Med Løgstrup på Nørrebrogade

Forleden spadserede jeg en tur ned ad Nørrebrogade i København. Ikke fordi jeg havde et ærinde i det område, men fordi det er en oplevelse af og til at befinde sig i omgivelser, der ikke længere ligner Danmark. Midt på Nørrebrogade mellem tildækkede kvinder, kiosker med blinkende lys og billig polsk cola i vinduerne samt en lidt anden idé om gadeæstetik end i den øvrige by mærker jeg pludselig, at min spontane følelse over for andre ikke længere er båret af tillid.

Afstanden mellem os er nemlig enorm, og jeg kender ikke menneskene omkring mig. Jeg forstår ikke blikket i deres øjne, og jeg kan ikke gennemskue, hvad de griner af, blot kan jeg være sikker på, at det hverken har at gøre med Ulf Pilgaard eller den seneste karikaturtegning af statsministeren i en af landets aviser.

Vi taler ikke samme sprog, vi har ikke samme religion, og jeg mærker forskelligheden som et endeløst flodløb, der minder mig om, at med den – med forskelligheden – følger automatisk alt det vagtsomme. Det er kun menneskeligt, for der må komme reaktioner, når man bryder et homogent samfund op, og følelsen af agtpågivenhed er instinktivt på samme måde som tørst og sult og anger. Uanset hvor mange gange jeg befaler mig selv ikke at være på vagt, er jeg det fortsat, for tillid bliver til mistro, når man pludselig føler sig omgivet af så meget ukendt, at man selv havner i rollen som den fremmede.

For teologen K.E. Løgstrup (1905-1981) er tillid et elementært grundfænomen mellem mennesker, der i sig selv udgør betingelsen for, at vi overhovedet kan leve sammen. Mens tilliden sætter fri, er de negative livsytringer som misundelse og had med til at holde os indespærret, og mistro hører bestemt også med til de kræfter, der gør os ufri. Evnen til at føle tillid er en gave til mennesket, men der skal værnes om den, for tillid kan komme under pres og er ikke bare en konstant følelse, der strømmer fra mig til dig.

Danskernes indbyrdes tillid afhænger blandt andet af den berømte sammenhængskraft i samfundet, som enhver politiker i dag taler om, og som for eksempel på Nørrebrogade er gået i opløsning. På netop denne plet i landet skal man virkelig kæmpe hårdt for at mærke Løgstrups intuitive tillid som et grundvilkår i livet, for hvert sekund truer det indre med at gøre bevægelsen fra tillid til mistro.

I et kulturelt ragnarok ved man reelt ikke, hvad man skal basere tilliden på, for mens det er sandt, at vi alle er skabt af Gud, og at dette i den ideelle verden burde være tilstrækkeligt, opdager man med tiden, i hvor høj grad man jo også er skabt af sine verdslige rammer.

Tillid gror i forvisningen om et fælles fundament, landet, historien og sproget, for her er jeg bundet, og det er i bundetheden, at jeg i alvor kan stole på de mennesker, der er omkring mig. Det er et lykkeligt budskab, at danskerne tror på det gode i hinanden, men det får samtidig én til at overveje, hvad der mon med tiden ville kunne ødelægge denne smukke tilstand. Og det kan et samfund, hvor den enkelte ikke længere mærker, hvad vi i fællesskab føler tilliden i forhold til.

Sørine Gotfredsen er journalist og cand.theol.