En god historie i en ond tid

ENESTÅENDE Hans Sode-Madsen har skrevet den definitive beretning om hjælpearbejdet, der blev iværksat over for de danske og norske fanger i Tyskland

Hans Sode-Madsen understreger, at en afgørende forudsætning for, at arbejdet med hjemtransporterne i de hvide busser kunne gennemføres, var samarbejdspolitikken.  -- Arkivfoto.
Hans Sode-Madsen understreger, at en afgørende forudsætning for, at arbejdet med hjemtransporterne i de hvide busser kunne gennemføres, var samarbejdspolitikken. -- Arkivfoto.

"Danmark og de hvide busser" er undertitlen på Hans Sode-Madsens bog, der udkommer i dag, men den handler om meget andet og mere end de hvide busser. Sode-Madsen, der er arkivar ved Rigsarkivet, beretter om hele det hjælpearbejde, der fra statens og privates side blev iværksat over for de danske og norske fanger, der sad i tyske fængsler og koncentrationslejre.

Fra efteråret 1943 og videre frem blev der sendt pakker med mad og tøj til fangerne. I alt beløb det sig til en halv snes tusinde, og fra december 1944 begyndte så småt hjemtransporten af fanger sydfra, for at kulminere i krigens sidste uger. Det blev til cirka 17.000, og det er her, de hvide busser kommer ind i billedet.

Der var alt i alt tale om en kolossal indsats,"helt enestående også i europæisk sammenhæng", understreger Sode-Madsen, der også kalder det en god historie i en ond tid. Blandt aktørerne i den gode sags tjeneste fremhæver han Udenrigsministeriets og Socialministeriets folk, med departementscheferne Svenningsen og H.H. Koch i spidsen, men der var også private med i bestræbelserne, såsom kontreadmiral Carl Hammerich og hans hustru, Borghild. Derimod spillede Røde Kors ingen central rolle, men var i realiteten et omsvøbsdepartement.

Forfatteren understreger imidlertid også, at en afgørende forudsætning for, at hele dette arbejde, først med pakker siden også med hjemførsel, kunne gennemføres, var den samarbejdspolitik, der førtes lige fra den 9. april 1940 frem til befrielsen den 5. maj 1945. Takket være den fandtes der en effektiv dansk centraladministration, der kunne løfte opgaven, og takket være den, lod de tyske myndigheder hele hjælpearbejdet gå for sig, undertiden med direkte accept, undertiden stiltiende. Med dette synspunkt bliver bogen, selvom det nok er utilsigtet, et bidrag til den standende debat om samarbejde kontra modstand.

Bogen gennemgår det tyske kz-system og beskriver, hvor der sad danske fanger – og godt spredt var de. Dernæst redegøres der for økonomien. Uden penge lader intet sig gøre, og uden om ethvert normalt bogholderi blev der illegalt af Socialministeriet brugt de første 40 millioner kroner og mere til, en enorm sum i datidens penge.

Det begyndte med pakker til de kommunister, der i oktober 1943 var ført til Stutthof ved Danzig, og det skete i nært samarbejde mellem ministeriet og hustruernes "damekomite". Det fortsatte med pakker til jøderne i Theresienstadt fra februar 1944. Siden kom dertil pakker til de internerede politibetjente i KZ Buchenwalde og til modstandsfolkene ("de politiske"), der sad i KZ Neuengamme og denne lejrs talrige udkommandoer.

De første forsøg på at få de danske fanger hjemført var uden succes, men i december 1944 til januar 1945 fik man bragt en del syge politifolk og grænsegendarmer hjem, i første omgang til Frøslevlejren. Fra februar 1945 kom Sverige ind på banen. Den 21. februar 1945 fik den svenske greve Folke Bernadotte (der tilhørte kongehuset) en aftale med Himmler, hvorefter svenskerne kunne samle danske og norske fanger i KZ Neuengamme under tilsyn af svensk personale.

Derefter blev der sendt en imponerende svensk ekspedition af sted til Tyskland, som med førsteklasses materiel fra den 15. marts støvsugede de tyske lejre – minus Theresienstadt – for skandinaviske fanger og førte dem til Neuengamme. Imens transporterede danskerne fanger herfra til Frøslev. I april hentede danskerne og svenskerne i fællig fanger fra mange fængsler og lejre til Neuengamme, og så manglede kun jøderne i Theresienstadt. I sidste øjeblik fik man de cirka 400 danske jøder ud af lejren, og den 18. april var de i Malmö. Endelig blev Neuengamme tømt for godt 4000 danskere og nordmænd, der kørtes til Danmark, og til allersidst kom der til Padborg to "spøgelsestog" med cirka 7000 kvinder fra KZ Ravensbrück.

Undertiden knagede det lidt i samarbejdet mellem danske og svenske, og det vakte nogen misstemning herhjemme, da Bernadotte i juni 1945 udgav sin bog "Slutet", der ikke gav ret megen omtale til andre aktører end forfatteren selv. I 1984 udgav Johannes Holm "Sandheden om de hvide busser", der var meget kritisk i sin holdning til Bernadotte. Nu deler Sode-Madsen sol og vind lige mellem danskere og svenskere. I det hele taget må man fastslå, at vi her har fået den definitive behandling af en indsats, der med rette kan kaldes for enestående. Bogen er velskrevet, tydeligt "med hjertet", som han selv skriver. Jeg kan anbefale den varmt.

uHans Sode-Madsen: Reddet fra Hitlers Helvede. Danmark og de hvide busser 1941-45. 300 sider. 299 kroner. Aschehoug. Udkommer i dag.

kultur@kristeligt-dagblad.dk