Højesterets dom i Ribers-sagen

Supplerende sagsfremstilling
Lov nr. 616 af 21. december 1983 om valg til menighedsråd indeholdt bl.a. følgende bestem
melser:
"§ 2. Valgret til menighedsråd har ethvert medlem af folkekirken, der er fyldt 18 år, medmindre den pågældende stiller sig i afgjort modsætning til folkekirken ved åbenlyst at fornægte kristentroen."

"§ 3. Valgbar til menighedsråd er enhver, som opfylder betingelserne i § 2 for valgret, medmindre vedkommende er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af et menighedsråd."
Ved lov nr. 288 af 29. april 1992 om ændring af lov om valg til menighedsråd blev bestemmelserne ændret til:
"§ 2. Valgret har ethvert medlem af folkekirken, der er fyldt 18 år og har dansk indfødsret eller har haft fast bopæl i riget uafbrudt i et år forud for valgdagen."

"§ 3. Valgbar er enhver, som opfylder betingelserne i § 2 for valgret." I lovforslagets bemærkninger til § 2 hedder det (Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 2032):
"Den hidtil gældende bestemmelse om, at et medlem af folkekirken ikke har valgret (eller er valgbar) til menighedsråd, hvis den pågældende stiller sig i afgjort modsætning til folkekirken ved åbenlyst at fornægte kristentroen, foreslås udeladt. Efter reglerne om medlemskab af folkekirken ophører medlemskabet, hvis et medlem slutter sig til et an-det trossamfund eller på anden måde, f.eks. ved at lade sig gendøbe, stiller sig uden for folkekirken. Det skønnes derfor ikke rimeligt at stille yderligere betingelser for valgret og valgbarhed end medlemskab af folkekirken."
Lisbeth Ryberg har i et brev af 20. januar 1994 udtalt:
"Præstehøjskolens forstander Niels Thomsen tilkendegav klart, at reinkarnation og "Vandrer mod lyset" ikke var kristendom, men at Folkekirken var og burde være bred nok til at rumme personer med den slags holdninger, i modsat fald burde også kommunister, ateister, superliberalister o.s.v. smides ud. Men presset voksede og Biskoppen blev rådgiver for MBJ. Menighedsrådsformand Steen Christen viste også, at hans holdning ikke bundede dybere, end al han nu følte tilfredshed ved tanken om at få SR ud af m.rådet. Margrete Auken havde telefonsamtaler med MBJ, hvor hendes holdning var, at man skulle prøve at få SR til at trække sig frivilligt ud af rådet, med begrundelse, at nu ville han ikke være årsag til mere uro, så ville han stå som et pænt menneske med æren i behold og sagen kunne slutte uden det drastiske indgreb, at SR skulle fratages sit falke-kirkemedlemskab. MBJ gav i flere samtaler overfor mig udtryk for, at det var en god løsning. SR fik "tilbuddet" fra MBJ om selv at trække sig ud og så blive "forholdsvis fredet" ellers ville MBJ se sig nødsaget til selv at gøre det. I første omgang indvilligede SR, MBJ var meget lettet og glad, men da SR så skiftede mening, ophørte MBJ med at informere mig. Nu gik der alvor i sagen, dørene blev lukkede, samtaler med biskoppen og provst blev dagligdag og JÅ blev ved. Agnete Svendsen og jeg havde samtaler med MBJ, men han holdt på sit, at SR selv havde gravet sin egen grav ved sit interview i "Arken" (skønt dette faktisk ikke gav en eneste reaktion, hverken skriftligt eller mundt-ligt) MBJ gav udtryk for overfor mig, at han syntes det var mærkeligt at ikke EEN (bortset fra Margrete Auken) af hans kolleger ringede for at støtte ham i denne sag, men han gjorde sig vist ikke klart, at de ringede ikke, fordi de anså sagen for et spørgsmål om proportionsforvrængning i gangsat i JÅ. Gudskelov er der da mange præster i folkekirken, der mener, at de, der føler, de hører hjemme der, hører hjemme der og at folkekirkens dage er talte, hvis de begynder at smide folk ud, at være en dømmende instans. Konkluderende kan man sige, at det vigtigste var at få SR ud af rådet, og var han gået selv, havde han beholdt sit medlemskab. Nu brugtes medlemskabet til at fratage ham en stilling, som han var valgt til med mange stemmer på godkendt og demokratisk vis. Der drejer sig om en række personer, der ikke i deres inderste har en fast holdning, men som lader sig rokke af hetz, af pres og angst for deres eget rygte. Det drejer sig om folk, der ikke har konsekvens i mellem udtalelser og handling og som når tingene glider fra at være venskablig samtale, hvor alle har god samvittighed, over til at blive en princip-sag, der i virkeligheden belaster den enkeltes samvittighed, lukker dørene, bliver formel og hemmelighedsfuld. Samtaler der ikke tåler åbenhed, er der altid noget fordækt ved."
Lisbeth Ryberg har i en erklæring af 3. marts 1995 udtalt: "Jeg skal hermed bevidne:

at i den periode, hvor Steen endnu sad i menighedsrådet og MBJ var stærkt i tvivl om, hvad han skulle stille op, kom han ind på mit kontor og sagde, at nu ville han foreslå Steen, at han frivilligt trak sig ud af rådet, derved kunne han forblive medlem af folkekirken og komme ud af sagen "uden at tabe ansigt" som MBJ udtrykte det. Jeg svarede, at jeg synes, det lød godt.

