Af Asbjørn Petersen |
2. september 2005
SURFGUIDE: Løgstrup ville i dag have fyldt 100 år. Men hvem var han egentlig, og hvorfor er han stadig aktuel? Religion.dk har fundet de hjemmesider på Internettet, der bedst kan besvare disse spørgsmål
Gud har skabt livet og givet det en mening, som findes helt uafhængigt af kulturen.
Tanken er Løgstrups. I Løgstrup Arkivet kan man i et portræt læse om, hvordan han begyndte sine teologistudier på Københavns Universitet for siden hen at rejse til Tyskland for at møde nogle af datidens største filosoffer. Her begyndte han at formulere tanken om, at vi ikke skal finde livets mening i den menneskeskabte kultur.
I modsætning til mange andre mente Løgstrup, at skabelsestanken hørte til blandt kristendommens universelle forestillinger. Det hævder professor i systematisk teologi Niels Henrik Gregersen i artiklen "Gud står på livets side". Han fortsætter med at forklare, at tanker om liv og død optager alle.
EtikOgså Løgstrups tanker om etik er radikalt anderledes end dem, der fandtes i hans samtid. Vi kender han for at tale om suveræne livsytringer som for eksempel barmhjertighed og kærlighed. I encyclopædien Wikipedia fremgår det, at Løgstrup mente, at etik ikke handler om at opstille almene regler. I stedet skal man følge intuitionen, som vil få alle mennesker til at indse, at tillid, kærlighed osv. er gode ting.
Teologen Svend Andersen siger i en udsendelse på P1 om etik, at tiden i dag er en anden, end dengang Løgstrup levede. Derfor har han også revideret Løgstrups etik, men forklarer alligevel, at den ikke er til at komme uden om.
En folkelig og dansk tænkerDer er for nyligt lavet en undersøgelse, der viser, at Løgstrup er den mest populære af de store danske teologer på Internettet.
Samtidig er det dog også blevet klart, at det faktisk kun er i Norge og Sverige, han nyder den samme opmærksomhed som i Danmark. Ifølge artiklen
"Løgstrup udenfor andedammen" er en del af forklaringen, at man i den angelsaksiske tradition har en skarp skelnen mellem filosofi og teologi. Den finder man ikke hos Løgstrup.
At Løgstrup er aktuel i Danmark, kan der ikke herske nogen tvivl om. I forbindelse med diskussionen om Grosbøll har Anders Kjærsig endda skrevet en kronik, hvori de to personers tanker sammenlignes. En af pointerne i den er, at mens Grosbøll finder en kløft mellem vor tid og Jesu tid, så gør det modsatte sig gældende for Løgstrup.
Professor og dr.theol. Ole Jensen har også i sin kronik Løgstrup – en folkelig tænker, der i virkeligheden er en redegørelse for Løgstrups liv og tænkning sat fokus på hans aktualitet og fortæller, at Løgstrup har sat permanente spor flere steder i forskerverdenen.
Efter 100 år
100-års dagen markeres i Kristeligt Dagblad med en lang række forskellige artikler, der på hver sin måde belyser Løgstrups originalitet. "I begyndelsen var tilliden" beskriver blandt andet, hvordan statsministeren Anders Fogh Rasmussens bruger Løgstrups bog "Den etiske fordring" i sit politiske arbejde.
Der er også mulighed for at komme helt tæt på Løgstrups person i interviewet med tidligere elev og nuværende professor dr.theol. Viggo Mortensen. Løgstrup forstod at få eleverne til at tænke med ham og alligevel tænke selvstændigt, fortæller Viggo.
Det er også muligt at læse "Hans Hauge", og Nils Gunder Hansens kommentarer i forbindelse med 100-års dagen.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad