget til medlemskabsloven, at hensynet bag bestemmelsen i menighedsrådsvalgloven er det samme som bag bestemmelsen om ophør af medlemskab af folkekirken. På dette grundlag antages det i bemærkningerne, at en person, der "stiller sig i afgjort modsætning til folkekirken ved åbenlyst at fornægte kristentroen" også "stiller sig uden for folkekirken" (Folketingstidende 1990-91, tillæg A, sp. 2336). Der er efter vores opfattelse ikke grundlag for denne antagelse. Tværtimod måtte bestemmelsen, der også fandtes i menighedsrådsloven af 1922, anses at indeholde et supplerende krav til medlemmer af menighedsrådet. Dette er en følge af bestemmelsens ordlyd og fremgår også af bemærkningerne til lovforslaget om afskaffelse af bestemmelsen ved lov nr. 288 af 29. april 1992 (Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 2032). Det må således ved fortolkning af medlemskabslovens § 2, stk. 2, lægges til grund, at en åbenlys fornægtelse af kristentroen som beskrevet i den dagældende menighedsrådsvalglov § 2, stk. 1, ikke er tilstrækkeligt til at stille sig uden for folkekirken.

På denne baggrund finder vi, at der ikke er det fornødne klare og sikre holdepunkt i hjemmelsgrundlaget for en fortolkning, hvorefter et medlem af folkekirken må anses for at have stillet sig uden for folkekirken, såfremt han gennem længere tid i læserbreve, foredrag og interviews i medierne har arbejdet ihærdigt, åbenlyst og aktivt med at udbrede en troslære, der på en række punkter er i strid med folkekirkens. Dette gælder uanset en eventuel forudgående tilkendegivelse fra de kirkelige myndigheder.

Der var herefter ikke grundlag for at fastslå, at Steen Ribers havde stillet sig uden for folkekirken, og Kirkeministeriets afgørelse af 8. august 1996 er derfor ugyldig.

Vi stemmer herefter for at tage Steen Ribers' påstand til følge for så vidt angår 1. og 2. led om, at afgørelsen er ugyldig, og at han også efter den 6. januar 1994 er medlem af folkekirken.

Vi bemærker, at vi herudover er enige i den begrundelse for samme resultat, som er anført af mindretallet.
Dommerne Peter Blok og Per Walsøe udtaler:
Det fremgår af Steen Ribers' brev af 13. december 1993 til sognepræst Mads-Bjørn Jørgensen og dennes svar i brevet af 20. december 1993 samt af de forklaringer, der er afgivet af Steen Ribers og Mads-Bjørn Jørgensen, at Steen Ribers fik tilbudt eller i hvert fald stillet i udsigt, at der ikke ville blive rejst nogen sag om eksklusion af folkekirken, hvis han frivilligt trak sig ud af menighedsrådet. Allerede denne omstændighed viser — uanset om det var Mads-Bjørn Jørgensen eller Steen Ribers selv, som først bragte løsningen på bane — at det egentlige formål med den senere afgørelse om at ekskludere Steen Ribers af folkekirken i medfør af § 2, stk. 2, i lov om medlemskab af folkekirken m.v. var at opnå, at Steen Ribers ikke længere kunne være medlem af menighedsrådet. Dette bestyrkes af de øvrige omstændigheder, som er fremhævet af mindretallet i landsrettens kendelse af 30. november 2001, herunder biskop Erik Norman Svendsens forklaring om, at han i et tv-interview har tilkendegivet, at det er hans holdning, at den tidligere gældende lovgivnings bestemmelse om særlige krav til menigheds-rådsmedlemmer bør genindføres.

Forud for lovændringen i 1992 indeholdt § 2, stk. 1, i lov om valg til menighedsråd en bestemmelse om, at valgret til menighedsråd – og dermed også valgbarhed til menighedsråd, jf. § 3, stk. 1 – var betinget af, at den pågældende ikke "stiller sig i afgjort modsætning til folkekirken ved åbenlyst at fornægte kristentroen". Denne bestemmelse udgik ved lovændringen i 1992, idet det som begrundelse herfor anførtes, at det under hensyn til § 2, stk. 2, i medlemskabsloven "ikke [skønnes] rimeligt at stille yderligere betingelser for valgret og valgbarhed end medlemskab af folkekirken". Vi finder, at det herefter må følge af § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, i menighedsrådsvalgloven, at en afgørelse om at ekskludere et medlem af folkekirken i medfør af § 2, stk. 2, i medlemskabsloven, ikke må være begrundet i et ønske om at udelukke den pågældende fra at være medlem af menighedsrådet.

Afgørelsen om at ekskludere Steen Ribers af folkekirken må derfor anses for ugyldig allerede som følge af, at det som anført må lægges til grund, at det egentlige formål har været at opnå, at han ikke længere kunne være medlem af menighedsrådet.

Vi stemmer med denne begrundelse ligesom flertallet for at tage 1. og 2. led af Sten Ribers' påstand til følge.

Vi bemærker endvidere, at det er vores opfattelse, at der under de betingelser, Kirkeministeriet har angivet i sin procedure, og under forudsætning af, at den almindelige lighedsgrund-sætning iagttages, kan ske eksklusion af folkekirken i medfør af § 2, stk. 2, i medlemskabsloven. Vi finder imidlertid ikke anledning til at tage stilling til, om disse betingelser og denne forudsætning er opfyldt i det foreliggende tilfælde.

Samtlige dommere udtaler herefter:

Afgørelsen om eksklusion har ikke påført Steen Ribers en krænkelse af en karakter, som kan begrunde tilkendelse af godtgørelse for tort i medfør af erstatningsansvarslovens § 26, og 3. led i Steen Ribers' påstand tages derfor ikke til følge.
Thi kendes for ret:

Kirkeministeriet skal anerkende, at ministeriets afgørelse af 8. august 1996 er ugyldig, og at Steen Ribers også efter den 6. januar 1994 er medlem af folkekirken.

Kirkeministeriet frifindes for kravet om betaling af godtgørelse for tort.

1 sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Kirkeministeriet inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 400.000 kr. til statskassen.

–oo0oo-
Udskriftens rigtighed bekræftes.
Højesteret, den 15. september 2005.
Hanne Reichgrüber

Kontorfuldmægtig