LÆSERDEBATTEN: I anledning af Religionernes dag fortæller André Rønlov i ugens indlæg fra læserdebatten, at "den Gud, jeg tror på, må jeg kunne mærke i mig selv"
Religion.dk opfordrer os til, at give vores bud på, hvem eller hvad Gud er, og hvordan vi hver for sig tror på Gud. Inspirationen kommer fra Grosbøll, som ifølge pressen ikke tror på en skabende Gud. Nu har biskop Jan Lindhardt givet Grosbøll grønt lys igen, så et eller andet må være faldet på plads. Hvad der er sket, er en hemmelighed, og det kan måske heller ikke forklares, uden at der går journalistik i det.
Hvem og hvad er Gud så efter min mening? Spørgsmålet kan ikke besvares, fordi de samme ord skaber forskellige billeder hos os. Hvis jeg siger, at Gud er den højeste intelligens, dækker det godt nok for mig, men der vil være mange, som forbinder intelligens med IQ, og så er mit billede ødelagt.
Siger jeg, at Gud ikke er en person, ramler det vist for de fleste.
Siger jeg, at mit billede af Gud er personligt, ved jeg ikke hvor mange, der er enige med mig. Forklarer jeg mig derimod, begynder flere at forstå, hvad jeg mener med personlig.
En såkaldt almindelig kristen og en fra en fundamentalistisk sekt har ikke det samme billede af Gud. Men lad mig få nogle flere streger med til mit billede.
Gud kan i mit billede ikke formuleres. Gud er ikke noget historisk. Gud har altid været og vil altid være.
Jeg har haft mange samtaler med mennesker fra forskellige trosretninger. En af de sætninger, som jeg har fyret af, om jeg så må sige, er: "Den Gud, jeg tror på, må jeg kunne mærke i mig selv". Den har givet mig mange knubs. Jeg havde simpelthen storhedsvanvid, når jeg troede, at jeg kunne mærke Gud! Havde jeg dog ingen gudsfrygt? Nej, ikke i den traditionelle betydning af frygt. Jeg har derimod stor ydmyghed over for livet og dermed over for Gud.
Når vi er skabt i Guds billede, kan Gud ikke være fremmed for os. "Han" må være inde i os. "Han" må være der som kærlighed, som essens (se min slutbemærkning om at elske sin næste).
Jeg kan ikke mærke Gud (kærligheden eller næstekærligheden) hele tiden. Jeg må spille min roller i samfundet, og dér må jeg -- desværre kan man sige -- lade Gud være baggrund og nøjes med at lade kærligheden (læs medmenneskeligheden, omsorgen, medfølelsen) skinne igennem så meget, som situationen tillader.
Mine evner i den retning er måske ikke særligt veludviklede, men jeg gør mit bedste, og det vil jeg blive ved med i håb om, at jeg bliver dygtigere.
Skal jeg sluttelig forsøge at udtrykke essensen af min tro, må det være: Gud er kærlighed. Hvad kærlighed så er, aftegner sig hos det enkelte menneske i den grad, det kan elske sin næste (læs være medmenneskelig, acceptere det, som det er, hjælpe det til at opdage mere kærlighed i sig selv, og selv modtage opdagelsen hos mig selv).
Så bør jeg også tage det med at elske sine fjender op. Naturligvis skal vi det. Går vi imod dem, har vi sat den fysiske krig i gang. Men opgaven med at elske sine fjender er så stor, at jeg tror, den må komme, når vi har lært at elske næsten, som ikke er fjende, som os selv.
Opfatter vi næsten, som om det er os selv, tror jeg, vi vil have svært ved at gøre ondt mod andre mennesker.
Det store problem er sproget. Dette magtfulde instrument som vi ofte antager som sandhed og virkelighed. Vi bytter om på middel og mål. Sproget er det middel, der kan være med til, at vi opdager målet: Kærligheden og næstekærligheden i os selv.
Det er, hvad jeg kan sige i øjeblikket!
Du kan læse hele tråden, der starter med dette indlæg, ved at klikke her
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
| 6 |
Sv. Den videnskabelige... |
2 timer siden |
| 3 |
Sv. Afkristning er den egentlige... |
5 timer siden |
| 8 |
Fostre, der lever efter... |
5 timer siden |
| 3 |
Det er vel "bedre", |
6 timer siden |
| 1 |
Menighedsrådsfor mand: Jeg... |
8 timer siden |
Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende