Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Rosemaries grønne univers til din ven.
Rosemaries grønne univers
K.E. Løgstrups enke fylder 91 år den 21. september, men alderen optager hende ikke synderligt. -- Det gider jeg ikke spekulere på. Jeg synes bare, jeg har det pragtfuldt her midt i naturen, fastslår Rosemarie Løgstrup, der fortsat går lange ture i sit "grønne univers". -- Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.
INTERVIEW Den 90-årige Rosemarie Løgstrup fandt i sit ægteskab med teologen og filosoffen K.E. Løgstrup et åndeligt fællesskab og en samtalepartner. En samtale, der fortsatte efter ægtefællens død
– Jeg tillader mig at glemme, for jeg har nået den alder, hvor det er tilladt. Sommetider kan det endog være ganske dejligt at glemme, i hvert fald de dårlige oplevelser.
For mennesker er jo da indimellem bæster, hvis gerninger er bedst tjent med glemsel, erkender Rosemarie Løgstrup, men det rokker ikke ved den lille hvidhårede, smilende kvindes grundsynspunkt på tilværelsen: "At vi alle er nogle pragtfulde skabninger".
– Derfor har vi grund til at være taknemmelige. Jeg beundrer Skaberen og er taknemmelig for at have lov til at leve i hans skabte verden, fastslår den 90-årige – snart 91-årige – enke efter teologen og filosoffen K.E. Løgstrup, hvis 100-års-dag blev markeret i sidste uge, og med hvem hun fandt et åndeligt fællesskab og en samtalepartner, hvor samtalen er fortsat efter Løgstrups pludselige død i 1981.
Løgstrup skrev om det sansede skabelsesmirakel, som hans enke er en særdeles levende del af. Med sin stærke nærværende personlighed er hun fuldt til stede i samtalen, der tidsmæssigt spænder over en periode fra mellemkrigstidens Tyskland og frem til nu, og fuldt og helt til stede i den overvældende natur på Djursland, hvor hun – trods alderen – hver dag går lange ture og finder smukke sten til samlingen i vindueskarmen.
Annonce
Rosemarie Løgstrup har valgt at blive boende i det store stråtækkede gulstenshus i bakkerne ved Hyllested, som ægteparret byggede i 1965. Selvom de begge var storbymennesker, var de enige om, at de skulle ud på landet, da chokoladefabrikken Carletti overtog deres hus i Skødstrup. Siden da er træerne vokset høje, så de nu skjuler for udsigten over vandet. Her er langt til naboer, men den lokale brugs bringer ud en gang om ugen, og "de søde kvinder" inde fra Ebeltoft – hjemmehjælperne – kommer ligeledes en gang om ugen og bistår. Skal hun ud i verden, er det bare de 200 meter ad markvejen ned til den asfalterede landevej, hvor rutebilen mellem Grenaa og Ebeltoft kører forbi.
For mennesker er jo da indimellem bæster, hvis gerninger er bedst tjent med glemsel, erkender Rosemarie Løgstrup, men det rokker ikke ved den lille hvidhårede, smilende kvindes grundsynspunkt på tilværelsen: "At vi alle er nogle pragtfulde skabninger".
– Derfor har vi grund til at være taknemmelige. Jeg beundrer Skaberen og er taknemmelig for at have lov til at leve i hans skabte verden, fastslår den 90-årige – snart 91-årige – enke efter teologen og filosoffen K.E. Løgstrup, hvis 100-års-dag blev markeret i sidste uge, og med hvem hun fandt et åndeligt fællesskab og en samtalepartner, hvor samtalen er fortsat efter Løgstrups pludselige død i 1981.
Løgstrup skrev om det sansede skabelsesmirakel, som hans enke er en særdeles levende del af. Med sin stærke nærværende personlighed er hun fuldt til stede i samtalen, der tidsmæssigt spænder over en periode fra mellemkrigstidens Tyskland og frem til nu, og fuldt og helt til stede i den overvældende natur på Djursland, hvor hun – trods alderen – hver dag går lange ture og finder smukke sten til samlingen i vindueskarmen.
Ensomhed er i øvrigt en tilstand, hun aldrig har kendt.
– Hvordan kan jeg være ensom i mit grønne univers, spørger Rosemarie Løgstrup og ser ud, som om hun finder svaret indlysende.
Hendes tro på "skaberguden" synes lige så indlysende selvfølgelig, og når hun er til gudstjeneste, glæder hun sig over, at kirkerne ikke er blevet omdannet til museer, og at der fortsat er liv og eksistens i de gamle kirkerum, men indrømmer samtidig, at hun altid har haft det svært med kristendommen.
– Den har jeg aldrig været så god til, og jeg accepterer gerne, hvis nogen siger, at jeg er en dårlig kristen. Når man ser sig rundt og begynder at tænke over den tilværelse, vi er sat i, så synes jeg rent logisk ikke, man kan andet end acceptere, at der jo må være en skaber, men hele det halløj med Jesus Kristus og syndsbevidsthed ... nej. Jeg har ikke syndsbevidsthed, jeg synes, den er påduttet vi mennesker i forsøg på at holde os nede. Så hvis det er betingelsen for, at man er en god kristen, så kan jeg ikke leve op til det.
– Selvfølgelig kan jeg lave noget skidt, og det tager jeg så på mig, men at nogle mennesker opfører sig som bæster, det føler jeg mig ikke medansvarlig for.
Rosemarie Løgstrup har talt sig varm. Hendes stemme står præcis, som mejslet. En snert af hendes oprindelige tyske modersmål giver klang og fremdrift. "Knuut", siger hun, når hun taler om sin ægtefælle, Knud Ejler Løgstrup, som hun som ung filosofistuderende traf ved den berømte filosof Martin Heideggers forelæsninger ved universitetet i Freiburg i Tyskland i 1934.
For et øjeblik vender hun tilbage til sin påstand om alderens ret til at glemme. I en lille forundring over, hvad man egentlig husker fra sit liv, og hvad der glemmes.
– Folk siger, at jeg nok bedst husker det, der ligger længst tilbage, for sådan husker man som gammel, men jeg har det ikke på den måde. Slet ikke. Der må vel være et princip i det, men hvad, det har jeg ikke fundet ud af.
I øvrigt, tilføjes det i en sidebemærkning, så er alderen ikke noget, der optager hende synderligt.
– Det gider jeg ikke spekulere på. Jeg synes bare, jeg har det pragtfuldt her midt i naturen, her midt i mit grønne univers. Børnene synes, jeg burde få en mobiltelefon, så jeg kan ringe, hvis jeg bliver dårlig på mine vandreture, men det vil jeg ikke have. Hvis jeg kreperer ude i skoven, så er det det.
I forbifarten bemærket: Rosemarie Løgstrup har heller ikke tv.
– Jeg er meget glad for min radio og har af samme grund ikke brug for noget fjernsyn. Det er der mange, der undrer sig over.
Tilbage til erindringen. Den står – trods alderens postulerede ret til glemsomhed – præcis i hukommelsen. Dengang Rosemarie – eller Rosalia Maria Pauly, som hun egentlig hedder – mødte sin Knud. Men først lige en bemærkning om Rosalia Maria.
– Mener du ikke, det er et forfærdeligt navn? Rosalia Maria? Jeg synes, det er afskyeligt, så frygteligt gammeldags!
Rosemarie Løgstrup holder en lille pause i forventning om bekræftelse. Da den udebliver, genoptages beretningen om dengang.
– Vi var jo begge optaget af eksistensfilosofien, og Knud var kommet fra Danmark for at høre Heidegger. Vi tyske studenter blev bedt om at tage os lidt af de udenlandske studerende, der gik for lud og koldt vand. Det var jeg ikke voldsomt interesseret i, men tog alligevel med på en udflugt, hvor vi skulle lære hinanden lidt at kende. Det var en udflugt til et gammelt barokkloster, hvor en munk åbenbart mente, det var nødvendigt at forklare disse her udlændinge om barokken. Mange af dem vidste nok mere om barok end ham, så det var lidt latterligt, og jeg kunne ikke lade være med at grine af det. Jeg stod bagerst i flokken, og det var jo uforskammet sådan at grine af den der munk, men så opdagede jeg, at en af de udenlandske studerende havde fået øje på mig – og at han også grinede. Det var første gang, jeg så Knud.
Den ni år ældre K.E. Løgstrup var, med Rosemaries ord, på det tidspunkt "absolut giftemoden", men Rosemarie var ikke umiddelbart interesseret i ægteskab.
– Jeg havde mødt så mange ulykkelige ægteskaber i mine forældres omgangskreds i Berlin der i begyndelsen af 1930'erne, så ægteskab var bestemt ikke noget, der interesserede mig,
I stedet inviterede han hende til København, så hun kunne lære hans forældre, hans by og venner at kende.
– Faderen var et kært lille nul, men et rart og sødt menneske. Det var moderen, der klarede alting. Hun var damefrisør, men kaldte sin salon for noget så fint som "klinik for sundheds- og skønhedspleje". I København mødte jeg også alle hans venner, som han mest kendte fra sin tid i Vesterbro KFUM.
Rosemarie Løgstrups mor var katolsk, faderen protestantisk, men det religiøse prægede ikke hendes opvækst.
– Jeg havde en dejlig ungdom, for jeg elskede min skole og mine lærere. Det var mennesker, jeg følte gav mig utroligt meget. Her var vi absolut modsætninger, Knud og jeg. Knud hadede skolen, som jeg ved ikke hvad. Alle de historier, han kunne fortælle om sin skoletid, kan man læse om i Hans Scherfigs "Det forsømte forår". De var klassekammerater, og Scherfigs bog svarer fuldstændigt til Knuds skoleoplevelser.
De giftede sig i 1935 og blev præstepar i Sandager og Holevad Sogne på Vestfyn.
– Valget stod imellem det og Københavns Universitet, men jeg var ikke interesseret i universitetsmiljøet. Jeg ville hellere lære de almindelige danskere at kende, og vores tid på Fyn blev vidunderlig. Vores gode venner, Bodil og Hal Koch, sagde, at hvis vi var kommet til Vestjylland, havde de sikkert skullet se mig an, fordi jeg var en fremmed. Men fynboerne var åbne og ligefremme mennesker, helt modsat det miljø jeg var vokset op i, hvor der altid blev skelnet imellem de "dannede" og dem, der faldt udenfor, og hvor der var 100.000 regler at huske, når man som ung pige tilhørte det "dannede" selskab.
K.E. Løgstrup deltog under krigen aktivt i modstandsbevægelsen som kurér, og i besættelsesårene havde de ofte modstandsfolk boende i præstegården. Da Løgstrup fik tilbudt stillingen som professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet, hvor han var fra 1943 til 1975, opgav Rosemarie sin tidligere uvilje imod universitetsmiljøer. Hun bøjede sig, som hun efter sit ægteskab havde afslået fra selv at få en universitetskarriere.
– Knud var jo den fødte tænker, og jeg vidste, hvad det ville betyde for hans tænkning at blive en del af det nye miljø. Det stod helt klart for mig, at det var det rette for ham på dette tidspunkt, så han kunne føre sin tænkning videre.
Rosemarie Løgstrup sørgede for at skabe sin mand arbejdsro. Det var hende, der tog telefonen og tyssede på parrets fem børn, så tænkeren kunne få lov til at tænke og skrive sine bøger.
– Jeg vil ikke ligefrem kalde det for en livsopgave, men jeg syntes, det var naturligt, at jeg var med til at give ham den nødvendige ro til at tænke og skrive.
K.E. Løgstrup døde bogstavelig talt i armene på sin Rosemarie.
