Man skal være deltager

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

– Præget af, at jeg mener, man skal være deltager og ikke bare tilskuer her i livet.

Hvad har præget dit livssyn?

– Mine forældres gode humør og min jødiske baggrund. Fra min opvækst husker jeg mine forældre, Eva og Christian Frahm, begejstret optaget af politik, kunst og kultur. Far var gymnasielærer i biologi og geografi, gammel modstandsmand og med til at stifte Socialistisk Folkeparti (SF) i 1959. Han lærte mig glæden ved naturen og fik mig til at holde alle mulige dyr, firben, hugorme, haletudser, græshopper. Det var lidt specielt med ham, for to gange i livet fandt han sammen med en jødisk kvinde uden selv at være jødisk. Efter min mor giftede han sig med Kristine Heltberg, lektor i slavisk filologi ved Københavns Universitet og i en periode medlem af Folketinget for SF. I en tale sagde han engang, at han kun kunne falde for jødiske kvinder, det var vist for sjov, men hvorom alting er, har både min mor og min stedmor besiddet de egenskaber, han satte så stor pris på: engagement og lyst til at deltage i livet.

– Jeg blev først bevidst om min egen jødiske baggrund som halvstor pige. Der var nogle onkler i familien, som holdt jul på en anden måde, men det var ikke noget, jeg gik op i. Så engang, under en middag derhjemme hos min far og stedmor, kom jeg som 12-årig med en bemærkning om, at politik kun var noget for gamle mænd. I samme nu fløj min stedmor op fra sin stol og sagde: "De ord må du tage i dig igen!" og så fortalte hun, hvordan hun var blandt de få overlevende jøder fra en hel skole i Warszawa. Hvordan de øvrige jødiske børn og deres familier var blevet deporteret til Auschwitz, og at verden kun kunne gøre sig håb om at undgå en gentagelse af rædslerne, hvis alle ville vågne op, tage ansvar og blande sig i den politiske debat. Jeg forstod, at folkelig passivitet var noget af det værste. For tænk, hvis de fleste jøder herhjemme under besættelsen ikke havde reageret aktivt på muligheden for at flygte og tænk, hvis der ikke havde været nogle til at hjælpe dem. Når jeg i dag går med Davidsstjernen i en kæde om halsen, er det, fordi den minder mig om pligten til at være med. Normalt er stjernen ikke noget problem, når jeg rejser i Palæstina. Enten siger folk ingenting, eller også siger de "jamen, vi er jo også fætre og kusiner". Kun én gang, da jeg besøgte den palæstinensiske flygtningelejr i Jenin efter Israels angreb i 2002, puttede jeg min jødestjerne om i nakken.