Opgør med uligheden

Siden den anden halvdel af 1990'erne har Frankrig, Tyskland, Belgien og Østrig været på næsten konstant konfliktkurs med USA i spørgsmålet om det, som USA kalder religiøse mindretal, og som Europa kalder for sekter.

Siden al-Qaedas angreb på USA den 11. september 2001 er frygten for sekterne drevet i baggrunden af frygten for muslimske ekstremister. Men den anti-sekt-lovgivning, som blev gennemført i slutningen af 1990'erne, er stadig i kraft.

– Religionsfriheden respekteres i vid udstrækning. Men Europa har et klart og vedvarende problem med at acceptere minoritetsreligioner og nyreligiøse bevægelser, konstaterer Willy Foutré, formand for menneskeretsorganisationen Human Rights Without Frontiers, Menneskeret uden Grænser, som er specialiseret i religionsfrihed.

Sekterne kom på den europæiske dagsorden i 1990'erne, hvor adskillige nyreligiøse bevægelser havde succes med at hverve nye medlemmer. Flere blev mistænkt eller dømt for at have bedraget og ruineret medlemmerne eller for at bringe deres liv i fare med særlige kostvaner eller forbud mod lægebehandling.

I Frankrig førte kollektive selvmord i den såkaldte Soltempelorden til oprettelsen af et særligt organ til overvågning af sekter, som offentliggjorde en liste med påstået farlige sekteriske organisationer. Listen omfattede for eksempel Scientology, men også Jehovas Vidner og en række evangeliske og karismatiske kristne kirker.

I 2001 blev lovarsenalet udvidet med den såkaldte About-Picard-lov, som gør det muligt at forbyde religiøse organisationer, som dømmes ved domstolene mere end én gang, for eksempel for skattesnyd. Loven, som aldrig er blevet bragt i anvendelse, gør det også muligt at rejse tiltale for forsøg på hjernevask.

I Tyskland kom i særdeleshed Scientology i myndighedernes og efterretningsvæsenets søgelys. Organisationen blev fra politisk hold defineret som en trussel for demokratiet, og både private og offentlige arbejdsgivere indførte en form for "Berufsverbot" eller ansættelsesforbud mod Scientologys medlemmer.

– I Frankrig er man generelt mistænksom over for religiøse bevægelser, uanset om det er gamle, etablerede eller nye religioner. Det samme gælder Belgien. I Tyskland og Østrig er det den katolske og, for Tysklands vedkommende, også den lutherske kirke, som bekæmper konkurrence fra andre, mindre religioner, fastslår Willy Foutré fra Human Rights Without Frontiers.

En anden sort plet på det europæiske landkort er Grækenland, som tegner sig for syv af de 12 sager om overgreb på religionsfriheden, som europæiske lande tabte ved Den Europæiske Menneskeretsdomstol i Strasbourg mellem 1964 og 2001. Det er især de såkaldte Metaxa-love fra 1938 med forbud mod mission, som har bragt Grækenland på kant med religionsfriheden. Det er ikke mindst gået ud over Jehovas Vidner, ligesom også det muslimske tyrkiske mindretal er blevet udsat for diskrimination. Ifølge den årlige amerikanske rapport om religiøs frihed i verden anholdes en mormon eller et Jehovas vidne hver 14. dag.

– Situationen i Grækenland er trods alt blevet væsentligt bedre inden for de seneste år, især under indtryk af Den Europæiske Menneskeretsdomstols afgørelser, understreger Willy Foutré, som peger på, at det i mange tilfælde er den græsk-ortodokse statskirke, som står bag anmeldelser af religiøse mindretal.

Selvom en statskirke i dette tilfælde har spillet en afgørende rolle i diskriminationen af religiøse mindretal, er det ikke kirkeordningen i sig selv, som gør udslaget, mener Willy Foutré.

Han støttes af Gerhard Besier, professor i kirkehistorie ved Hannah Arendt Instituttet for Totalitarismeforskning i Dresden og en af de universitetsfolk, som har kritiseret den tyske antisekt-lovgivning.

– Et land som Storbritannien har også en statskirke, men er samtidig et af de lande, hvor mindretalsreligionerne nyder den største beskyttelse. Men i mange europæiske lande har man traditionelt givet flertalskirken betydelige privilegier. Det er disse traditioner, som fører til diskrimination, mener Gerhard Besier.

Det viser sig i forskellige grader af anerkendelse, som staten kan give de forskellige religioner. Østrig har for eksempel tre forskellige niveauer for anerkendelse, som giver forskellige rettigheder, fra retten til at forrette religiøse ceremonier til skattefritagelse for pengegaver. I Danmark kan mindretalsreligionerne enten være kongeligt anerkendte eller blot have vielsesbemyndigelse.