MW fortalte få dage efter, at Steen tilsyneladende ville følge denne anmodning fra MBJ, men ville have lidt betænkningstid.
Efter få dage kom MBJ igen til mig og var meget ked af, at Steen ved nærmere efter-tanke alligevel ikke ville trække sig frivilligt ud. MW var synligt ærgerlig over det og ville nu måske selv blive nødt til at tage dette skridt med inddragelse af medlemskab mod Steens ønske."
Forklaring
Til brug for Højesteret er der afgivet supplerende forklaringer af Steen Ribers og Mads-Bjørn Jørgensen og forklaring af Lisbeth Ryberg.

Steen Ribers har forklaret, at han kan vedstå de for landsretten afgivne forklaringer, som de er gengivet i Østre Landsrets kendelse af 30. november 2001 og i Østre Landsrets dom, dog således at han til kendelsen præciserer, at det var i februar 1991, han blev opfordret af formanden for menighedsrådet, Agnete Svendsen, til at holde et foredrag i studiekredsen. 1 foredraget skulle han fortælle om de synspunkter, han havde skrevet om i de syv første læserbreve.

Gengivelsen i kendelsen af hans forklaring om interviewet den 28. juli 1993 er mangelfuld. Den 28. juli 1993 blev der lavet et interview til TV2. Intervieweren kom fra bispegården, hvor hun forinden havde lavet et interview med biskoppen. Han havde inden interviewet spurgt intervieweren, om de havde fået lov til at optage i kirken, hvilket hun bekræftede. Da intervieweren kom indenfor i kirken, bad hun om at låne bogen "Vandrer mod lyset", fordi hun ikke kendte den. De gik sammen ind i et afsides kontor, hvor de forberedte interview-spørgsmålene. I mellemtiden satte TV-folkene lys op i kirken. Derefter gennemførte de interviewet med ham stående midt i kirkegangen. Da interviewet var overstået, ringede biskoppen til kirken for at tale med sognepræst Mads-Bjørn Jørgensen, men da sognepræsten havde fri, talte biskoppen i stedet for med ham. Biskoppen spurgte, hvad han havde svaret på spørgsmålene. Om aftenen så han udsendelsen i TV, og det viste sig, at bogen "Vandrer mod lyset", uden hans vidende var blevet lagt på prædikestolen. Intervieweren havde således videregivet bogen til teknikeren, som uden hans vidende havde placeret den på prædikestolen, hvorefter der var blevet filmet, således at der var taget et nærbillede af bogen og herefter zoomet ud i kirke-rummet Han blev ikke flov, men mente, at det var dårligt og manipulerende lavet. Han blev irriteret på TV-folkene, og han følte, at de havde manipuleret med ham ved at gøre det uden hans vidende. Intervieweren havde sagt til ham, at hun havde faet lov af præsten til at optage i kirken. Han var enig i beslutningen om, at der blev givet lov til at filme i kirken, idet sogne-præsten dagen før havde deltaget i et interview i kirken, og idet interviewet drejede sig om angrebene fra Johannes Aagaard mod hans person og virke i kirken. Han mente ikke, at bogen burde have ligget på prædikestolen, idet det var helt upassende. Han kan ikke svare på spørgsmålet om, hvorvidt han finder det upassende at inddrage bogen "Vandrer mod lyset" i forkyndelsen, idet han intet har med præsters forkyndelse at gøre. Han har kun anvendt bogen som kilde i en offentlig debat vedrørende spørgsmålet om reinkarnation og dennes forenelig-hed med den kristne tro.

Han ønsker desuden at korrigere kendelsens gengivelse af hans forklaring om møderækken, idet ordet "gennemgang" i sætningen "Samtalerækken omfattede først og fremmest en gennemgang af tre trosbekendelser og Luthers lille katekismus" kunne opfattes forkert. Der burde i stedet have stået "Samtalerækken omfattede først og fremmest omfanget af bekendelses-skrifterne, dvs. Biblen, de fire trosbekendelser og Luthers lille katekismus". Han blev i den forbindelse henvist til Leif Granes bog, "Den danske Folkekirkes bekendelsesskrifter", hvori der redegøres for Biblens betydning i forhold til trosbekendelsen.

Det var i slutningen af august 1993 — og ikke i begyndelsen af oktober 1993 — at han blev kontaktet af en teologistuderende vedrørende et interview til tidsskriftet "Arken". Det var en af de første dage i oktober 1993, at han modtog korrekturarket fra interviewet til "Arken", og samme dag gav han en kopi heraf til Mads-Bjørn Jørgensen.

Han var medarrangør af to mødeaftener den 11. og 18. november 1993 på den måde, at det var menighedsrådet, der havde arrangeret disse aftener, og da han var medlem af menigheds-rådet, var han derfor medarrangør. De to præster, herunder sognepræsten, var ligeledes med-lemmer af menighedsrådet og således på tilsvarende måde medarrangører. Ideen til den første debataften den 11. november 1993 var hans, mens ideen til den anden debataften den 18. november 1993 var Mads-Bjørn Jørgensens. Hans andel i forberedelsen af de to debataftener var, at der var nedsat et aktivitetsudvalg i menighedsrådet, som han var medlem af. For så vidt angik den første debataften den 11. november var han den mest aktive og lavede den største del af arbejdet. Vedrørende den anden debataften var det sognepræst Mads-Bjørn Jørgensen, der var den mest aktive.

I stedet for "Mads-Bjørn Jørgensen havde på et gult stykke papir forfattet et udkast til en erklæring ...", burde der have stået, at "Mads-Bjørn Jørgensen havde forud for samtalen på et gult stykke papir forfattet et udkast til en erklæring ...".

Gengivelsen af hans forklaring om præstens samtale med biskoppen er ikke dækkende. Efter sognepræstens samtaler med henholdsvis domprovsten og biskoppen, forklarede sognepræsten ham, at domprovsten havde sukket lidt, og sagt: "Ja, så slipper vi da for at få en sag".
Han havde spurgt sognepræsten, om han ville bede biskoppen om at få det skriftligt, hvis biskoppen indvilgede i sognepræstens forslag. Sognepræsten fortalte ham, at biskoppen havde svaret, at han ikke kunne fa det skriftligt, men at han kunne få hans biskoppelige ord på det. Det er ikke rigtigt, at han ophørte med at skrive læserbreve "efter at være blevet valgt ind i
menighedsrådet". Hans sidste læserbrev blev skrevet den 10. maj 1992, hvilket er et halvt år, før han blev medlem af menighedsrådet.

Han betingede sig ikke, at interviewet med TV2 foregik udenfor. Imidlertid betingede han sig dette, da DR to dage senere ville lave en lignende optagelse. Da han havde set, hvad der var sket under det første interview, betingede han sig, at det andet interview foregik uden for kirken.

Gengivelsen af hans forklaring i dommen om interviewet til "Arken" er forkert. I stedet for "Han udtrykte jo kun sandheden", skulle der stå "Han udtrykte jo kun det faktiske".

Det er desuden forkert gengivet i dommen, når der står, at han ignorerede Mads-Bjørn Jørgensens svarbrev af 20. december 1993. Han ignorerede ikke brevet, men besvarede det ved brev af 3. januar 1994.

Han kan i det hele vedstå sin erklæring af oktober 1994 til Kirkeministeren.

Han tager afstand fra den konklusion, som landsretten er nået til vedrørende hans tro. I den forbindelse henviser han til sin erklæring af oktober 1994 til kirkeministeren, herunder navn-lig pkt. 7 og 10, hvori han nøje gør rede for sin trosopfattelse. Landsrettens bemærkninger er ligeledes forkerte, når der står, at han har fremført sin kristendomsopfattelse i dagspressen, gennem foredrag og interviews. Han har givet udtryk for, at han tror på reinkarnation, og han har debatteret og henvist til "Vandrer mod lyset" og andet kildemateriale i den forbindelse. Johannes Aagaards åbne brev indeholder en helt fejlagtig beskyldning om, at han havde til-sluttet sig et andet trossamfund, hvorfor brevet efter hans opfattelse ingen betydning havde. lian blev først orienteret om de mulige konsekvenser efter mødet den 18. november 1993.

Det er desuden forkert, når der i landsrettens bemærkninger står, at han fortsatte sin foredragsvirksomhed om "Vandrer mod lyset". Han har ikke holdt foredrag om "Vandrer mod lyset", men om reinkarnation og reinkarnations forenelighed med den kristne tro med udgangspunkt i bogen "Vandrer mod lyset" og andre kilder. Han holdt sit sidste foredrag den 31. oktober 1993. Efter at sognepræsten ved arrangementet den 11. november 1993 bad ham om ikke at holde foredrag, har han således ikke holdt foredrag.

Han mener, at det er forkert, når landsretten bemærker, at han ved sin skrivelse af 13. december 1993 har fastholdt "Vandrer mod lyset" som sin kristendomsopfattelse. I skrivelsen af 13. december 1993 gav han udtryk for sin egen kristne tro i første afsnit under punkt 4, og der-næst fortsatte han i et andet særskilt afsnit med at redegøre for "Vandrer mod lyset"s kristen-domsopfattelse. Han holdt således sin egen kristendomsopfattelse i første afsnit adskilt fra afsnittet om "Vandrer mod lyset"s kristendomsopfattelse.

Læs resten af Højestrets dom i Ribers-sagen her