Taizé — en moderne reformationsbevægelse

I årtier efter Anden Verdenskrig, mens broder Roger fordybede sig i bøn blandt brødre og arbejdede med forsoning, var den overvejende form for kristendom i Nordeuropa den religionsløse. Og dermed oftest den stedløse og kirkeløse kristendom. Alverdens teorier om sekularisering trængte længe kirke og tro op i blufærdighedens skammekrog. Og de selv samme teorier var en integreret del af den herskende teologiske strømning. Først i de senere år er religionen vendt tilbage i det offentlige rum, blufærdigheden er forduftet, og det er igen legitimt, at teologer forsker i emner som bøn og spiritualitet.

Jeg tror, vi er en del i min generation af teologer, der var åndeligt søgende og måske stadig er det lidt indimellem. At vi drog til Taizé i samlet flok, skyldtes vel, at vi var forvirrede og måske følte os hjemløse i de kirkelige ungdomsmiljøer, vi kom fra. Taizé blev en åndelig oase, hvor autoritære og frihedsfornægtende udtryk for kristendom, som vi kendte så godt hjemmefra, blev afløst af nysgerrighed, forundring og trosappetit.

At mange af os alligevel tog hjem til det, vi faktisk kom fra, er meget i bevægelsens ånd. Taizé blev stedet, hvor vi lærte den universelle kirke at kende. Vores reservation over for kirken inde i vore hoveder kunne hvile lidt i opslugtheden over at være sammen med en mangfoldighed af troende fra vidt forskellige kirkesamfund. Vi lærte lidt af, hvad det vil sige, at den hellige almindelige kirke sprænger alle nationale og lokale grænser. Den er til alle steder. Ifølge denne klassiske tradition, som også teologer i Taizé knytter an til, er den usynlige kirke også udenfor kirkerummet, ligesom den har været i tiden siden skabelsens morgen. Den kan næsten fornemmes, hvor mennesker er sammen på autentiske måder.

Taizé har åbnet manges øjne for betydningen af ydre steder og den fysiske bevægelse. Fokus er flyttet fra en indadvendt kristendomsform, hvor læren, oplevelsen eller tanken lidt ensidigt udmøntede troen. Over for denne ofte lidt diffuse og stedløse religiøsitet blev Taizé-bevægelsen et pejlemærke. Taize var det ydre mål for en åndelig rejse, der krydsede selv de mest fasttømrede kirkelige og kulturelle grænser. Og Taizé har haft en vis betydning for folkekirkens genopdagelse af den åndelige rejses gevinster. Det har udmøntet sig i boomet i rejser til hellige steder, pilgrimsvandringer og kirkevandringer.

Taizé-bevægelsen har også medvirket til en fornyet interesse for fromhed. Alle former for fromhed behøver ikke at være selvhævdelse og usund banen sig sin vej til Gud, som Karl Barth med stor virkning prædikede, men kan i bedste fald åbne for vejen til sig selv i forhold til næsten og tilværelsen med Gud. Sådan som det i traditionen var mystikkens væsen: troen er ikke en bevægelse bort fra verden, men ind i verden og Gud. En bevægelse ind i sig selv med henblik på alt andet end blot sig selv. Eller som overskriften på en af biskop Jan Lindhardts mange bøger hedder: "Ind i det ydre".

I Taizé betyder dette, at ikoner og lys og processioner er vigtige punkter at dvæle ved, og benyttelsen af dem er ikke underlagt en officiel liturgi fra oven. Kirken vokser fra neden ved at matche folks behov for at gøre noget under gudstjenesten. Alt dette har haft sin virkning.

Blandt præsterne i min egen generation er langt de fleste åbne for at afprøve særlige gudstjenesteformer. Thomasmesse-fænomenet, der aldrig rigtig slog igennem herhjemme som for eksempel i Finland, er inspireret af Taizé-bevægelsen. Her spiller meditation foran ikoner, vandren rundt i kirkerummet til forskellige aktiviteter (skrive bønner, bibellæsning, forbøn med mere) en central rolle. Mange yngre præster kan det der med åndeligt iværksætteri i gudstjenesteligt regi! De er ikke bange for at forsøge sig med åbne andagter, natkirker og nye gudstjenesteformer, der bedre matcher forskellige gruppers og aldres behov. I Taizé blev en særlig musikalsk tradition grundlagt med vekselsang og meget enkle udtryk for anråbelse og tilbedelse af Gud. Mens det poetiske stort set er fraværende – teksterne er ikke de store guldgruber for tanken – så blev vægten lagt på at synge budskabet ned i hjertet til enkle melodier, der kunne dulme selv et uroligt ungt sind. Og fordi melodierne gentages, og det korte budskab synges igen og igen, så har musikformen faktisk en meget afslappende effekt. Måske er der her tale om en kristen pendant til den funktion, new age-musik har.

Musikformen fra Taizé har spillet en stor rolle også i mange kirkelige miljøer i Danmark. Laubs kirkemusik i folkekirken er blevet udfordret. Blandt konservative kirkemusikere betragtes Taizé-melodierne vist også som et fremmedlegeme i den danske folkekirke. Alligevel er flere melodier og sange fra Taizé optaget i den nye salmebog.

Taizé danner for mig at se en vigtig forudsætning for, at nyreligiøsitetens udfordring til folkekirken for bare to årtier siden ikke længere er nogen egentlig udfordring. New age er blevet kirkens åndelige kammerat, en øjenåbner. Mange steder er den nye åndelighed stort set assimileret med kirkens gode gamle Helligånd. Og kirken er blevet bedre til at tilgodese søgende menneskers behov. Den ny åndelighed revitaliserer kirken og traditionaliseres ved at blive budt indenfor og blive integreret i nye gudstjenesteformer. Konsekvensen er i bedste fald, at traditionen videreføres uden at sande til i stivnede kirkelige udtryk.

Det kirkelige landskab er altså på flere måder blevet beriget af Taizé, der kan betragtes som en moderne form for reformationsbevægelse.

At Taizés formål er at forsone kristne og kirkerne, kan ingen have noget imod. Men at bevægelsen ifølge sit eget eksistensgrundlag opløses, når kirkerne er forsonet under den katolske kirke, har anfægtet bemærkelsesværdigt få herhjemme. Et andet forbehold, der kan tages er, at den åndelige søgning, kroppens bevægelse og sjælens rejse næsten synes at være et mål i sig selv uden et egentligt objekt. Det er nok at være på vej. Generelt undgås systematiske læreudsagns kritiske potentiale. Der er med andre ord en tendens til, at de kristne praksisser hurtigt bliver allergiske over for enhver form for konstruktiv religionskritik.

Jacob Holm er cand.theol. og ph.d.