– Det skaber et hieraki mellem de forskellige religioner, som er specifikt for Europa i modsætning til for eksempel USA, hvor alle religioner er ligestillede, siger Willy Foutré, som peger på den danske debat om folkekirkens folkeregistrering som et typisk eksempel på, hvordan en bestemt religion tildeles særlige rettigheder og opgaver.

Den Europæiske Menneskeretsdomstol har aldrig behandlet dette spørgsmål om stats- og flertalskirkernes særrettigheder. Men grundlæggende anerkender domstolen, at religionsfriheden er underkastet visse begrænsninger. Det gælder for eksempel retten til at bære det islamiske tørklæde, hidjab, en debat, som siden terrorangrebet på USA i 2001 har erstattet debatten om sekterne.

Frankrig har forbudt brugen af iøjnefaldende religiøse symboler i de offentlige skoler, og i Tyskland har flere delstater forbudt lærere i offentlige skoler at bære hidjab.

Den Europæiske Menneskeretsdomstol forventer, at spørgsmålet om retten til at bære hidjab, og implicit om islams plads i det offentlige rum, vil blive et af de helt store principielle spørgsmål i de kommende år.

Indtil videre siger domstolens retspraksis, baseret på to sager fra Schweiz og Tyrkiet, at der ikke er noget i vejen for at forbyde hidjab.

Til gengæld er den særlige europæiske hierakiske opdeling mellem religionerne i stigende grad i skudlinjen i internationale organer. FN's særlige rapportør for religionsfrihed har flere gange været ude efter flertalskirkernes privilegier.

"Princippet om religionsfrihed, som det er formuleret i international ret, kommer dårligt overens med en formel differentiering mellem religionerne. Det indebærer nødvendigvis en forskelsbehandling, som i visse tilfælde kan udgøre en diskrimination i strid med menneskerettighederne", hedder det i en rapport fra FN's særlige rapportør for religionsfrihed.

Både religionshistoriker Gerhard Besier og formanden for Human Rights Without Frontiers, Willy Foutré, er enige om, at de europæiske lande vil blive nødt til at tage flertals- og statsreligionernes privilegier op til revision.

– Enten må man udvide privilegierne til at gælde alle religioner, eller også må man fratage den dominerende religion dens særrettigheder, for eksempel retten til at foretage vielse eller folkeregistrering, og lægge disse opgaver over til staten. Verdens og historiens gang går i retning mod en fjernelse af religiøse privileger. Europa er nødt til at tilpasse sig, siger Willy Foutré.

Den svenske beslutning i 2000 om at ophæve den lutherske kirkes status som folkekirke og sidestille den med de øvrige trossamfund synes at pege i den retning.

Men så enkelt er det ikke, mener Gerhard Robbers fra Institut for Europæisk Forfatningsret ved universitetet i Trier og formand for et europæisk forskernetværk, der analyserer forholdet mellem stat og kirke.

– Det er et overfladisk synspunkt, at det er i modstrid med menneskerettighederne at give en bestemt religion forrang. Denne forrang afspejler den kendsgerning, at en bestemt trosretning socialt og demografisk er dominerende, fordi et flertal af befolkningen bekender sig til den, siger Gerhard Robbers.

Men spørgsmålet er, om flertalsreligionerne virkeligt repræsenterer et flertal af indbyggerne, påpeger Gerhard Besier fra Hannah Arendt Instituttet for Totalitarismeforskning i Dresden.

– Det er jo kun flertalskirker på papiret. Flertallet af befolkningerne er ikke rigtigt troende, de bruger ikke kirkerne. Man fastholder de gamle kirkers særstatus af kulturelle årsager, fordi man mener, de holder sammen på samfundet. Men det har ikke noget med flertallets religion at gøre, siger Gerhard Besier, som kun ser én grund til, at nogle trossamfunds særrettigheder fortsat bevares:

– Myndighederne foretrækker at have ét eller højst to kirkesamfund at diskutere med. I virkeligheden handler det om, at de europæiske lande ikke bryder sig at acceptere, at de for længst er blevet multireligiøse og multikulturelle.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Religionsfrihed

Tros- og religionsfrihed betragtes som en grundlæggende rettighed i det meste af Europa. Men hvad stiller regeringer og trossamfund op, når denne rettighed kommer i konflikt med andre menneskerettigheder? For eksempel med ytringsfriheden? Kristeligt Dagblad skriver i denne uge om religionsfriheden i Europa.