Mor, jeg ringer ikke for at snakke

TVILLINGETÅRNENE "102 minutter" er en fængslende beretning om, hvordan almindelige mennesker oplevede terrorangrebet på World Trade Center

På søndag er det fire-års-dagen for terrorangrebet på USA. De fleste kan huske, hvor de var, og hvad de lavede, da nyheden om angrebet gik verden rundt den 11. september 2001. Kun de færreste fattede dog rækkevidden af begivenheden, da det første fly bragede ind i World Trade Centers nordtårn. Men da også det andet tårn blev ramt, og hele centeret kollapsede, stod det klart, at den 11. september var en skæbnesvanger dag. USA var under angreb for kun tredje gang i landets historie.

Første gang var i 1812, hvor fjenden var briterne. Anden gang var i 1941, da japanerne angreb Pearl Harbor. Og tredje gang var det altså New York og Washington, der blev angrebet af fire fly, hvoraf de tre nåede deres mål (det fjerde styrtede ned på en mark i Pennsylvania, takket være heroiske passagerer, der gik til angreb på flykaprerne. Det er siden blevet fastslået, at målet for dette fly var Kongressen eller Det Hvide Hus).

Terrorangrebet den 11. september vil dog altid være forbundet med New York – hele verdens hovedstad, som de selvbevidste new yorkere ynder at kalde deres by. I World Trade Center gik der præcis 102 minutter fra nordtårnet blev angrebet, til begge tårne kollapsede. Disse skæbnesvangre 102 minutter er brugt som titel på en ny og meget bevægende bog om terrorangrebet, der udkommer i Danmark i forbindelse med årsdagen.

Bogen, der er skrevet af to journalister fra New York Times, adskiller sig fra de mange andre værker om terrorangrebet ved at have det menneskelige drama i tårnene som centrum. Her er det primære fokus ikke terroristerne, den radikale islam, den amerikanske reaktion på angrebet eller de utallige konsekvenser af 11. september, der fulgte i årene efter. Det enkelte, almindelige menneske er i centrum; den gennemsnitlige amerikanske hr. og fru Jones, der en almindelig tirsdag morgen stod op og gik på arbejde, og pludselig befandt sig i en kamp om liv og død.

Som læser identificerer man sig lynhurtigt med bogens hovedpersoner. Alt det abstrakte er pillet væk. Det konkrete står tilbage. Og Jim Dwyer og Kevin Flynn, som de to journalister hedder, gør et mesterligt job i deres gennemgang af de fatale 102 minutter.

Bogen er baseret på interview med overlevende og politi- og redningsfolk, der kæmpede for at redde de mange tusinde indespærrede i tårnene, og forfatterne har haft adgang til utallige e-mails og telefonsamtaler, blandt andet fra Garth Feeney, der ringede til sin mor i Florida med ordene: "Mor, jeg ringer ikke for at snakke. Jeg er i World Trade Center, og det er blevet ramt af et fly".

Forfatternes minutiøse genskabelse af dramaet virker særdeles troværdig og er en påmindelse om de muligheder, det skrevne ord fortsat har i en tid, hvor elektroniske medier sætter de trykte under pres. Vi så rigtig nok angrebet på tv, men tv kunne ikke tage os med ind på de enkelte etager og genskabe det menneskelige drama på samme måde, som Dwyer og Flynn formår.

Og sådan er det at læse bogen: man rykker frem på stolen og tager sig til hovedet og bevæges mere, end man havde forventet, i takt med at minutterne går.

På baggrund af den minutiøse gennemgang konkluderer Dwyer og Flynn til sidst, at meget kunne være gjort for at redde menneskeliv. Der var blandt andet mangelfulde sikkerhedsforanstaltninger i tårnene, havnevæsenets evakueringsplaner var stærkt kritisable, og en årelang rivalisering mellem New Yorks politi og brandvæsen blev fatal. Vitale informationer fra for eksempel brandchefer til redningshelikoptere blev ikke givet videre i de kritiske minutter. Alt dette har fået mange kommentatorer til at konkludere, at de offentlige myndigheder fejlede utilgiveligt den 11. september – herunder den politiske ledelse og præsident Bush, der blot en måned før angrebet fik en briefing fra efterretningstjenesten med overskriften: "Bin Laden fast besluttet på at angribe USA". Alligevel blev der ikke gjort noget.

Den 11. september kom altså ikke som et lyn fra en klar himmel, som undersøgelseskommissioner og rapporter i rigt mål har slået fast siden. "102 minutter" bidrager til forundringen over, at de offentlige myndigheder fejlede på så mange områder. Men først og sidst er det dramaet, det menneskelige drama blandt almindelige kontorarbejdere på de mange etager i World Trade Center, der gør bogen værd at læse.

Jim Dwyer og Kevin Flynn: 102 minutter. Den utrolige historie om kampen for at overleve inde i tvillingetårnene. Oversat af Lars Rosenkvist. 304 sider. 249 kroner. Aschehoug. Udkommer i dag.

bach@kristeligt-dagblad.dk