– Vi havde mus i køkkenet, som jeg plejede at fange ved at sætte en spand over dem og så skubbe en bakke ind under spanden, for derefter forsigtigt at bære musen over på den anden side af vejen og slippe den fri. Knud syntes, jeg var åndssvag, og den dag kunne vi ikke få musen fanget. Knud ville så slå den ihjel med en kost, men musen smuttede fra ham, og han blev gal og hidsede sig mere og mere op, og det måtte han ikke, for han havde en hjerteklapfejl. Så mærkede jeg pludselig, at han var ved at falde, og greb efter ham ... og den lille mus løb sin vej.
Rosemarie Løgstrup fortæller med lavmælt stemme.
– "Din mand er død", sagde lægen, da han kom fra Tirstrup. Det var så enden på det!
Men døden satte ikke stop for samtalen og det tætte samspil imellem ægtefællerne omkring K.E. Løgstrups arbejde og tænkning. Rosemarie Løgstrup tog allerede på begravelsesdagen initiativ til nedsættelse af en gruppe af unge teologer, som hjalp hende med at ordne og udgive Løgstrups efterladte papirer, ligesom hun har oversat hans væsentligste værker til tysk.
– Vi havde jo sammen grundigt gennemdrøftet temaerne, så jeg var helt inde i hans tænkning, og når jeg siden har siddet med Knuds papirer, er det, som om vi stadig taler sammen. En gang imellem skælder jeg ham ud, når jeg synes, at det, han skriver, er lidt vanskeligt, og han godt kunne have gjort det lidt nemmere for os. Knud blev i øvrigt altid meget ked af det, når folk sagde, at han var svær at forstå. Han syntes selv, at han var så ligetil, og så svær er han da heller ikke, men man skal selvfølgelig også selv yde en indsats.
– For mig er det vigtigste i hans tænkning, at han altid tænkte ud fra eksistensen, fra menneskets liv og tilværelse. Han beskæftiger sig ikke med tankekonstruktioner og vanskelige tankebygninger, men går til tilværelsen, som den er for det enkelte menneske. Vi er jo alle sat her i en fantastisk broget verden – med natur og medmennesker – og da vi har fået evnen til at tænke, så er det simpelthen en naturlig opgave for mennesket at tænke over denne tilværelse, vi lever og får lov til at leve.
– Ikke en forpligtelse, det ord vil jeg ikke bruge, pligtbegrebet er jeg ikke så meget for, for jeg er jo opvokset med, at alt, hvad der var dejligt og naturligt, blev gjort til pligt, og så er det ikke morsomt mere. Men en helt naturlig opgave for mennesket. Vi står her jo ikke som umælende væsener.
steens@kristeligt-dagblad.dk
www
De bedste hjemmesider og artikler om Løgstrup er samlet på religion.dk. Læs blandt andet omtænkerens betydning i udlandet og på internettet.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
Seneste nyt kultur
Stillinger
-
A-kassekonsulenter søges i Roskilde og Kolding
-
Salgschef søges til Krifa forsikring i Aarhus
-
Leder søges til ny juridisk afdeling i Aarhus
-
Børnekonsulent søges til LM Kids
-
Chef søges til KFBU, Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge
-
Forstander/forstanderpar søges til Vesterbølle Efterskole
-
Sognepræst søges til Bramdrup Kirke
-
Københavns kommune søger Centerleder til Plejeboligcenter Fælledgården
-
Projektmedarbejder søges til Folkekirkens Skoletjeneste Fredensborg-Helsingør provstier
-
Ny forstander søges til Løgumkloster Højskole
-
Leder søges til Kirkens Korshær Esbjerg
-
Præst søges til Ubberup valgmenighed
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce
Debat
Seneste debatindlæg
| 6 |
Sv. Den videnskabelige... |
Christian
2 timer siden |
| 3 |
Sv. Afkristning er den egentlige... |
Nederby...
5 timer siden |
| 8 |
Fostre, der lever efter... |
K.L
5 timer siden |
| 3 |
Det er vel "bedre", |
Kirsten
6 timer siden |
| 1 |
Menighedsrådsfor mand: Jeg... |
E.
8 timer siden |
10 vigtigste ting at vide om...
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
Læs også
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
